Arkitektforeningen får ny direktør

 

Akademisk Arkitektforening kan nu præsentere den 50-årige arkitekt MAA Lars Autrup som ny direktør. Lars Autrup kommer fra en stilling som projektchef i Realdania, og han tiltræder d. 1. maj 2018.

 

Foto: Nana Reimers

 

Lars Autrup kommer fra en stilling som projektchef i Realdania, hvor han har været ansat i otte år. Før det har han arbejdet som tegnestuechef på Gottlieb Paludan Architects og er desuden aktiv i Arkitektforeningens konkurrenceudvalg.

 

Dermed får Arkitektforeningens godt 7000 medlemmer en fagfælle i front, der forener bred ledelsesmæssig erfaring med visioner på fagets og foreningens vegne. Lars Autrup udtaler:

 

- Jeg vil stå i spidsen for en standsforening, som interesserer sig for alle sine medlemmer. En forening, der repræsenterer, inspirerer og udfordrer arkitekter i hele landet og i alle ender af det arkitektfaglige spektrum. Jeg glæder mig til at videreføre Arkitektforeningens arbejde med at fremme arkitektonisk kvalitet overalt i samfundet.

 

Læs Portrætter af arkitekter og designere

 

Bestyrelsesformand i Akademisk Arkitektforening Natalie Mossin udtaler om valget af Lars Autrup:

 

- Jeg ser frem til samarbejdet med Lars Autrup, der med sin store erfaring som både udførende og rammesættende har meget at byde ind med. Lars har en stærk forståelse både af den stand, han som direktør stiller sig i spidsen for, og den kontekst, der er for arkitekters virke i branchen, og i et bredere samfundsperspektiv. Lars er derfor den rette til at videreføre foreningens nuværende strategi ’Sammen om arkitekturen’ og stå i spidsen for Arkitektforeningens udvikling over de kommende år, sammen med bestyrelse, repræsentantskab og Arkitektforeningens mange aktive medlemmer.

 

Indtil Lars Autrup tiltræder, fortsætter Annette Blegvad som konstitueret direktør.