Er vores bygningsarv tilgængelig for alle?
Vores samfund er i den grad et samfund i udvikling, og indenfor byggeriet er der opstået et fortsat øget fokus på energieffektivisering i boligsektoren, genanvendelse af affald samt bæredygtig mobilitet.
Indlæg af Niels Østergaard, Pro-Visual Arkitektvirksomhed
Der hersker ingen tvivl om, at dette er alt sammen væsentlige problemstillinger, der skal varetages med stor omhu. Dog har det stigende fokus på bæredygtigt byggeri desværre resulteret i en tendens, hvor vi ofte glemmer vores ældre befolkningsgruppe og deres specifikke behov.
Jeg kan for eksempel tydeligt erindre et møde med en ældre herre ved navn Per tilbage i 2014, som berettede om, hvordan han hele sit liv havde boet på Christianshavn, indtil han grundet en rygskade følte sig nødsaget til at flytte fra sin 2-værelses lejlighed. Per var ellers en vellidt og socialt anlagt mand, både i sin opgang og i lokalmiljøet på Christianshavn, men lejlighedens upraktiske indretning og de manglende faciliteter gjorde desværre udslaget, og han så sig tvunget til at fraflytte. Den hjertevarme lejlighed var fra en tid, hvor ordet tilgængelighed ikke var hverdagssprog for arkitekterne, og han var dybt ulykkelig over at miste sit netværk og sin trygge base på Christianshavn, og det kan man jo godt forstå ham i.
Dette scenarie er desværre ikke enestående. Antallet af ældre i befolkningen stiger støt, mens størsteparten af lejlighederne i storbyer som København, Aarhus og Aalborg er indrettet med små køkkener og badeværelser. Problemet opstår, eftersom ord som ”energirenovering” for tiden sælger rigtig godt – og ja – naturligvis skal vi passe på vores klode, og bruge den teknologi som er tilgængelig for at gøre vores bygninger mere klima- og energivenlige. Vi må bare ikke glemme de mennesker, som bor og gerne vil bo i vores bygninger. Vi skal ikke glemme tilgængeligheds-princippet for vores ældre og mindre mobile medborgere.
Renoveringer skal have fokus på tilgængelighed
Der er i de seneste år set vellykkede bygningsrenoveringer, hvor man bygger ud ved at tilføje fx et toilettårn ud mod bygningers gårdsider. Hermed bevarer man det unikke i bygningsfacaden, men samtidig gør lejlighederne akkurat det større, så lejlighederne lever op til nutidens krav til tilgængelighed. Grundet det manglende fokus på den ældre generation, ser jeg det nødvendigt at opfordre mine kollegaer og andre aktører indenfor bygningsrenovering til en debat og til at tænke kreativt på, hvordan man kan bruge den eksisterende bygningsmasse til at imødekomme medborgernes inderligste ønske om at forblive i egen bolig, og ikke mindst i eget nærmiljø.
I takt med renoveringen af vores bygninger, bør vi ikke kun fokusere på klimaskærm og energivenlighed, men i større grad også gøre disse bygninger mere handicap- og ældrevenlige. Jeg mener, at vi arkitekter har et vigtigt ansvar for, at der er lige adgang for alle til at bo, og til at kunne blive boede i bymiljøer med en enestående arkitektonisk og bygningskulturel værdi. Her tænker jeg også på mennesker med handicap, som ofte er nødsaget til at bosætte sig i mere moderne byggerier. Har mennesker med et fysisk handicap lyst til at bo i bymidterne, skal der være mulighed for dette.
Vi har i dag de tekniske muligheder for at gøre vores bylejligheder mere brugervenlige og tilgængelig for alle – lad os bruge disse muligheder konstruktivt og idérigt, så vi alle kan få gavn og glæde heraf.