OEO: ”Vi er ikke det sikre valg”
Dørene åbner sig som aldrig før for det københavnsk-baserede OEO Studio. Thomas Lykke og Anne-Marie Buemann er partnerne i det firma, som her i landet bl.a. er kendt for en total konceptudvikling af Dinesens showroom samt indretningen af Michelin-restauranten, Kadeaus, københavnske filial – og så har vi slet ikke nævnt alle deres projekter i bl.a. Japan, som også fylder godt i kalenderen.
Duo. Ligeværdige partnere. Ying og Yang. Alle benævnelser giver mening, når man taler med partnerne i designstudiet OEO Studio. Kreativ direktør Thomas Lykke og adm. direktør Anne-Marie Buemann møder os en formiddag i deres studie tæt på Langelinie i København.
Studiet er amputeret disse dage, da flere af deres i alt otte ansatte er ude i verden hos kunder. En er i New York, en anden på Bornholm og to andre er ude og måle op. Ved et bord sidder de så. De to partners in crime, som lige nu har heftig vind i sejlene og godt fyldte ordrebøger.
Igennem samtalen dukker de samme begreber op igen og igen: Designstrategi. Reasons for Being. DNA. Ord som vi har vænnet os til i dag, men som absolut ikke var på tapetet i 2003, da OEO startede:
- Folk anede ikke, hvad vi talte om, når vi talte om designstrategier og DNA, forklarer Thomas Lykke, og Anne-Marie Buemann uddyber:
- Vi har fra starten opfundet vores metodikker og videreudviklet på dem løbende gennem årene. De år vi startede, var også de år, hvor virksomhederne langsomt begyndte at tænke over design på en mere strategisk måde og ikke mindst bruge penge på det, men vi var lidt first mover på det område herhjemme.
Tillid og nære relationer
De to partnere er behageligt rolige at tale og være sammen med, og sådan er det også at være kunde hos dem. Det vidner de årelange kunderelationer og de mange, personlige venskaber med kunder på kryds af lande og kontinenter i hvert fald om.
Men det kan også være krævende at være kunde hos OEO Studio, forklarer Anne-Marie Buemann:
- Hvis en virksomhed kommer til os, fordi de ønsker en stol, vil vi aldrig bare designe en stol til dem. Vi ser ikke på design som en løsrevet del. Tværtimod er vi holistiske i vores tilgang, så vi vil mere kigge ind i virksomheden og stille dem en masse spørgsmål.
Vi udfordrer dem og skubber dem ud over grænsen. Det kan så være, at en designstrategi så i sidste ende fører til en ny stolelinje eller en opdatering af en eksisterende stol. Og måske gør den ikke, så på den måde er vi ikke et sikkert valg for kunderne.
Det handler derfor i høj grad om tillid, og den synes jeg, vi er heldige at mærke fra alle kunderne.
Thomas Lykke supplerer:
- Vi arbejder slet ikke på den korte bane. De ting vi laver, tænker vi på den lange bane: Hvordan vil det her influere virksomheden eller det omkringliggende samfund?
Hvordan vil det gøre sig fremadrettet? Skaber det en værdi for brugerne? For samfundet? For en lille community? Vi kan godt lide ting, som har en berettigelse på den lange bane, og det har godt design. At tegne en stol uden nogen sammenhæng ind i virksomheden, er derfor lidt fremmed for os.
Japan Handmade
Netop snakken om at skabe design, som gør en forskel, fører vores snak videre til den massive succes, som OEO Studio for tiden oplever i Japan.
Store hæderkronede virksomheder såvel som gamle familiedynastier med flere hundrede år på bagen får hjælp til designprocesser af duoen, som helt bevidst er gået efter det japanske marked. Et særligt projekt, omtaler Thomas Lykke med stor kærlighed: Japan Handmade:
- Det her projekt er helt vildt, for det sætter spor i hele Japan. Det startede med at nogle Kyotobaserede virksomheder ville have os til at hjælpe dem med at eksportere deres japanske håndværk til resten af verden.
Der var bl.a. virksomheden Kaikado, som laver lufttætte, cylinderformede te-dåser, et firma som producerede eksklusivt silke til kimonoer, mens et tredje bl.a. producerede eksklusive tofuskeer.
Men det er bare sådan, at hvis dyre tofuskeer skal sælges i hele verden, skal du første bruge en formue på at fortælle folk, at de skal spise tofu. Derfor blev fokus i vores samarbejde noget helt andet, end de havde regnet med.
Vi skabte design-kollaborativet Japan Handmade, som mere end noget andet er en kommunikationsplatform, hvor de sammen bliver et stærkt brand.
Anne Marie Buemann uddyber:
- Vi har derudover til hver af de seks virksomheder i kollaborativet skabt nye produkter, som tager udgangspunkt i deres håndværk og historie og samtidig tilfører noget nutidigt.
De cylinderformede te-dåser har fået følgeskab af en helt cylinderformet serie af te- og kaffekander kaldet ”The Objects Collection”, som er blevet optaget på den permanente udstilling på Design Museum Danmark.
Kimono-tekstilerne får nu følgeskab af en serie eksklusive tekstiler i high end-kategorien, som de bl.a. sælger til store modehuse som Dior og Louis Vuitton, og firmaet med tofuskeerne har fået udvidet produktsortimentet.
Med platformen Japan Handmade er det blevet muligt at brede produkterne ud over Japans grænser.
- Lige nu sætter Japan Handmade spor i den japanske designverden. Mange øjne – både politiske og kommercielle - er rettet mod de seks håndværkere, som hver især står til at skulle føre flere hundrede år gamle familiedynastier videre i en verden, hvor interessen for håndværk er nedadgående.
Japan Handmade er en måde at forstå og forny designet og dermed forlænge levetiden. Jeg plejer at sige, at Japan Handmade er større end den enkelte kop, vi har designet, supplerer Thomas Lykke.
Styrke af brand eller vækst?
Modsat arbejdet med Japan Handmade, hvor arbejdet har ført til en kommunikationsplatform - og dermed en ny form for brand - arbejder OEO også med mange virksomheder, som enten ønsker en styrkelse af et eksisterende brand eller helt konkret: vækst.
Her kommer Dinesen på banen, da Dinesen gennem mange år har nydt godt af deres omdømme, men ønskede at være mere offensive og skabe et showroom, som kunne brande Dinesen og kommunikere materialet på en innovativ og kreativ måde, forklarer Thomas Lykke:
- Vi skabte bl.a. det store rum med en træpavillon og et 15 meter langt, massivt plankebord, hvor man bliver indhyllet af planker og træ. Ikke kun på gulvet, men også i loft og vægge. Det er altså en måde at kommunikere materialet og produktet på og en anderledes måde at være til stede på i markedet for Dinesen.
Drømmeprojekter?
Lige nu er indretning af et nyt showroom for det italienske lampefirma, Flos, i fuld gang, og her går byggeriet snart i gang, men spørger man til slut om et drømmeprojekt, svarer Thomas Lykke:
- At arbejde i Japan var et drømmeprojekt for os, men skal jeg finde endnu et på drømmehylden, kunne det være at skabe et helt hotelkoncept. VI har før arbejdet med hotelkoncepter, men jeg tænker at tage det skridtet videre i en analyse af, hvad der giver den bedste hotelfornemmelse.
Det skal være lige fra stemning og indretning, til hvordan personalet skal opføre sig. Men lige nu går det godt med både vores danske og udenlandske projekter, og lige om lidt starter vi et projekt op i Shanghai for en stor amerikansk virksomhed, så på mange måder synes jeg faktisk, at vi er i gang med en del drømmeprojekter.
Anne-Marie Buemann supplerer:
- Vi er meget heldige med at have mange forskellige typer af projekter, så vi bliver ved med at udvikle os. De forskellige projekter åbner også nye døre og giver nye henvendelser, og vi kan virkelig mærke, at der kommer nye henvendelser på baggrund af vores projekter, så vi er meget taknemmelige.
Om OEO Studio
Designstudie etableret i 2003 af kreativ direktør Thomas Lykke og administrerende direktør Anne-Marie Buemann. OEO arbejder strategisk med design og har arbejdet for mange danske og udenlandske kunder, som eks. Japan Handmade, Gubi, Georg Jensen, Stellar Works, Brdr. Krüger, Velux, Sony, Dinesen og Kadeau.