Arkitektur set fra et kamera

 

 

At fotografere arkitektur er lidt af en kunstart, hvor både fortolkning og loyalitet over for et projekt er helt afgørende for beskuerens opfattelse.

 

 

Tekst af Mike Rømer

 

Hvis man har hang til at dyrke klichérne om fotografers udbredte interesse for højloftede, rustikke lokaler i nedlagte industribyggerier, så er Adam Mørks adresse på Esromgade, tæt ved Nørrebro Station, ikke noget dårligt bud. På øverste etage af stormagasinet Daells Varehus’ tidligere lagerbygning råder han over et dobbelthøjt rum mod sydøst og en indskudt etage med møderum mod nordvest med masser af lys og udsigt fra begge sider. Her har Byggeri + Arkitektur sat Adam Mørk i stævne for at få en snak om at fotografere arkitektur.

 

Adam Mørk er uddannet som arkitekt med afgang fra Kunstakademiets Arkitektskole i 1997 og fik hurtigt arbejde hos arkitektfirmaet Dissing + Weitling, hvor han tegnede konkurrencer i fem år, inden fotografiet tog over som levevej. Adam Mørk betegner sig selv som en arkitekt, der fotograferer, og interessen for at fotografere blev allerede vakt i studietiden:

 

- Jeg blev grebet af at fotografere og var meget aktiv på det felt, og anskaffede mig hurtigt et mellemformatkamera (4,5 x 6 cm og 6 x 6 cm negativer) for at få nogle ordentlige billeder, så egentlig har jeg vel taget mediet ret seriøst fra begyndelsen af”, fortæller han.

 

Interessen for at fotografere fortsatte hos Dissing + Weitling, og her var Mørk i gode hænder: Arne Jacobsen, der oprindeligt etablerede tegnestuen i 1930erne, var selv meget optaget af at fotografere - og var i øvrigt god til det - og den tradition blev videreført af Hans Dissing og efter Jacobsens død i 1971. Da Adam Mørk blev ansat, var Storebæltsbroen lige blevet færdig, og han lod sig derfor friste af at tage en række fotos af tegnestuens hidtil største bygningsværk. Det blev bemærket, og Adam Mørk fortæller:

 

- Et stykke tid efter indvielsen af broen kom Dissing en dag hen til mit kontor og smed et par nøgler på mit bord: ”Nu er det din tur”, sagde han med et smil om munden, og så fik jeg fri adgang til tegnestuens fotoskab. Der var et hav af gode kameraer - Hasselblad og meget andet guf, selv Arne Jacobsens gamle Plaubel-kamera, som var et teknisk kamera med bælg, der kunne rette styrtende vinkler op, og som jeg selvfølgelig også måtte ud og lege med. Det var helt fantastisk, og så begyndte jeg for alvor at fotografere arkitektur.

 

Efterhånden tog arkitekturfotografiet mere og mere overhånd i forhold til det almindelige arkitektarbejde, og medførte også henvendelser fra andre tegnestuer om at få fotograferet deres projekter. Det kunne ikke ret godt forenes med arbejdet hos Dissing + Weitling, og da der på en og samme dag i sommeren 2001 kom tre henvendelser om fotoopgaver, valgte Adam Mørk at tage orlov.

 

- Den orlov har jeg haft lige siden”, siger Adam Mørk med et stort smil.

 

Men hvordan kommer der så mange fotoopgaver, at man kan leve af det? Segmentet må da være temmelig begrænset, spørger B+A’s udsatte medarbejder.

 

Adam Mørk:

Opgaverne kommer fortrinsvis gennem arkitekturtidsskrifter, og når tegnestuerne lægger deres renderede projekter ud på nettet. Så kommer der forespørgsler fra alle mulige steder på mailen om at fotografere det endelige resultat, og så må man jo overveje mulighederne og især økonomien, som godt være udfordret, når man som jeg gerne vil give projektet de bedste muligheder.

 

Byggeri+Arkitektur:

Du får mange henvendelser fra udlandet, og det er da lidt pudsigt, når man tager Danmarks størrelse i betragtning?

 

Adam Mørk:

Det skyldes helt sikkert, at flere danske tegnestuer er rykket et godt stykke op i top-ligaen i de seneste par år og vinder mange konkurrencer i udlandet. Det skærper interessen, og de projekter bliver jo vist i tidsskrifterne rundt omkring og er fotograferet af danske fotografer, som åbenbart kan noget specielt. Men jeg tror også, at det har noget at gøre med den skandinaviske tilgang.

 

Byggeri+Arkitektur:

Forstået hvordan, og som er hvad?

 

Adam Mørk:

Det er noget med lyset - en følsomhed for lyset, som vi bilder os ind, at vi har herhjemme, og som vi helt sikkert også har. Men jeg ser stadigvæk mig selv som arkitekt, og arkitektur handler meget om en skildring af lyset – og så er lyset jo selve mediet i et fotografi. Lys skaber rum – også fravær af lys – og er med til at skabe ro og helhed.

 

Byggeri+Arkitektur:

Hvad kigger du så efter, når du er ude og fotografere? Er det noget med ’stedets ånd’ eller et bestemt karaktertræk?

 

Adam Mørk:

Det er i høj grad stedets karakter. Ånden er jo et noget flygtigt begreb, så det er projektet, jeg går efter. Men i virkeligheden er det den samme arbejdsproces som at skabe arkitektur. Når jeg kommer ud til et projekt for første gang, så er det også mig, der bestemmer, hvad der skal ske. Og i det ligger der et stort ansvar, for jeg ved jo godt, hvor hård en kamp det er at skabe god arkitektur. Det skal man tage alvorligt, når man forsøger at portrættere det, for der er jo det med arkitekturfotografiet, at mange mennesker kun kender arkitektur og projekter via billeder - et hav af billeder - så derfor har man som arkitekturfotograf et meget stort ansvar. Af samme årsag forsøger jeg derfor at give beskuerne en fornemmelse af, at de selv har været der – at de har været på stedet og kan fornemme, hvordan lyset er, hvordan rumforløbet er, og hvordan materialer, farver med mere tager sig ud og fungerer.

 

Byggeri+Arkitektur:

Sætter du dig så ind i et projekt, inden du går i gang med at fotografere?

 

Adam Mørk:

Ja, det gør jeg. Jeg kan godt lide at have noget tegningsmateriale til at kigge på først – helt klassisk med planer, opstalter og snit. Men jeg kan også godt lide at have en dialog med arkitekterne, for at høre om deres intentioner og tanker bag et projekt, og her er det så min tolkning, der kommer til udtryk, når jeg står med dem og er på stedet. Den dialog er væsentlig, og her er det en fordel at være arkitekt, fordi vi taler det samme sprog. Jeg lever meget af begejstring, så derfor kan det godt være lidt af et problem, hvis arkitekturen ikke er så god, og jeg står og tænker: ”Her må I sgu godt stramme jer lidt an, folkens!” Men heldigvis bor vi i Danmark, hvor kvaliteten af arkitektur generelt er meget høj, så normalt er det ikke noget problem.

 

Byggeri+Arkitektur:

Men den tolkning, som du nævnte før, kan den ikke også fungere som et slags filter, der kan fordreje et projekt?

 

Adam Mørk:

Nej! Jeg prøver at være meget loyal over for den arkitektur, som jeg skal fotografere - eller rettere: portrættere. Det er både et portræt og en dokumentation, og jeg forsøger at få lagt et ekstra lag på, så det ikke bare er den nøgne dokumentation. Der må meget gerne være noget, som bliver en lille smule mystisk, eller lægger op til en fortolkning - eller til, at sådan kan man altså også se projektet. Det er ikke altid, at arkitekterne ser tingene på samme måde som jeg, og her bliver det så min tolkning, eller viderebearbejdning en overbygning - et lag – som giver en ekstra dimension. Jeg prøver at bygge videre på et projekt ved hjælp af billeder, og det kan nogle gange ende med at blive meget lykkeligt. Jeg husker f.eks. opgaven med Den Blå Planet, hvor jeg forsøgte at give en ekstra dimension til projektet – eller rettere dokumentere den dimension, som rent faktisk var indbygget i projektet. Altså ikke en rendering eller noget, der har været gennem Photoshop, men noget, der helt reelt var til stede i øjeblikket. Eksempelvis tog jeg nogle billeder derude klokken tre om natten for at få den helt rette, spejlblanke overflade på bassinerne, og det gav den ekstra dimension, som jeg var ude efter. Så egentlig lægger jeg ikke noget til – jeg dokumenterer, hvad der er og hvad jeg ser, men det er mit valg af omstændighederne, der nogle gange gør, at tingene løfter sig over det tilfældige snapshot.

 

Byggeri+Arkitektur:

Men det må da også være meget svært at finde det rigtige øjeblik til at fotografere et projekt eller bare et enkelt rum?

 

Adam Mørk:

Jo, men det kommer med erfaringen, og har jeg en plantegning, så har jeg også nogle ret gode indikationer af, hvornår det ville være godt at stå et bestemt sted og tage et billede. Det kan faktisk forudsiges ret præcist, men heldigvis bliver man nogle gange overrasket – og man kan også tage fejl og derefter finde ud af, at fejltagelserne giver de bedste billeder. Man kan også blive overrasket over, at det lys, som man havde forventet og forudset at være godt, ikke fungerer i opgaven. Sådan havde jeg det med fotoopgaven for MAD Architects her i efteråret, hvor lyset var besværligt og slet ikke fungerede, som jeg ville. Men jeg tog billederne alligevel, og så viste det sig, at det var netop den måde, som billederne skulle tages på for at dokumentere og skabe liv til projektet.

 

Byggeri+Arkitektur:

Det lyder som en delikat balancegang?

 

Adam Mørk:

Ja, og det er netop den usikkerhed, som gør det spændende at fotografere. Det bliver aldrig rutine, og jeg har stadigvæk sommerfugle i maven, når jeg skal ud til et nyt projekt. Så tænker jeg: ”Hvad kan projektet give mig af oplevelser, og hvordan formidler jeg det?”. Der er så mange ydre omstændigheder, der skal falde i hak for at få nogle billeder til at fungere, men når det lykkes er det bare fedt!

 

 

 

Læs portræt af Daniel Hayden fra Dissing + Weitling
Man skal vide alt har en betydning

 

 

Læs flere Portrætter