Karlsson Arkitekter: Et banebrydende psykiatribyggeri
Med transparente rum, integreret kunst og et overvældende lysindfald er Slagelse Psykiatrisygehus af Karlsson Arkitekter/VLA et eksempel på, hvordan arkitekturen kan give patienter et bedre behandlingsforløb.
Da Karlsson Arkitekter vandt idekonkurrencen og den efterfølgende totalrådgiverkonkurrence i samarbejde med Vilhelm Lauritzen (VLA), var udgangspunktet, at behandling af den individuelle patient skulle tænkes ind i byggeriet.
Psykiatrisygehuset i Slagelse, der er det største byggeprojekt inden for psykiatribehandling de seneste 100 år, er derfor et resultat af et tæt samarbejde imellem Karlssons Arkitekter/VLA og det psykiatriske fagpersonale. Således blev den seneste viden inden for behandling implementeret i byggeriet. Derved kan arkitekturen hjælpe til i behandlingsprocessen.
- Vi har delt sygehuset op i et rummeligt hieraki, således at vi kan kontrollere mængden af stimuli for patienterne. Formålet med indlæggelsen skal jo være at patienten i sidste ende kan begå sig i den store verden. Ved at kontrollere antallet af stimuli kan man langsomt tilvænne patienterne til den omverden, de forhåbentligt skal ud i, siger Christian Karlsson, grundlæggeren af tegnestuen.
Transparens giver trygge rammer
Dertil har man gjort personalet mere synligt over for patienterne og omvendt. Glasvægge og åbne arbejdspladser bidrager til transparens, mens lette gardiner kan trækkes for af patienter og personale, således at rummenes intimitet og karakter kan ændres efter behov. Åbenheden ses særligt i det store atrium i ambulatoriet, hvor åbne arbejdspladser og møderumsfaciliteter danner rammen om den daglige kontakt imellem den enkelte patient, pårørende og fagpersonale.
Integreret kunst
Da knapt 850 patienter og ansatte skal færdes på sygehuset, er det essentielt at stedet ses som mere end blot et tålt opholdssted. Derfor har Karlsson Arkitekter integreret kunst i selve bygningen i et tæt samarbejde med billedkunstneren Malene Landgren. Sammen har man udviklet en farvesætning, der bidrager til rummenes naturlige lyssætning og giver hvert rum en særlig identitet. Derudover bliver glasvæggene akkompagneret af digte af Ursula Andkjær Olsen.
- Nogle gange kan kunsten jo udtrykke indviklede ting mere præcist end noget andet, og jeg tænkte, at det kunne være spændende at lade en digter sætte ord på det sted. Så jeg tog kontakt til Ursula Andkjær Olsen, som i mine øjne er en af vores største danske og sproglige fornyere, udtaler Christian Karlsson.
Nogle af digtene er udformet i samarbejde med patienterne selv. De har dermed sat deres eget personlige præg på sygehuset.
Innovativ lyssætning
I samarbejde med belysningsdesignerne fra Bartenbach i Østrig har Karlsson Arkitekter/VLA udviklet et særligt LED farvestyringskoncept, der følger døgnets og årets rytme.
Det gavner beboernes velvære, og formindsker generne ved natarbejde for de 650 ansatte. De nøje udvalgte materialer bidrager til at maksimere det naturlige lysindfald i dagstimerne. Hele sygehuset vil derfor fremstå lyst og indbydende selv på en regnvejrsdag.
Hos Karlsson Arkitekter/VLA har man dermed skabt et psykiatrisk sygehus, der trods sin størrelse fremstår nærværende. En arbejdsplads og et bosted, hvor arkitekturen hjælper til at patienterne har et værdigt ophold og de ansatte får de optimale arbejdsrammer.
Rådgivere på projektet
Bygherrerådgiver: Kuben Management
Totalrådgiver: Karlsson Arkitekter og Vilhelm Lauritzen (konsortium)
Underrådgivere: Signal Arkitekter, Schønherr Landskab, Moe & Brødsgaard, NNE Pharmaplan og CENERGIA
Byggeledelse: Rambøll Danmark A/S