Annonce

Kongen og det populære murværk

 

Indlæg af Adm. direktør Gitte Krusholm Nielsen, Danske Tegl

 

Langt mod nord i det lille rige Danmark, blev Valdemar den Store i år 1157 slået til konge.

Rygtet siger, at Valdemar var høj og smuk, men også barnlig og opfarende, og sågar ustadig og grusom. Det lyder måske ikke videre sympatisk, men nu var det jo heller ikke det, man dengang fik point for ved den årlige MUS-samtale. Næ, det var netop den helt rette cocktail af egenskaber, der skulle til for at slå sine modstandere af banen og således erobre kongemagten over det ganske rige.

 

De bagte sten

Valdemar elskede sit lille kongerige og var derfor ikke spor villig til at dele med tysken mod syd. 200 år før havde Harald Blåtand haft det på nøjagtig samme måde. Han havde derfor, efter bedste evne, lappet på jordvolden, der gik på tværs gennem Jylland, og som han i øvrigt havde overtaget fra sin forgænger Gorm. Nu var Valdemar en kvalitetsbevidst herre, og jord gjorde således ikke det store indtryk på ham. Kongen befalede derfor: ”Byg det i bagte sten!”. Som sagt, så gjort.

 

Læs mere om Tegl

 

Kongen og SoMe

Det blev så starten på Danmarks nok første byggeboom. Kongen og hans bedste ven, Absalon, byggede nemlig ivrigt løs. Borge og slotte blev flittigt opført rundt om i landet. København blev grundlagt, og Vor Frue Kirke blev rejst. De var begge vilde med tegl og havde med garanti både ”liket” og ”delt” samtlige af mine artikler på de sociale medier om alle teglets herligheder. Det havde været ret stærkt.

 

Krig og fred

Med tiden fik pøblen så også lov til at bygge med ”de bagte sten”, og nu tænker du straks: ”Og grundstenen til vore arkitektoniske bygningsarv var lagt”. Ja, det er helt rigtigt, men endnu vigtigere, så blev der sjovt nok fred i Danmark. Efter 26 års krig!

 

Desværre mangler det sidste og afgørende bevis, men det er da helt pudsigt, at freden sådan bare sænker sig, så snart der kommer murværk på banen. Samme erfaring er for resten gjort for ganske nyligt, hvor mere nutidige, men også mere trætte byggematerialer, er blevet afløst af murværk. Herfra lyder bulletiner om nu fredelige kvarterer med stigende huspriser og ditto lange ventelister på lejlighederne.

 

Af hjertet tak

Havde Valdemar og Absalon været bygherrer i dag, ville de med statsgaranti have været helt pjattet med alle de smukke farver og formater, som ”den bagte sten” nu fås i. Måske de endda helt havde glemt alt om at føre krig og slå ihjel?!

 

Af hjertet tak til de to gamle krigere. Tak for at kickstarte en trend i byggeriet, som ikke vil gå væk.

 

Og Kongens befæstning af murværk i syd, bedre kendt som Dannevirke? Ja, den står der endnu. Måske den endnu ikke er helt færdig med at sunde sig ovenpå krigen i 1864, men det er en helt anden historie, som man kan se ovre på DR1.