Annonce

Kan gamle, smukke facader overleve en renovering?

 

Udvendig isolering er anset for at være den mest effektive form for energirenovering og skåner samtidig ejendommen og beboerne for risikoen for den skimmelsvamp, der ofte kan forekomme ved indvendig isolering. Men der er god grund til at undersøge de forskellige løsninger, inden et projekt sættes i gang.

 

Indlæg af Gitte K. Nielsen, adm. direktør i Danske Tegl 

 

Den triste

Jeg blev helt trist til mode, da jeg i sidste uge kørte forbi en nyrenoveret 1950’er bebyggelse i Værløse. En energirenovering var vel overstået, stilladserne nedtaget og beboerne pustede ud over en kop kaffe i de hyggelige køkkener. De smukke ejendomme opført i røde mursten havde fået ny ”frakke” med isolering og puds udenpå den gamle facade. Ejendommene fremstår nu med en flad pudset og malet facade, uden den sjæl, som før karakteriserede bygningerne i området. Der er ubetinget tale om et håndværksmæssigt solidt stykke arbejde, men æstetikken og stemningen i området har fået sig en ordentlig én over knæet.

Men er det overhovedet muligt, at energirenovere murede ejendomme bygget i tiden frem til 1950’erne, så de smukke facader bevares?

Ja, der findes heldigvis flere forskellige muligheder.

Den traditionelle

Foretrækker man at benytte de traditionelle mursten i dansk normalformat, så er løsningen følgende: Først udføres en etapevis nedrivning af den eksisterende formur. Alt inde i hulrummet fjernes og den gamle isolering udskiftes med et nyt højeffektivt isoleringsmateriale. Nu kan facaden opmures på traditionel vis, med de klassiske mursten, som er 108 mm dybe. Da muren bliver bredere skal soklen fremrykkes for at understøtte den nu bredere mur.

Læs mere om Facader
 

Den smalle

En anden mulighed er, efter nedtagning af formuren som før beskrevet, at opmure en ny slank formur med smalle mursten som er 78 mm dybe. Da stenene nu er smallere, er der behov for at øge styrken i selve formuren. Det klares ved at indsættes såkaldte EPS-søjler. Søjlerne gør muren stærk på samme måde som de gamle stålsøjler og har den store fordel at de isolerer, så kuldebroer helt undgås. Hulrummene mellem EPS-søjlerne isoleres på vanlig vis med højeffektivt isolering.

 

Den helt tynde

Endelig er der muligheden med teglskaller, som er tynde mursten med en tykkelse på kun 25 mm. Teglskallerne ligner til forveksling traditionelle mursten og kan limes direkte på en hård isolering. Efterfølgende fuges der mellem teglskallerne, så facaden fremstår som et traditionelt murværk. Alle løsninger findes i et utal af farver, så mulighederne er mange. Både i forhold til at genskabe den oprindelige facades udtryk og til at lave nye udtryk med farvede mursten og mørtler og spændende forbandt.

Læs mere om Tegl

 

Den tilfredse

Der er altså alligevel ikke grund til at hænge alt for meget med næbbet. Det ER muligt at bevare vores arkitektoniske kulturarv og de æstetisk smukke bygninger derude. Løsningerne findes og der står gode folk parat til at hjælpe. Ja, det er lidt mere kompliceret, at renovere de ældre ejendomme i mursten end andre byggerier, men indsatsen bærer lønnen i sig selv, når det endelige resultat fremstår. Og så står teglproducenterne klar med viden og vejledning til at finde de rette løsninger. Det er bare at ringe til dem!