Bjarke Ingels hædret med FSR Marshs Erhvervspris

Den verdenskendte arkitekt modtog prisen af forhenværende Kulturminister Bertel Haarder i Rundetårns bibliotekssal, hvor Bjarke Ingels blandt andet talte om baggrunden for innovation i arkitekturen.

 

Tekst af Mikkel Weber Sandahl

 

FSR – danske revisorer har de seneste 26 år uddelt en årlig pris til en fremtrædende person eller virksomhed i dansk erhvervsliv, hvilket i nyere tid tæller Claus Meyer Haldor Topsøe og Lars Larsen. FSR-Marshs Erhvervspris gives til en person, en organisation eller en virksomhed, som har gjort en unik indsats i dansk erhvervsliv, der har sat Danmark på verdenskortet.

 

Kriterierne for prisen er bl.a. iværksætteri, innovation og fremsynethed, og i sin præsentation af Bjarke Ingels fremhævede Bertel Haarder Albert Einsteins berømte citat, om at logik kan bringe os hurtigst fra A til B, men fantasien kan bringe os alle tænkelige steder hen. Og her kan BIGs kommende HC Andersen Adventure Tower på 300 meter i Københavns Nordhavn ses som en del af den fortælling om at drømme stort og kæmpe kampene i mod bagstræberiske kræfter, hvilket Bjarke Ingels dog selv kommenterer på i sin takketale:

 

- Tak for Bertel Haarders fine ord, men tit behæfter man innovation med stædighed, hvor man er ekstremt vedholdende, og hvor man kæmper mod konservative kræfter. Men jeg ser det ikke selv som et spørgsmål om det ur-menneskelige kamp eller flugt! I virkeligheden er det i flugten, at innovationen opstår – hvor man er tvunget til at finde nye løsninger på truende udfordringer, fortæller Bjarke Ingels og uddyber:

 

- Arkitektur er efter min mening ikke et spørgsmål om at vælge mellem stilarter, men om at lave verden lidt anderledes. Nu står vi samlet i Rundetårn, som er et godt eksempel på den tankegang; Christian d. 4. kunne godt lide at se på stjerner, men han hadede trapper, så han byggede rundetårn således, at han kunne ride hele vejen op på sin hest. Løsningen blev den her spiralformede rampe, hvormed han realiserede sin drøm, men den samme tilgang gør sig gældende i forhold til globale udfordringer som klimapåvirkninger og befolkningstilvækst i storbyerne, hvilket er vores fornemste opgave som arkitekter at adressere.

 

Læs mere om Events og fagmesser

 

At sætte Danmark på verdenskortet

FSR-Marshs Erhvervspris gives til en person, der har sat Danmark på verdenskortet, og i den forbindelse må Bjarke Ingels erkende, at man i udlandet bliver mødt at et vist billede, når man kommer fra Danmark – at man har visse værdier og prioriteringer med sig.

 

- Jeg har aldrig set nationalitet som noget vigtigt, men jeg har i min karriere været på tegnestuer i Barcelona, Holland og USA, og man har som dansker i udlandet en særlig identitet. Og nu har vi i BIG etableret den første danske tegnestue i New York, hvilket automatisk giver appetit efter mere dansk arkitektur. Sådan er det inden for andre brancher også, hvor man har folk som Lars von Trier og Rene Redzepi til at bane vejen for henholdsvis dansk film og dansk gastronomi, siger Bjarke Ingels og pointerer, at i dansk kontekst har hans rolle snarere været at bringe udlandet til Danmark og redefinere dansk arkitektur – mange af de personer, som vi ser som ærkedanske, som Jørgen Utzon eller Arne Jacobsen har i virkeligheden været de store fornyere, som introducerede fremmede og nye ideer for danskerne.

 

Foruden hæderen ved at modtage FSR-Marshs Erhvervspris følger en check på 35.000 kroner fra foreningens forsikringspartner Marsh, og Bjarke Ingels benyttede lejligheden til at videregive pengene og sætte fokus på til ekspeditionsskibet Activ, der er et tidligere handels- og forskningsskib. Skibets kaptajn Jonas Bergsøe er ved at søge fondsstøtte til at bringe skibet tilbage på danske hænder, så man fortsat kan bruge det til ekspeditioner, der kombinerer dansk kultur, erhverv og videnskab.

 

Læs mere om ekspeditionsskibet Activ her