Danmarks første pop-up designbiograf åbner under CPH:DOX

 

Til marts kan man opleve landets smukkeste biograf, som popper up under CPH:DOXs elleve dage på Kunsthal Charlottenborg fra 16-26. marts.

 

CPH:DOX har i løbet af de seneste tretten år udviklet sig fra at være en lokal filmfestival for københavns indbyggere til i dag at være den tredjestørste og mest nytænkende dokumentarfestival i verden. Festivalen har markeret sig internationalt med sin unikke kunstneriske og politiske profil og sit stærke fokus på nye talenter. Særligt med brancheplatformen CPH:INDUSTRY og dennes fokus på innovativ forretningsudvikling, er festivalen er vokset til at være mere end en cool københavnerbegivenhed.

 

Læs mere om Fagmesser & Events

 

Internationalt festivalpalæ

Festivalens nye centrum bliver i 2017 det unikke venue, Kunsthal Charlottenborg på Kongens Nytorv. Kunsthallen bliver indrettet i samarbejde med CPH:DOXs hovedsponsor, det internationale møbelbrand Normann Copenhagen, til et internationalt festivalpalæ med social cinema, udstillinger, alternative biografformater, debatter, koncerter, branche-forum samt ny teknologi. Kunsthallens forskellige rum indrettes udelukkende i Normann Copenhagens stilrene møbler, der nøje håndplukkes og spiller sammen med rummenes indhold. De forskellige rum kurateres af CPH:DOXs creative collective (Maria Bruun, Anne Dorthe Vester og Mattia Maso) i tæt samspil med Normann Copenhagens designere, Hans Hornemann og Britt Bonnesen.

 

Festivalpalæets mest spektakulære rum bliver den store sal på Kunsthal Charlottenborg, som skal indeholde festivalpalæets største biograf, under konceptet Social Cinema. Biografen bliver indrettet udelukkende med Normann Copenhagens 'Rope' modul-sofaer, designet af Hans Hornemann, og kommer til at rumme 250 siddende (sofa-)gæster - både til koncerter og biografvisninger. Normann Copenhagens Rope modul-sofa er skabt med komfort, som det primære mål, men i stilrent og klassisk design.

 

 

Læs også portræt af designerduoen Iskos – Berlin: Sidespring, krumspring og fremspring

 

Biografoplevelsen kaldes for Social Cinema, da den opfordrer til tilbagelænede og sociale filmoplevelser, der (helt bogstavelig talt) bringer publikum tættere sammen. CPH:DOX og Normann Copenhagen har sammen skabt en biografoplevelse ulig noget andet; landets allerførste, sociale sofabiograf. Den absolut mest behagelige - men med garanti også aller smukkeste biograf, du nogensinde har siddet i. En biografoplevelse, du ikke må gå glip af, og som kun finder sted som pop-up under CPH:DOXs elleve dage på Kunsthal Charlottenborg fra 16-26. marts.

 

 

CPH:DOX har lige nu et helt unikt momentum for at indtage positionen som verdens førende dokumentarfilmfestival og dermed give København en international kulturbegivenhed i særklasse. For at realisere ambitionen er det besluttet at flytte festivalens datoer samt flytte fysisk festivalcentrum til et venue med mere albuerum. CPH:DOX finder i 2017 sted fra 16-26. marts - en strategisk placering i forhold til verdens pt. to største dokumentarfilmfestivaler (henholdsvis Toronto i maj og Amsterdam i november).


Programmet til Social Cinema bliver offentliggjort i slutningen af februar.

 

Foto af Normann Copenhagen