Lars Vejen - Design med nærvær
Lars Vejen er uddannet møbelarkitekt, og i sit arbejde som designchef i SHL Design har han fokus på at skabe designs, der giver en umiddelbar, fysisk oplevelse. Nøgleordene har altid været funktionalitet og enkelthed.
- Det er også bæredygtighed at skabe ting, som folk ønsker at bevare. Når jeg forsøger at skabe designs, der kan stå distancen, så er det et opgør med brug-og-smid-væk mentaliteten. Jeg tilstræber derfor, at mine designs har en enkelthed og styrke - såvel design som kvalitetsmæssigt - som sikrer en lang levetid. Samtidig er jeg meget bevidst om at vælge de projekter, der er rigtige for mig, og hvor jeg rent faktisk mener, jeg kan bidrage med noget nyt. Man skal altid have noget på hjerte, når man designer.
Det tidsløse
- Når et design har en klassisk og let forståelig form, så bliver man ikke træt af det, ligesom hvis man vælger et mere opsigtsvækkende udtryk, eksempelvis ved at bruge markante farver eller ekstravagante former. Enkelheden i form og funktionalitet bliver essensen. En del af den filosofi er at forsøge at se forbi trends i tiden, så man ikke er afhængig af skiftende moder, fortæller Lars Vejen, der blev uddannet som møbelarkitekt MAA i 1996, og den baggrund skinner igennem i forhold til hans arbejde med detaljen:
- Jeg tegner kun i hånden, hvilket er lidt usædvanligt i dag, hvor alle er vant til at arbejde på computere. Samtidig arbejder jeg meget "hands-on" med mine designs, dvs. med en tæt dialog med producenter, samt udarbejdelse af mange prototyper, hvor der bliver tegnet og tilpasset direkte på materialerne, savet i planker og bukket rør på værkstederne, hvor de professionelle håndværkere kan arbejde med i udviklingen. I en dagligdag hvor jeg varetager alle funktioner lige fra idéudvikling, design og produktudvikling til grafiske præsentationer, salg, markedsføring - med meget mere - har den umiddelbarhed en blyant og et stykke papir byder på altid appelleret meget til mig. Der er kort vej til papiret.
"Den Sorte Diamant var en ilddåb"
Lars Vejen blev lige efter sin uddannelse ansat hos schmidt hammer lassen architects for at designe produkter, møbler og specialinventar til udvidelsen af Det Kongelige Bibliotek i København, hvor han bl.a. stod for design af læsebordslamper og udendørs møbler samt arbejdede med indretningen generelt. Projektet forløb fra 1996 til 1999, og det arbejde har på mange områder været grundstenen for SHL Design.
- Den Sorte Diamant var et meget vigtigt projekt for min udvikling. Her fik jeg ballast til SHL Designs videre arbejde, og eksempelvis DKB læsebordslampen fra Louis Poulsen har i dag solgt mere end 12.000 eksemplarer, og den har været i produktion siden, udtaler Lars Vejen og fortsætter:
- Jeg så en stor og spændende mulighed, da jeg sideløbende med mit afgangsprojekt hørte om schmidt hammer lassen architects arbejde med projektet - og kontaktede Bjarne Hammer for et møde og for at høre om en nyuddannet møbelarkitekts muligheder. Det var bestemt et skræmmende stort første projekt for en nyuddannet - på skolen er der plads til de skæve ideer, uden at det skulle blive til et konkret produkt. Her kom jeg direkte i ilden!
Modular bench GRID by Lars Vejen shldesign
Imødekommende rum
Filosofien bag Den Sorte Diamant har været at skabe et rum, der er for alle: professorer, studerende, turister, koncertgængere osv. Og ideen om demokratisk arkitektur har på Det Kongelige Bibliotek været en stor succes, da huset havde efter en måned havde haft samme antal besøgende, som man forventede på et år.
- Det har været fantastisk at være med til at åbne hele det område op. København har åbenbart virkelig savnet at kunne udnytte vandet der, og her har målet været at skabe designs, der kan holde til at blive brugt, og som samtidig understøtter bygningens rene linjer og stedet kontekst, siger Lars Vejen.
Udendørs bænken Royal og den tilhørende inventarserie fra Veksø er den første serie af SHL Design, og designet eksemplificerer meget godt den overordnede linje på Den Sorte Diamant med fokus på enkelt design og stor holdbarhed.
"Design skal kunne give en ny oplevelse af et rum"
Udvidelsen af Det Kongelige Bibliotek er et godt eksempel på en bygning, der forandrer vores måde at se en by på, og det, mener Lars Vejen, bør være målet for al designvirksomhed:
- Godt design giver en ny og anderledes oplevelse af et rum, af en funktion og af en aktivitet. Det er min ambition, og det mener jeg, gælder for godt design. Samtidig er det vigtigt at have de omgivende faktorer med, så man hele tiden har blik for den kontekst, et design indgår i.
Aether outdoor lamps by Lars Vejen for PHILIPS
COVER park light by Lars Vejen shldesign for LAMPAS
Awall by Lars Vejen shldesign for Dansign
Afloor by Lars Vejen shldesign for Fraster
Fra inhouse designafdeling til selvstændigt designfirma
Fra at være en del af schmidt hammer lassen architects er SHL Design i dag en selvstændig enhed under SHL organisationen, hvor man har et nært samarbejde, hvor Lars Vejen fortsat arbejder som rådgiver på indretningsdelen af et projekt:
- Det er efter min mening sundt og inspirerende med en vekselvirkning mellem projekt og designarbejde, og i dag går 75 % af min tid med produktdesign. Indretningsprojekterne har givet mulighed for at designe til kontraktmarkedet, og den del har jeg ønsket og haft muligheden for at lade vokse.
Samtidig med at SHL Design har etableret sig som en selvstændig designvirksomhed, så har man fået flere internationale kunder, ligesom Lars Vejen i dag designer indenfor vidt forskellige produkttyper, lige fra dørhåndtag, gulvtæpper og loftsystemer til radiatorer, polstermøbler og udendørs belysning. Han fortæller:
- Alsidigheden i opgaverne giver mig energi, da jeg får en spændende arbejdsdag, ligesom begrænsninger kan være meget givende. En stærkt begrænset designopgave eller et lille privat ombygningsprojekt give en masse spændende udfordringer, da rum og ressourcer er så begrænsede. Viden fra ét projekt er ofte guld værd i det næste, og ved at brede mine arbejdsområder ud henter jeg masse værdifuld viden og erfaring og undgår at blive "ensporet".
Evnen til at lytte
- Det er selvsagt utroligt vigtigt med konkret viden omkring materialer og produktionsmuligheder, og derfor har jeg altid en tæt dialog med mine samarbejdspartnere i udviklingsarbejdet. Jeg har oplevet at en kunde fortryder, at de ikke fik alle meninger på bordet tidligere i processen - mens der endnu var plads til "dumme" spørgsmål, så man får det bedste grundlag for sine beslutninger, fortæller Lars Vejen, der mener, det er helt fundamentalt, at man forstår at afstikke rammerne for samarbejdet tidligt.
- En tæt dialog kræver åbenhed og evnen til at lytte. Der skal ikke være egoer i udviklingsarbejdet - man skal kunne trække på hinandens faglige kompetencer og på den måde få alle behov og detaljer med. Jeg bliver hele tiden klogere, hele tiden flyttet som designer, og derfor vægter jeg sparring meget højt, siger Lars Vejen.
Åbenhed giver energi
SHL Designs samarbejde med JENSENplus begyndte helt tilbage fra Det Kongelige Bibliotek, - dengang i et samarbejde om specialinventar. I 2008 så kontormøbelserien "Blackbox" dagens lys. Lars Vejen fortæller om samarbejdet:
- Hos JENSENplus blev jeg mødt af en energi og en optimisme uden lige. Vi havde en god kemi, og der gik ikke langt fra min idé om at udnytte deres moderne produktionsapparat til en egen møbelserie, før vi var i gang - med blyant og papir på værkstedet. Indtil Blackbox serien så dagens lys havde JENSENplus udelukkende specialiseret sig i at fremstille specialinventar og unika møbler - en ballast jeg så som et kæmpe plus, idet de var i et fantastisk "opfinder-mode" og klar til at blive udfordret. Samarbejdet har kørt som en naturlig og ukompliceret sparring lige siden.
BLACKBOX office furniture collection by Lars Vejen shldesign for JENSENplus
For Lars Vejen giver det god mening at arbejde i serier, da man hermed kan få en rød tråd i indretningen, ligesom han som designer også er interesseret i, at hans design får så stor en udbredelse som muligt:
- I udviklingsarbejdet trækker man på hinandens kompetencer, og her er det vigtigt at få input fra beslutningstageren, samt personer med produktionsviden og markedskendskab. Et design skal have en kommerciel berettigelse også, og den side er jeg meget bevidst om i mit arbejde.
Solcelletræer i en industriel skov
Lars Vejen arbejder løbende på vidt forskelige projekter, og han har senest i samarbejde med Veksø udviklet et solcelletræ, som skal være en del af en "skov" foran energiselskabets NRGIs hovedsæde i Aarhus. Her ønsker man at revitalisere pladsen, så besøgende kan få en interessant og faglig oplevelse, samtidig med at solcelletræerne vil bidrage til energiforbruget i bygningen. Solcelletræet - der bærer navnet "PLANT"- kan anvendes i en lang række forskellige sammenhænge, typisk til at genere strøm til inventar placeret udenfor umiddelbar nærhed af strømnettet og for dermed at kunne spare dyre anlægsudgifter uden at skulle mangle lys eller digital information ved f.eks. et busstoppested på landet.
"PLANT" by Lars Vejen shldesign for Veksø