Annonce

Møbler skabt til at leve længe

Når Engelbrechts udvikler nye møbler, tager det tid. Alle detaljer skal forfines, forenkles og fungere så godt, at de både funktionelt og æstetisk holder i mange år. Og så skal møblerne understøtte arkitekturen – ikke overdøve den.

 

Tekst af Kamilla B. Kjærgaard

 

Kunsten er at skabe et møbel, der er så enkelt, at man ikke kan skrabe mere væk. Et møbel, der er så holdbart, at det snildt kan have en levetid på 50 år, og som har så robust et æstetisk udtryk, at det stadig er blandt de foretrukne på markedet efter mere end 20 år. Det er de møbler, Engelbrechts altid forsøger at skabe, og man ser først nye produkter i deres sortiment, når de mener, de har opnået det.

 

- Vores møbler skal have et højt arkitektonisk og kunstnerisk niveau, samtidig med at alle detaljer skal have en funktion. Det der driver os er ønsket om at lave noget, der er unikt og holdbart. Det skal tilbyde noget, der ikke allerede findes på markedet, siger grundlægger og Creative Director i Engelbrechts A/S, Morten Engelbrecht.

 

Læs mere om Indretning og Design

 

Det tager lang tid at udvikle sådan et møbel, derfor har Engelbrechts få, gennemarbejdede møbelserier med mange variationsmuligheder, som kan tilpasses specifikke behov, snarere end mange serier, der kommer og går som modefænomener.

 

En stol – utallige muligheder

Chairik er et godt eksempel på den designfilosofi. Det er 20 år siden, Engelbrechts introducerede skalstolen med den karakteristiske melaminoverflade og en enkelt fold i ryggen, så den ikke trykker rygsøjlen. Det er stadig en af de mest populære stole til konference- og mødelokaler og kan i dag fås med forskellige stel og overflader, med skriveplade, armlæn, høj som lav. Og som Morten Engelbrecht peger på:

 

- Man kan stable 45 ad gangen, og den ser stadig smuk ud.

 

Et andet vigtigt aspekt i Engelbrechts designfilosofi og -praksis er, at det mest bæredygtige produkt er det som holder. Alle Engelbrechts møbler kan skilles ad og materialerne genanvendes. Ligesom de kun bruger miljømæssigt sunde produkter. Men genbrug er ikke gratis.

 

- Det skal indsamles, transporteres, granuleres og tilbage i støbeformen. Det er ikke altid et miljømæssigt regnskab, der hænger sammen. Vi har reservedele til alt, og vi tager også egne møbler ind til ompolstring. Vores grundtanke er, at møblerne er holdbare og kan vedligeholdes, siger Morten Engelbrecht.

 

Læs mere om Møbler

 

Møbler som arkitektur

Morten Engelbrecht startede virksomheden i 1989 med at importere tre europæiske møbelbrands til Danmark. Efter et tæt samarbejde med Vilhelm Lauritzen Arkitekter i 1990erne begyndte Engelbrechts selv at udvikle og producere møbler, fortsat i samarbejde med - og primært rettet mod arkitekter og designere.

 

Kærligheden til arkitektur er tydelig i det nye reolsystem Poise, designet af Anders Hermansen. Et spinkelt, stærkt T-modul, som kan adderes i en uendelighed.

 

- En arkitekt, sagde om Poise, at det er mere arkitektur end møbel, og det er rigtigt. Jeg er optaget af, hvordan møblerne kan indgå i arkitekturen og understøtte den rumlige oplevelse, siger Morten Engelbrecht.