Building Green tager træ til helt nye højder

 

Træ, to, en. Nedtællingen til Building Green i Aarhus er i dén grad begyndt. Et af de helt store emner på forårets bæredygtige byggemesse er træ, som flere og flere arkitekter har fået øjnene op for – også når der skal bygges i højden.

 

I Tokyo bygger arkitektfirmaet Nikken Sekkei en 350 meter høj skyskraber i træ. Herhjemme får vi et opsigtsvækkende trætårn på 45 meter ved Gisselfeld Kloster. Interessen for det ældgamle byggemateriale bliver større og større. Derfor har Building Green valgt at fokusere en del af debatterne på træets gode miljøegenskaber på årets event i Aarhus:

 

- Den danske byggebranche er så småt begyndt at tænke mere i bæredygtigt brug af træ, men der er stadig et enormt potentiale, som venter på at blive udnyttet, siger projektleder for Building Green Sarah Elhauge.

 

En af fortalerne for træ i arkitekturen er Klaus Toustrup, arkitekt MAA og partner i C.F. Møller. Den 18. april holder han et oplæg på Central Stage med titlen: ’Building Green in wood’. Her tager han afsæt i C.F. Møllers bæredygtige arkitektur og en række case studies fra udlandet. Udgangspunktet er de miljømæssige fordele og store potentialer i at bygge med træ.

 

- Træ er et enormt vigtigt materiale i bestræbelserne på at gøre kloden mere grøn. Det er tankevækkende, at det er et materiale, som vinder frem i udlandet, mens vi i Danmark halter en del bagefter. Jeg tror, at det er sundt, at vi får rusket lidt op i tingene – bl.a. på Building Green, siger Klaus Toustrup.

 

Klaus Toustrup

 

- Byggebranchen er en branche, hvor vi ofte bruger det, vi er trygge ved. Det er vigtigt, at branchen får øjnene op for de erfaringer, der er gjort i udlandet. Derfor vil jeg omsætte teori til praksis og fortælle om C.F. Møllers projekter i bl.a. London og Stockholm, fortsætter han.

 

Læs også Portræt af partner i C.F. Møller, Mads Mandrup: Der skal være tid til eftertænksomhed

 

Debat om træ i højden
Netværket InnoBYG følger op på emnet dagen efter, hvor de er værter for en debat om høje trækonstruktioner. Her vil nationale trendsættere og lokale pionerer give deres bud på, hvordan den danske byggebranche kan anvende træ, når der bygges i højden.

 

- I Danmark er det langt fra normen at bruge træ, når vi bygger højt. Det vil vi forsøge at ændre på blandt andet gennem denne debat. Med erfaringer fra det store udland tager vi muligheder og udfordringer under kærlig behandling, forklarer Peder Fynholm, der er sektionsleder på Teknologisk Institut og faglig leder af InnoBYGs netværksgruppe om Fleretagers træhuse i Danmark.

 

Selvom træ fylder på programmet er det langt fra det eneste, Building Green har at byde på i Aarhus 2018. På programmet står internationale sværvægtere som prof. Michael Braungart og Tonje Værdal Frydenlund fra den verdensberømte tegnestue Snøhetta.

 

Grundlægger af Cradle to Cradle på programmet

Michael Braungart er en af grundlæggerne af Cradle- to- Cradle tankegangen og gæstede Forum i 2016. Cradle-to-Cradle handler om at se materialerne som led i et kontinuerligt, naturligt kredsløb, der fortsætter, også efter, at materialerne har udtjent deres oprindelige formål. I stedet for at smide varer ud, skal de forvandles til ressourcer for nye generationer af materialer og produkter i en cirkulær økonomi. På den måde holder du materialerne i et konstant kredsløb, hvor det ene produkt giver liv til det næste. Akkurat som i naturens kredsløb hvor efterårets døde blade giver næring til træer og planter om foråret.

 

Michael Braungart

 

Grøn byplanlægning

Udover de internationale stjerner byder Building Green i Aarhus også på flere markante danske profiler som Mette Borup fra Dorte Mandrup Arkitekter og Mette Skjold adm. direktør i SLA Arkitekter. Sidstnævnte lukker og slukker for Building Green torsdag d.19. april kl. 16 på Central Stage med emnet Cities of Nature. Her fortæller Mette Skjold om arbejdet med at få naturen ind i byrummet og afhjælpe konsekvenserne af klimaforandringerne gennem intelligent landskabsdesign.

 

- Oplægget tager udgangspunkt i vores arbejde med naturbaseret design og byudvikling. I SLA arbejder vi med alle former for uderum og de klimatiske udfordringer, vi står over for – både herhjemme og i resten af verden. Vi har oprettet en forskningsafdeling, hvilket betyder, at vores designløsninger er evidensbaserede. Den tilgang kommer jeg til at fortælle meget mere om på Building Green, forklarer hun.

 

Læs mere om Bæredygtighed

 

Opråb til branchen: Vær mere ambitiøse
SLA arbejder med naturens processer, principper og økosystemtjenester. De grønne løsninger sikrer, at det byggede og det groede vægtes ligeværdigt og tilsammen skaber fremtidens bæredygtige og leveværdige byer.

 

Ifølge den garvede arkitekt er den danske byggebranche nået langt, når det kommer til grøn byplanlægning. Men der er stadig lidt vej igen.

 

- Vi har rykket os en del i løbet af de seneste tre år. Men jeg ser desværre indimellem, at man gør, som man plejer. Man stiller ikke de nødvendige kritiske spørgsmål og forholder sig ikke til fremtidens klimaudfordringer. Vi skal være mere ambitiøse og omstillingsparate. Og så skal vi altid forsøge at løse flere udfordringer på én gang og ture tage nogle risici. Det forpligter at være et velfærdssamfund, lyder opråbet.

 

- Det er utrolig vigtigt, at vi skaber trygge, klimasikrede bolig- og byområder. Og det er vigtigt, at vi indtænker dette fra start i byggeprocessen. På den måde behøver vi ikke reparere på tingene bagefter – det er både dyrt og besværligt, fortsætter hun.

 

Læs også Portræt af Stig L Andersson: Alt det, der ikke kan måles og vejes

 

Gellerup som det gode eksempel
Ifølge Mette Skjold skal fremtidens bæredygtige by være mere agil og have flere grønne ambitioner. Byerne skal fremstå mere naturbaserede og være gearet til landets største klimamæssige udfordring: de stigende regnmængder. Desuden skal de bæredygtige løsninger skabe livskvalitet og social og kulturel merværdi for borgere, brugere og byer.

 

Et godt eksempel på et byområde, som er i fuld gang med at udvikle sig til ’fremtidens by’, er Gellerup i det vestlige Aarhus.

 

- I Gellerup er vi i fuld gang med et af Danmarkshistoriens største anlægsprojekter, hvor vi opfører en ny bypark til 100 millioner kroner. Formålet er at skabe tryghed og styrkede fællesskaber, hvilket kræver nogle fysisk og socialt ændrende tiltag. Vi anlægger eksempelvis en masse aktivitetsmuligheder – herunder en kunststofbane, som forlænger spillemulighederne for de unge i området, fortæller Mette Skjold.

 

- Der bliver også plantet en masse træer, som giver en sammenhæng i området og skaber tryghed blandt beboerne. Gellerup er et rigtig godt eksempel på et område, hvor man tager højde for de udfordringer, der er, og med naturbaserede løsninger løser disse udfordringer. Jeg glæder mig meget til at fortælle mere og vise billeder på Building Green, slutter hun.

 

Fakta

  • Building Green afvikles i Centralværkstedet, Værkmestergade 9, 8000 Aarhus, den 18.-19. april 2018