Niels Bruus Varming: ”Sunde bygninger kræver helhedstænkning”
Der er kommet fokus på renovering, og i dag efterisolerer man ikke blot sin bygning på baggrund af energibesparelser – men ud fra et helhedsperspektiv om bedre komfort, æstetik eller ny funktionalitet, fortæller specialkonsulent Niels Bruus Varming fra Trafik- og Byggestyrelsen.
- Udviklingen i energikravene i det danske bygningsreglement er en succeshistorie, fordi virksomhederne har haft mulighed for at indstille sig på de kommende krav. I forhold til 2006, hvor der var en del usikkerhed om hvordan, kravene skulle overholdes, så har alle taget rigtig godt imod de seneste års udvikling i forhold til energiforbrug i nye bygninger.
Branchen har erfaring med lavenergiklasserne og vil gerne være på forkant med udviklingen, siger Niels Bruus Varming, og han henviser til, at færdigmeldte byggerier ofte er bygget efter en højere klasse, end hvad bygningsreglementet kræver som minimum.
Tværfaglighed er i højsædet
I det nye Bygningsreglement er der indført nye renoveringsklasser, hvor man således bringer hele bygningens ydeevne i spil, frem for blot at stille krav til bygningskomponenterne. Netop helhedstanken, der også er gældende for nybyggeriet, har ifølge Niels Bruus Varming forbedret samarbejdet blandt de forskellige parter i byggeprocessen:
- Undersøgelser viser, at arkitekter og ingeniører arbejder tættere sammen i dag, end før i tiden, og det er for mig en ganske naturlig følge af de nye krav. Vores nye energieffektive bygninger har ikke betydet, at ingeniørerne har taget magten over projekteringen, tværtimod er arkitekterne gået meget aktivt ind i den her problematik med en høj grad af faglighed.
Ved at benytte renoveringsklasserne, får man ifølge Niels Bruus Varming større frihed og bedre mulighed for at bevare arkitektoniske værdier, da man eksempelvis kan prioritere at beholde facaden intakt.
Det lange stræk mod sundere bygninger
- Indenfor isolering af bygninger er der sket en løbende udvikling med mange små forbedringer – og der er således ikke sket kvantespring i performance, men der er kommet fokus på de mange afledte bonusser ved isolering, såsom bedre regulering af fugt, fjernelse af kuldebroer, bedre komfort – i det hele taget er indeklimaet kommet i spil, hvilket er meget positivt, siger Niels Bruus Varming og henviser til, at forskningen har påvist sammenhæng mellem dårligt indeklima og dårlig indlæring eller produktivitet.
Der sker rigtig megen spændende innovation lige nu
I dagens byggebranche er bæredygtighed blevet et nøglebegreb, og flere og flere bygherrer efterspørger bæredygtige bygninger, hvilket Niels Bruus Varming ser store perspektiver i:
- Der er i dag flere hundrede, der er blevet uddannet konsulenter inden for DGNB-certificeringen, og det viser, at der er rigtig mange, der arbejder med bæredygtige bygninger. Der arbejdes over en bred front med bæredygtighed, og der er mange engagerede aktører i branchen.