Bygningens røde - grønne, blå og gule tråd

Med udgangspunkt i Panum Instituttets markante arkitektur og farveskala har H+ARKITEKTER skabt en række nye studiemiljøer, hvor nyt og gammelt befrugter hinanden

 

Tekst af Kamilla B. Kjærgaard

 

Her er grå betonvægge, trælamel-lofter, grønne vinduesrammer og alenlange vandrehaller med røde klinkegulve. Vægmalerier i alle farver og mandsbredde rør i blå, gul, orange og lilla. Der er meget på færde, når man kommer indenfor på Panum Instituttet. Det brutalistiske byggeri er ofte udskældt men samtidig et robust arkitektonisk udtryk for den tid, det blev opført og rummer kvaliteter, som kan fremhæves, hvis man har sans for det.

 

H+ARKITEKTER har en fireårig rammeaftale som totalrådgivere for Københavns Universitet, hvor mange af projekterne ligger på Panum. Udover en lang række indretnings- og renoveringsopgaver er de, sammen med universitetet, påbegyndt arbejdet med en designmanual for, hvordan man både bevarer og nyfortolker bygningens karakteristiske udtryk. Ønsket er at sikre en rød tråd i udviklingen af Panum fremover.

 

- Bygningen er jo meget speciel. Den er både grim og smuk og alt muligt andet. Jeg skulle selv lære den at kende og komme her flere gange, inden jeg begyndte at holde af den. Den symboliserer i høj grad den tid, den er bygget i i 1970erne og 80erne, og det vil vi gerne bevare samtidig med at modernisere, siger Victoria Engman arkitekt hos H+ARKITEKTER, mens hun viser rundt i de nye studiemiljøer, tegnestuen har indrettet, og fortæller om arbejdet med at få nyt og gammelt til at løfte hinanden.

 

Læs mere om Indretning og Design

 

Designet fleksibilitet

De nye studiemiljøer ligger i to nedsænkede områder på kanten af vandrehallen i Panums stueetage. Områderne blev sjældent brugt og var et sted, hvor umage møbler hobede sig op og skabte rod. Samtidig manglede de studerende steder at mødes uformelt, lave gruppearbejde, snakke eller slappe af.

 

I dag er der skabt flere zoner, hvor større og mindre grupper kan mødes omkring arbejdsborde, højborde med ergonomiske taburetter, hvor man typisk vil slå sig ned i kortere tid og et loungeområde med sofaer og flytbare akustikskærme. Da Victoria Engman spurgte, hvad det vigtigste var for de studerende, svarede de: fleksibilitet.

 

Læs mere om Uddannelsescentre

 

- OK, tænkte jeg, hvad er det? Hvordan skaber man fleksibilitet uden at ende med et rod af møbler, der hele tiden bliver flyttet rundt? Så vi har skabt muligheder for at sidde på forskellige måder, hvor det ikke er møblerne, men de studerende, der flytter rundt, siger hun.

 

 

Nyt liv til gamle klinker

Indretningen er skabt, så den forstærker Panums arkitektur, materialer og særlige farvesætning. Bordene er matsort nanolaminat, og stole og akustikskærme er i nuancer af den oprindelige grundfarve rød, en af de farver kunstneren Tonning Rasmussen definerede i udviklingen af Panums originale farvepalet.

 

- Jeg synes, de høje stole med stel af røde metalrør klæder bygningen godt, og vi har valgt et tekstil, hvis farve spiller op mod det rød-brune klinkegulv. Jeg ledte længe efter noget, der kunne løfte det gulv og give det nyt liv, og det, synes jeg, er lykkedes ved at lege med farverne.

 

- Vi respekterer de oprindelige farver, og mange steder er det dem, som skal anvendes. Men vi forsøger også at finde nye måder at bruge farverne på, fortæller Victoria Engman.

 

Læs også CF Møller om tilbygningen til Panum Instituttet, Mærsk Tårnet: Et nyt pejlemærke

 

Svendeprøve bestået

I dag summer det af lavmælte samtaler omkring bordene. Brugergruppen, der rådgav arkitekterne i udviklingen af de nye studiemiljøer, bestod både af studerende, ledere og driftspersonale, og alle er glade for resultatet, fortæller Victoria Engman.

 

- Det er blevet fantastisk godt modtaget og er meget brugt. Vi er rigtig glade for, at alle er med, og jeg tror, projektet har åbnet dørene; at de nu stoler på, at vi har forstået opgaven og kan lave projekter, der både designmæssigt og funktionelt lykkes.