Nysgerrigheden er min muse

Med nysgerrigheden som drivkraft og et stærkt ønske om at inkorporere skønhed og poesi i sine design, skaber den argentinske designer, Francisco Gomez Paz, skulpturelle designobjekter, som sælges over hele verden.

 

Tekst af Annika Lillelund

 

Francisco Gomez Paz er en travl mand. Han er i Milano, da vi interviewer ham over Skype, og her opholder han sig hver anden måned. De sidste tre år har han boet skiftevis en måned i Milano og en måned i hjemlandet Argentina. Hans familie er bosat i Argentina, og det er også her, Francisco har sit værksted, for han har, som han siger, brug for at være helt un-plugged for at kunne være kreativ, og det kan han kun i værkstedet i Argentina. Derudover rejser han en del, og han starter også interviewet med at undskylde, at han har været svær at få fat på, men at han har glædet sig, fordi Danmark har en særlig plads i hans bevidsthed:

 

- Jeg kommer ofte til København, da én af mine italienske venner er bosat her. Jeg er meget glad for den nordiske stil og den måde, I arbejder med lyset på i Danmark. Det vil jeg gerne lære noget af. Desuden er Danmark et rigtigt marked for mine lamper, og lampen Hope fra Luceplan sælger virkelig godt i Danmark.

 

Men snakke om salgstal eller det at kunne regne ud, hvad der bliver bestsellers er ellers ikke Franciscos yndlingsbeskæftigelse, og kommer der kunder, som ønsker noget meget specifikt eller en opfølgning på et succesfuldt design, er han ikke den rette:

 

- I use the power of no, siger han og griner, og fortsætter:

 

- Jeg oplever faktisk tit, at nogle har set mit design og ønsker mere a la det. Men det kan jeg ikke, og det er ikke sådan, jeg arbejder. Jeg arbejder kun med kunder, som forstår, at designet er en proces og ikke noget, man kan regne ud på forhånd. Min kreative proces starter med en ide eller en intuition, og så ved jeg aldrig, hvor det ender. Det med at man sidder i baren med en kunde og tegner en skitse på en serviet… Sådan er det ikke for mig, og det er der flere grunde til: Dels er processen sindssygt vigtig for mig, men derudover oplever jeg, at et konkret designoplæg i skitseformat gør, at kunden typisk stirrer sig blind på dét oplæg. Derfra har langt de fleste svært ved at se ideen og designet ændre sig, fordi man hele tiden har den første skitse i hovedet. Derfor arbejder jeg med kunder, som forstår min metode og er med på at se, hvor processen fører os hen.

 

 

Læs flere Portrætter

 

At lege

Som barn af en arkitekt var Francisco vant til at være med sin arkitekt-far på tegnestuen, og selvom hans far ikke belærte ham om arkitektur og design, har farens profession alligevel påvirket Franciscos måde at tænke og arbejde med kreativitet:

 

- Jeg forstår nu, at jeg har fået en masse fra min far. Det at tage stilling til former og at kunne analysere mig frem til noget. Som barn var jeg meget nysgerrig, og det kunne godt frustrere min far, fordi jeg splittede alt mit legetøj i småstykker for at se, hvad der var inden i eller for at finde ud af, hvordan det fungerede. Da min far en dag kom hjem med en dampmaskine fra Europa, var højdepunktet nået. Jeg studerede den og fandt ud af at arbejde med nogle læder-straps, og pludselig havde jeg fundet ud af at få ting til at flytte sig. Her gik noget meget vigtigt op for mig: Hvis man beslutter sig for at opfinde noget, som ikke findes, kan man godt. Det har fulgt mig resten af livet. Det med at ville opfinde noget, som ikke er her i forvejen. Det og så min nysgerrighed er mine klare styrker. Min nysgerrighed er mit kompas, det viser mig altid, hvilken vej, jeg skal gå, og det løber aldrig tør for retninger. Nysgerrigheden er også min muse, som altid inspirerer mig og giver mig nye projekter.

 

 

”Skønheden skal være i alting”

Da Francisco skulle tage sin uddannelse, var designskolen i Cordoba i Chile et oplagt valg, og han elskede studiet, hvor han kunne få lov til at fordybe sig i design. Efter endt studietid drog han til Italien, hvor han tog sin master på Domus Academy i Milano, og i Milano gjorde han endnu en opdagelse, som blev vigtig for hans arbejde sidenhen:

 

- Design var og er min drømmeprofession. Selvom jeg arbejdede i døgnrift på studiet, var det ikke hårdt. Jeg elskede det. Da jeg var færdig, syntes jeg ikke, jeg havde viden nok, så jeg flyttede til Milano og studerede videre på Domus Academy. Byen tog godt imod mig, og der er sådan en ”low profile”, som passer mig rigtig godt. Der sker mange ting i Milano, men man opdager værdierne og kulturen ganske langsomt. Jeg fik arbejde for Paolo Rizzatto og Alberto Meda som den eneste studerende, og hos dem lærte jeg noget meget vigtigt, nemlig at kunne tale om skønheden i ting uden at føle skyld. I Argentina er vi meget rationelle, og postmodernismen er ikke helt ankommet til landet, og derfor er jeg vandt til at arbejde meget analytisk. Men i Milano lærte jeg at lede efter skønhed og poesi i mine projekter, og det var en konflikt, jeg skulle lære at håndtere. Nu er skønhed og poesi nogle af de vigtigste redskaber i mit design, og findes de ikke i mit færdige design, er der sket en fejl i processen. Skønheden skal røre intellektet, være veltænkt og give en følelse af noget storslået.

 

Læs mere om Indretning og Design

 

 

Lamperne og den nye teknologi

Især Franciscos lamper har indtaget det danske marked, og startskuddet på arbejdet med lamper, var ”Hope” for Luceplan. En lampe som viste sig at blive en bestseller, men ligesom med alle andre af Franciscos design var den kreative rejse med Hope defineret ved lige præcis at være udefineret:

 

- Jeg starter aldrig med en form. Jeg har en ide og tager den med ud på en eksperimentel rejse. Det er helt ”trial and error”, og i mit studie i Argentina former og skulpturerer jeg, mens jeg iagttager transformationen af ideer igennem mine maskiner igen og igen. Det er som en materialisering af en filosofi, som skabes med hænderne. Min tilgang er ikke langt fra dengang på børneværelset, hvor jeg skilte legetøjet ad. Det er en eksperimenterende proces, hvor jeg leder efter poesi og skønhed. Magien kommer, når skønheden opstår, og designet samtidig er intelligent, og det ved jeg aldrig, hvornår sker. Magien er der aldrig fra starten der har jeg kun min nysgerrighed - men selve skønheden og poesien opstår gennem arbejdet med prototyperne og gennem arbejdet med hænderne.

 

Læs også portræt af lysdesigner Daniel Rybakken: Lyset og det indre liv

 

Kunderne skal kende til rejsen, forklarer Francisco, og det var netop tilfældet med Luceplan, som ønskede en redefinering af den klassiske lysekrone og henvendte sig til Francisco:

 

- Jeg var heldig at arbejde med Luceplan til mit første lampedesign, og det var en god start og et godt samarbejde. Luceplan har en meget teknisk og research-baseret tilgang, og de troede på min ide, som var meget rå. Jeg ønskede at tage det tunge fra krystallen og tage refleksionerne over i et let og moderne materiale. Hope blev skabt over en toårig periode, hvor vi arbejdede sammen. Jeg var med dem, og de troede på mig. Det gik godt, og siden har jeg designet mange andre lamper, senest den nyeste Luceplan-lampe, Mesh, og den teknologiske olielampe, Astep, som ud fra energiudledningen fra en olieflamme skaber energi til både at lade lampen lyse og oplade en mobiltelefon.

 

 

”LED ændrer spillereglerne totalt”

Mesh består af et masket net med mange mindre LED-lamper i, og det kan styres, så brugeren selv kan tænde hele eller forskellige dele af lampen, så det passer til den stemning, man ønsker sig i hjemmet:

 

- For mig var det logisk at se på muligheden for at lege med LED på en ny måde. Jeg synes, jeg ser mange eksempler på anvendelsen af LED, som slet ikke favner de muligheder teknologien rent faktisk rummer. Hvor man bare sætter LED-lamper i en allerede eksisterende lampe. Men LED ændrer jo spillereglerne totalt for, hvad der er muligt at gøre med lys, og det har jeg eksperimenteret med i arbejdet med Mesh. Jeg forestillede mig et let net og det lille LED-element spredt i en stor formation. Mesh er en meget stærk ide og en søgen efter nye former og nye anvendelser af LED-teknologien. Det er sådan jeg arbejder, jeg prøver konstant at rykke grænserne for, hvad der er muligt rent teknisk og designmæssigt – uden at gå på kompromis med skønheden og poesien, som er altafgørende.