Et opråb til byggebranchen
Bo Feldskov har i mange år arbejdet med vedligeholdelse og afrensning af murværk. Han ser en foruroligende tendens til at arkitekter, bygherrer og murere ikke respekterer teglstenens styrker og svagheder.
Bo Feldskov, der er direktør for MV-Produkter, står ude foran en nyere villa i teglsten, der er blevet beskrevet som et vedligeholdelsesfrit hus. Men det engang flotte murværk er nu nedslidt. Bo Feldskov må være ærlig og fortælle husejerne, at det vil kræve meget arbejde, at redde det slidte murværk. Dette er er typisk problem, som Bo Feldskov oplever, når han rejser landet rundt for at vejlede om afrensning og vedligeholdelse af murværk:
- Huskøberne bliver ikke altid informeret godt nok om murværkets behov for vedligeholdelse. Teglsten er et fantastisk materiale, og det har en utrolig holdbarhed, men det skal behandles ordentligt, fortæller Bo Feldskov.
Problemet opstår tidligt
- Arkitektonisk kan der også være mange faktorer, der har indflydelse på murværkets levetid. Huse uden udhæng og med store vinduespartier er populære for tiden, men dette design har sine omkostninger. Har huset ikke noget udhæng, er den eksponerede skalmur særligt udsat for vind og vejr. Det samme gælder de store vinduespartier, der eksempelvis ikke optager regnvand, som i stedet løber ned og potentielt kan skade både mørtel og sten. Arkitekterne skal derfor være mere opmærksomme på de konsekvenser deres valg har.
Som et minimum bør man i hvert fald være ærlig og fortælle potentielle huskøbere, at det valgte arkitektoniske udtryk kan have en negativ indvirkning på husets levetid, hvis ikke de rigtige materialer er valgt. For eksempel er det vigtigt at vælge mørtel efter eksponering, sørge for at afdække ordentligt under opmuring og vælge den rigtige afrensningsmetode, forklarer Bo Feldskov.
Tag det rigtige valg
Murværket i et byggeri er en engangsinvestering, og der bør derfor udvælges de rette materialer til det enkelte hus:
- Jeg ser desværre, at der til tider ikke tages højde for hvilke materialer, der sikrer det enkelte hus, den længst mulige levetid. Det kan på sigt blive omkostningsfuldt hvis man har truffet det forkerte materialevalg og det ender desværre med at husejeren betaler regningen. Det kan resultere i at nogle husejere, bliver stavnsbundet til deres huse, fordi murværkets forfatning gør dem næsten usælgelige, udtaler Bo Feldskov.
Behandl murværket med respekt
Et andet afgørende problem er ifølge Bo Feldskov, at selv når valget af murstenen passer til husets eksponering, behandles de ikke godt nok. Her er problemet især brugen af saltsyre, som nogle murere benytter:
- Vi ser oftest, at smukke murstensfacader er nedslidte, fordi de er blevet renset med saltsyre. Saltsyrekuren får murværket til at se fint ud lige efter, det er blevet behandlet, men på længere sigt gør det mere skade end gavn. Jeg har længe arbejdet med afrensning af murværk, og vi trækker i MV-Produkter på erfaringer og viden fra USA og Canada, hvor man længe har frarådet brugen af saltsyre.
- Udfordringen er dog at murebranchen herhjemme er meget konservativ, og jeg hører desværre tit argumentet: ”Jamen sådan har vi jo altid gjort”, hvorefter der henvises til saltsyren som et tilsyneladende effektivt allround afrensningsmiddel. I realiteten er der flere mørteltyper som kan renses bare med vand. Begrebet ”One size fits all” gælder bestemt ikke her og der skal kigges på det enkelte murværks behov. Jeg ønsker for alt i verden, at vi begynder at behandle vores murværk med den respekt, det fortjener, og at vi begynder at se på enkelte murværk før vi afrenser. Således kan vi undgå de utallige syreskader, som jeg desværre tit støder på igennem mit arbejde, afslutter Bo Feldskov.