Museet, der næsten ikke er der

BIG

 

Midt i det fredede, vestjyske klitlandskab har BIG skabt et museum, som er mere landskab end byggeri og mere orkestreret, sanselig oplevelse end arkitektur i klassisk forstand. Byggeri + Arkitektur har talt med partner i BIG Finn Nørkjær om det spektakulære i det næsten usynlige.

 

Tekst af Kamilla B. Kjærgaard

 

I Blåvands klitter, vest for Esbjerg ligger en gammel tysk bunker. Tirpitzstillingen er et kanonbatteri, som den tyske besættelsesmagt begyndte at opføre i 1944, som del af Atlantvolden, men aldrig fik færdiggjort, da krigen sluttede inden. Bunkeren har fungeret som museum og er årsagen til, at det overhovedet har været muligt for BIG at opføre det nye Tirpitz Museum i et landskab, som ikke blot er klitbeskyttet men kategoriseret som særligt beskyttet naturområde og med både kystnærhedszone og skovbyggelinje at forholde sig til.

 

- Det var helt åbenlyst, at alt skulle ligge under jorden. Intet måtte stikke op ud over et værn - præmissen var at underlægge sig naturen så vidt som overhovedet muligt, fortæller Finn Nørkjær fra BIG, som er ansvarshavende partner på projektet sammen med Bjarke Ingels.

 

- Da vi første gange var ovre og se grunden, stod det med det samme klart for os, at der var tale om en unik og vanskelig kontekst. Stedet ligger inde i et stort klitplantageanlæg midt i den danske vestkyst, som jo er noget, vi er meget stolte af her i landet, og der var ingen rød linje, der markerede et byggefelt. Ingen vidste, om vi skulle bygge om inde i det gamle bunkermuseum eller, hvordan man kom videre, fortæller Finn Nørkjær.

 

 

Læs mere om Landskab

 

 

Et enkelt spadestik i landskabet

Idéen om det usynlige blev hurtigt projektets designmæssige grundtanke. Ved siden af den gamle bunker ligger en sandbakke, som i modsætning til det naturlige landskab er menneskeskabt, da den er resterne af et kranfundament fra opførelsen af den tyske bunker. Den dynge sand måtte BIG gerne grave ud, hvis bare de reetablerede den igen, fortæller Finn Nørkjær:

 

- Forestil dig, at man tager en kniv og skærer to snit ned i landskabet, og der, hvor de krydser hinanden, løfter man så landskabet op. I midten bliver der skabt et lille ankomstrum og der, hvor landskabet løfter sig, er der fire store udstillingsrum. Det er grundideen i huset. Og den enkle idé ville vi gerne styrke i alle bygningens dele. Det her sted skreg på en ærlighed, en forfinelse og på en ligefrem bygning, som vi måske aldrig har lavet før. Alt, hvad der hed pynt og udsmykning er væk og det, der står tilbage, er en opvisning i forenkling og forfinelse af bygningens grundbestanddele og materialer.

 

BIG 

Svævende som forstenet sand

Bygningen består i princippet af fire grundelementer og materialer. Det første er beton, som er støbt på stedet og er det, der holder landskabet oppe. Hvert udstillingsrum har to betonvægge, der vender ind mod klitterne og er det eneste, der bærer de store svævende tagkonstruktioner. Betonlofterne svæver diagonalt 36 m henover udstillingsrummene, som forstenet sand.

 

Der, hvor landskabet løfter sig, ind mod det centrale 'skår', står en glasfacade, som trækker lys ind i udstillingsrummene, der er ingen søjler, og den op til seks meter høje glasfacade er udført uden karme og sprosser.

 

- Det er en konstruktion, som er ret vanvittig og aldrig er set før. Vi kunne ikke finde nogle danske ingeniører, som ville regne på det, så vi har udviklet det sammen med det schweiziske ingeniørfirma Lüchinger + Meyer, fortæller Finn Nørkjær, og fortsætter:

 

- Bygningen ligger på sand, og det var derfor ikke muligt at fundere, som man normalt vil gøre; det her er en bygning, der skal kunne selv. Altså, den skulle ligge med ligevægt der midt i sandet uden fundament, og der er jo heller ikke fjernevarme, så bygningen køles og opvarmes fra 25 sandboringer 90 m ned i sandet.

 

 

Læs også Jacob Lange, partner hos BIG: At give bæredygtighed en social sideeffekt 

 

 

Dette er ikke en bygning

Ud over beton og glas har BIG lagt 60 x 60 cm store skiver af Douglasgran på gulvet, som en form for mega endetræsgulv, udført som installationsgulve, der giver den nødvendige fleksibilitet i udstillingerne. Porte, elevatorer og alle de indvendige vægge, som ikke er støbt i beton, er udført i det billigste stål, der kan købes: varmvalset stål, som har en karakteristisk brun-sort glødeskal. Og alle materialer står råt, som de er.

 

- Vi har ikke malet noget som helst i det her museum. Alt står, som det kommer ud af produktionsmaskinen; betonen står, som den er efter støbeformene er fjernet, og det varmvalsede stål, der godt kan se ud som noget beskidt gammelt skrammel, får ved den rigtige anvendelse og detaljering en styrke, en ny skønhed og ærlighed, man ikke kan ryste af sig, siger Finn Nørkjær og uddyber:

 

BIG

 

- Alt i museet har handlet om at skabe arkitektur uden at skabe en egentlig bygning. Der er ingen almindelige genkendelige bygningselementer som en malet gipsvæg, en almindelig kanaldør eller en vinduessprosse. Vi har arbejdet med at lave et arkitektonisk univers, der tager omgivelsernes materialer og udtryk med ind i museet.

 

 

Læs også: Bjarke Ingels hædres med erhvervspris

 

 

- Det svarer til, at vi træder tilbage og lader materialerne være overfladerne, teksturerne – arkitekturen. Jeg har virkelig nydt at arbejde med de rene materialer og afsøge om, de har nogle iboende kvaliteter på netop dette sted.

 

 

Læs mere om Offentlige Byggeprojekter