Indretningen skal understøtte trivsel og identitet

Arkitekternes Hus har fået nye ejere i form af Købstædernes Forsikring. Spaces by Friberg har stået bag indretningen af det nye forsikringshovedsæde i den efterhånden ikoniske københavnske bygning.

 

Tekst af Alexander Tengbjerg

 

I 2016 besluttede Købstædernes Forsikring at rykke teltpælene op fra deres gamle domicil på Grønningen 1, for at flytte ind i Arkitekternes Hus. Det gamle Domicil fra 1908, tegnet af Henning Hansen, havde mange kvaliteter, men da det oprindeligt var beregnet til boliger, var det ikke optimalt som hovedkontor. Bygningen understøttede ikke længere forsikringsselskabets ønsker ift. at de gerne vil fremstå som en uformel og nutidig virksomhed. Arkitekternes hus, tegnet 3XN, havde derimod den dynamiske energi, man efterspurgte.

 

Husets rum og ydre kunne ikke alene skabe de ideelle rammer for virksomheden, derfor henvendte KF sig til Spaces by Friberg. De fik til opgave at skabe et moderne arbejdsmiljø, der kunne give den enkelte medarbejder større frihed, bedre arbejdsvilkår og tiltrække nye dygtige medarbejdere til virksomheden.

 

Indretning og identitet

Men hvorfor er indretningen så vigtig for en moderne virksomhed?

 

- Omgivelserne påvirker os, både bevidst og ubevidst. Når man træder ind af døren hos en virksomhed, skaber man sig straks et indtryk af stedet, helt uden at tænke over det. Derfor er det vigtigt, når man arbejder med virksomheder, at indretningen understøtter det udtryk, virksomheden vil vise til kunder, medarbejdere og investorer. KF ville ses som værende mere unge end gamle, trods deres mere end 250årige historie. Dette image underbygges af husets arkitektur, men også indretningen var her et vigtigt element. Det har betydet, at alle farver og møbler er udvalgt, så de giver noget til de eksisterende rum og underbygger KF identitet og visioner. Eksempelvis skal møblerne ikke være for prangende, kunder og investorer skal ikke have fornemmelsen af at alle pengene går til unødig dekadence, fortæller Hanne Friberg, indehaver af Spaces by Friberg og fortsætter:

 

- Huset forærer meget, men der skulle stadig foretages nogle justeringer for at tilpasse det til de nye ejeres behov. Først og fremmest forsøgte vi at få huset til at hænge mere sammen ved blandt andet at åbne atriummet op ved at sætte vinduer og døre op i den gennemgående betonvæg.

 

Læs mere om Indretning og Design

 

 

Flere Break Out Spaces

Medarbejderne havde tidligere siddet spredt på mange etager og i mindre kontorer og skulle nu samles. Målet var at skabe en større vidensdeling. Men som Hanne Friberg bemærker, kan dette også resultere i at unødige informationer flyver igennem lokalerne og skaber ekstra støj. Derfor blev det besluttet, at der skulle være flere Breakout spaces hvor man trækker hen når man skal snakke sammen, så man kan arbejde fokuseret ved sin plads. Alle de ansatte har faste pladser, hvilket giver en stabil forankring i virksomheden, men hver eneste medarbejder kan frit bevæge sig ud i de såkaldte break out spaces eller diverse mødelokaler for her at søge nye arbejdsrammer.

 

- Der er sat sofaer og sofanicher op flere steder, der bidrager til en mere afslappet atmosfære. Der er mange, som tror, at i sådanne miljøer kan man kun hyggesludre, men det er langt fra tilfældet. Det er i disse zoner at nye og kreative ideer opstår. Huset er også blevet farvemæssigt opdelt, så farverne er med til at signalerer de forskellige arbejdstemperamenter. I de store kontorer arbejder vi med neutrale farver, mens at vi arbejder med flere og mere friske farver i projektrummene og med farvestrålende gulvtæpper og møbler, hvor der skal brainstormes og tænkes ud af boksen, fortæller Hanne Friberg og fortsætter:

 

- Alle medarbejdere er unikke med forskellige behov for at kunne præstere bedst muligt, og det skal indretningen understøtte. Når alt kommer til alt, så handler indretning om trivsel, der gerne skal give en følelse af balance og overskud hos det enkelte menneske. Glade medarbejdere er også mere produktive medarbejdere, og de er jo i sidste ende en moderne virksomheds vigtigste ressource.

 

Farverne bidrager til stemninger, men understreger også identiteten. I stueetagen dominerer den blå farve som et symbol på vandet lige udenfor, i atriet er det røde farver, der også findes i firmaets logo, hvilket igen understreger virksomhedens identitet.

 

Virksomheden har svarene

Men hvad ligger til grund for en succesfuld indretning, som det allerede nu har vist sig med KF i Arkitekternes hus? Ifølge Hanne Friberg handler det for hende ikke om at komme med svar, men derimod med spørgsmål:

 

- Når jeg bliver sat på en ny case, så er det min kunde, der sidder inde med alle svarene i forhold til indretningen, jeg skal bare stille alle de rigtige spørgsmål. Derigennem kan jeg nå frem til nogle løsningsmodeller, hvor indretningen understreger virksomhedens identitet, såvel som den kan give medarbejderne det bedst tænkelige arbejdsmiljø. Hertil skal man jo selvfølgelig også tage højde for tidsrammen, de økonomiske rammer og de fysiske rammer. Men kort fortalt handler det om at forstå sin kunde. I forbindelse med at KF er flyttet ind i det gamle Arkitekternes Hus har det været en stor fordel for mig, at jeg igennem de sidste 3-4 år har arbejdet sammen med KF. De har hele vejen igennem processen været rigtig gode til at give svar på alle mine spørgsmål. Det har i høj grad hjulpet os frem til et succesfuldt slutresultat.