C.F. Møller Architects vinder international pris for ny dansk skole

Arkitektfirmaet C.F. Møller vinder Iconic Awards 2017 i kategorien "Architecture with distinction" for Copenhagen International School. Det er en ny og meget bæredygtig skole i Københavns nye bykvarter Nordhavn.

 

Iconic Awards er en international konkurrence for arkitekter, designere, byggesektoren og industrien. Det er den første neutrale internationale arkitektur- og designkonkurrence, som fokuserer på samspillet mellem disciplinerne.

 

Den anerkender visionær arkitektur, innovative produkter og bæredygtig kommunikation fra alle områder af arkitekturen, bygge- og ejendomsbranchen samt fremstillingsindustrien i fem hovedkategorier. Dermed retter konkurrencen blikket mod den grundlæggende betydning af samspillet mellem de enkelte discipliner.


– Vi er meget glade for at modtage en Iconic Award 2017, eftersom prisen er en anerkendelse af C.F. Møllers grundlæggende tilgang til at skabe bæredygtige, innovative og langtidsholdbare løsninger med en velafprøvet og helhedsorienteret metode, udtaler partner og arkitekt Mads Mandrup Hansen.

 

Læs mere om Offentlige Byggeprojekter

 

CF Møller

 

Design til alle aldersgrupper

Copenhagen International School ligger på en prominent grund i Københavns nye bykvarter Nordhavn.

Den arkitektoniske idé har været at give skolen en åben fremtoning, der skaber en god sammenhæng mellem skolens lokaler og det offentlige byrum.

 

Den store skolebygning er samtidig opdelt i fire mindre delskoler, som hver især er tilpasset til at opfylde børnenes behov på forskellige alderstrin. Der er plads til 1.200 elever. Skolebygningens enestående facade er beklædt med 12.000 solcellepaneler, som hver især er vinklet til at skabe en paillet-lignende effekt, og som kommer til at dække mindst halvdelen af skolens årlige elforbrug. De bygningsintegrerede solceller dækker et samlet areal på 6.048 kvadratmeter, hvilket gør dem til et af de største solkraftværker i Danmark.

 

Mere læring fremover

Arkitektfirmaet C.F. Møller har netop færdiggjort Molde Kulturskole i Oslo og Herningsholm Erhvervsskole og vundet konkurrencen om Ny Islands Brygge Skole i København. På uddannelsesområdet har C.F. Møller også netop færdiggjort Mærsk Tårnet i København, som anvendes af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, og er i øjeblikket i gang med at realisere Biomedicum i Stockholm for Karolinska Institutet, som er et af verdens førende medicinske universiteter.

 

CF møller

  

Læs mere om projektet
Læs mere om Iconic Awards