Pioneren inden for workplace design
Aktivitetsbaseret indretning som strategisk værktøj står højt på dagsordenen, når store virksomheder retænker strategi og performance. En af de helt store inden for workplace design er den Los Angeles-baserede interior designer Clive Wilkinson, som flere kalder ”the pioneer within workplace design”.
Vi skal føles os mere hjemme end på arbejde for at kunne performe bedst muligt. Det siger flere arkitekter og indretningsarkitekter herhjemme, men spørger du Clive Wilkinson baseret i Los Angeles, skal vi ikke føle os alt for afslappede og hjemme – for så falder vi i søvn. Det er en fin balance, og med den balance har hans tegnestue, Clive Wilkinson Arcitects, arbejdet med kunder som bl.a. arbejdet med Google, Microsoft og Disney.
Hvad er din baggrund, og hvad fik dig til at arbejde med arkitektur, indretning og workplace design?
- Jeg voksede op i Sydafrika og ønskede mig som 18-årig egentligt en karrieren inden for litteratur. Jeg ville være forfatter, men inden for det felt var der ingen akademiske muligheder i Sydafrika på det tidspunkt, så jeg valgte mere eller mindre tilfældigt Architecture School ved University of Cape Town, fordi de tilbød en fremragende Bauhaus-baseret kunstuddannelse. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg virkelig nød processen, og det gik rigtig godt for mig på skolen. Jeg har sidenhen tænkte, at det nok var fordi, jeg ikke gik så meget op i, om jeg fejlede eller ej. Min tilgang var åben og eksperimenterende, og jeg fik virkelig mulighed for at udforske det rumlige design. Efter at have studeret på Architectural Association i London arbejdede jeg med Terry Farrell, og der begyndte jeg at arbejde med workplace design og indretning for store medie- og kunstkunder i London. Kunderne var meget inspirerende, og vi udførte store, eksperimenterende projekter.
Kan du fortælle om et af de første projekter med aktivitetsbaseret indretning?
- Vi arbejdede første gang med Activity Based Working (ABW) design i 2006-2009 på et projekt for Macquarie Bank i Sydney, Australien. Kunden havde set vores projekt ”in action” i Holland og syntes, at det passede til deres fremtidige visioner. Det var meget udfordrende på det tidspunkt, da der ikke var møbler til rådighed bortset fra nogle borde. På meget kort tid måtte vi skræddersy en designløsning til kontoret, som var vellykket, om end ikke så raffineret, som vi havde ønsket. Dette projekt og ABW gjorde stort indtog i Australien, og næsten alle finansielle institutioner kopierede dette koncept.
Nogle steder bliver du kaldt the "pioner inden for workplace design" - kan du fortælle mig om tendenserne i amerikansk workplace design? Hvordan var det, da du startede din karriere? Og hvor er vi i dag - og igen hvor er vi på vej?
- Jeg startede med dette område, da jeg arbejdede for Frank Gehry i 1990. Jeg var projektarkitekt på hans Chiat/Day reklamebureau i Venice i Californien. På det tidspunkt var jeg forbløffet over, hvor meget reklamebureauer vidste om arbejdspladskultur og om, hvordan man skabte gode arbejdspladser. Intet i min arkitektuddannelse havde lært mig den programmerbare kompleksitet af, hvordan man skaber sådanne slags steder. Så jeg lærte meget af dem. Et par år senere hyrede Chiat/Day mig til at designe deres nye og større kontorer, og her skabte vi the ”advertising city” i en stor fabriksbygning. Kontoret kører stadig godt og er næsten uændret her 19 år senere, og det projekt havde en stor betydning for de efterfølgende projekter. Vi er på vej mod en meget mobil fremtid for medarbejderen, eftersom teknologien har hjulpet os af med de traditionelle skriveborde. Jeg tror, at det, der definerer fremtidens arbejdsplads, er "design" af relationer mellem mennesker - det bliver en specifik designudfordring, som løbende bliver mere og mere intelligent og raffineret.
- Det, der er anderledes i dag, er, at vi ikke arbejder, som vi gjorde engang. Alt rutinearbejde og alt menneskeligt arbejde bliver gradvis absorberet af computere. Videndeling er den vigtigste funktion, der finder sted på den moderne arbejdsplads. Vi nærmer os en krise, hvor den faldende beskæftigelse vil skabe massive problemer for arbejderklassen, og vi har simpelthen ikke længere samme behov for menneskelige færdigheder. Når det sker, kan vi kun håbe på, at vi til den tid har opfundet nye industrier, som kan bruge det menneskelige tankesæt, samt at vi har formået at omstrukturere vores verden til at imødekomme den massive forandring, der følger med frembringelsen af kunstig intelligens.
Google HQ i Silicon Valley var et projekt, der virkelig rykkede ved den gængse opfattelse af workplace design - kan du fortælle lidt om dette projekt?
- Google havde ikke de store ambitioner i starten af projektet. De arbejdede i private kontorer og åbne kuber, som var til overs fra en anden arbejdsplads. Men de var meget nysgerrige, og vi arbejdede direkte med stifterne, hvilket førte til en række ideer og løsninger, som ikke var helt nye i vores regi, men som når de blev udført hos Google, påvirkede resten af verden meget. Vores vigtigste innovative tiltag var det akustiske telttag til glasarbejdsrummene.
Hvad inspirerer dig i et nyt samarbejde – hvordan går du til en ny kunde eller projekt?
- Arkitektur er en kunstform dybt forankret i mennesket. Alle store bygninger indeholder menneskelige historier, så fra den første samtale er vi spændte på at afdække de historier, der inspirerer vores kunder, og som er meningsfulde for dem. Disse historier bliver substansen i projektets udvikling - både for at kunne reflektere over historierne, men også i høj grad for at kunne udfordre og lege med dem.
Hvilke personlige færdigheder tager du i brug i dine kunde- såvel som medarbejderrelationer?
- Det er meget vigtigt at kunne føre ærlige samtaler med både medarbejdere og kunder. At have en vis grad af personlig charme eller karisma er også afgørende. At kommunikere helt tydeligt, hvad du mener, skal ske, og samtidig udvise en passende respekt. En god leder bærer folk med sig på den kreative rejse. Især i forhold til kunder er det vigtigt at være en stærk storyteller, for mange kunder kan have svært ved at forstå, hvordan arkitektur fungerer. Så kan du bruge historier til at forklare dine ideer, vil det ikke blot være lettere at forstå, men du forærer også kunderne historier, som de kan dele med andre for at forklare deres bygning.
Hvad er et godt workplace design ud fra dit perspektiv?
- Hvis du kan beskrive alle de faktorer, der er vigtige for, at folk både har det behageligt og samtidig har en fuldt udstyret arbejdsplads, så vil det altid være et godt udgangspunkt for et velfungerende workplace design. Men behageligt betyder ikke super-komfortabelt, da vi stadig vil have folk til at være aktive på deres arbejde og samtidig gerne føle sig lidt provokeret og inspireret. Har man det for behageligt og bekvemt, vil man gerne i seng, og det skaber ikke gode resultater. I dag indeholder en god arbejdsplads lige dele hjem, landsbygade, fitnessrum og cafe.
Har du en yndlingssektor, du gerne vil arbejde mere med?
- Det afgørende for et interessant projekt er altid en usædvanlig kunde og nogle slutbrugerudfordringer. Det kan godt være et workplace design, og det kan fint være inden for uddannelse, bolig, institution eller endda sundhed. Vi har for nylig gennemført et stort health care projekt i Chicago. Her var kunden et rehabiliteringshospital, hvor vi forandrede måden, hvorpå videnskab og forskning interagerer med klinisk pleje, ved at alle arbejder i samme rum. Målet fra lederen var at få forskerne så tæt på patienterne, at de kunne ”føle deres smerte”.
Læs også portræt af designer Todd Bracher: Det er ikke vigtigt hvad Todd mener
Hvad gør et projekt til en succes hos Clive Wilkinson Architects?
- Hos os siger vi, at vi ikke kan have et godt projekt uden at have en god kunde. Designprocessen er meget sårbar, men når vi alle er på samme hold, kan vi kollektivt skabe fantastiske ting. Og omvendt – er vi ikke på samme hold, kan et godt projekt reduceres til middelmådighed. Derfor er det meget vigtigt at vælge sine kunder med omhu, og også lade kunderne vide, hvordan de får det bedste ud af os som deres designere.
I bruger elementer fra urban design og indarbejder det i jeres workplace design – hvordan?
- Vi tror på, at man i bydesignet kan finde inspiration til arbejdspladsen. I modsætning til arkitekturen beskæftiger både bydesign og indretning sig direkte med, hvordan mennesker bruger og indtager stederne. Først og fremmest er der nogle typologier i bydesignet, som kan oversættes direkte til interior design. Det kan være pladser i byen, gader og strøg, kvarterer og markedspladser. Du behøver sådan set ikke være uddannet designer for at forstå byernes visuelle sprog - her kan vi tale et sprog, som folk alle forstår.
Den aktivitetsbaserede indretning er meget stort her i Danmark og resten af Europa – hvad kan designet af disse arbejdsmiljøer bidrage med?
- En vigtig konsekvens af ABW er et massivt, øget "flow" på arbejdspladsen. Folk bevæger sig mere, og de interagerer meget mere. Og det er et meget værdifuldt i forhold til videndeling internt i virksomheden såvel som medarbejderens følelse af at høre til i organisationen.
Er der en særlig CWA-tilgang I har til jeres kunder?
- Vores proces er altid at være gode til at lytte samt at opfordre til en diskussion – også af helt radikale og alternative designideer. Et arbejdspladsprojekt er ofte den bedste mulighed for at skabe ændringer og en omorganisering af et firma, da der er muligt at etablere nye relationer og sammensætte strategiske grupperinger. Vi bruger en stor del af tiden - nogle gange et helt år - på en intensiv, konceptuel udvikling, inden vi fastlægger plantegningerne. Vi føler, det er afgørende, at kunden er medforfatter på projektet, for kun på den måde er vi sikre på, at de omfavner resultatet, og at indretningen fungerer godt for dem. Vores rolle er at guide kunden gennem erkendelserne og derefter at finde de rent fysiske løsninger på deres immaterielle programkrav. Dette gør også hvert projekt unikt, fordi hver kunde er unik.
Man taler meget om, at det er vigtigt, at folk føler sig hjemme på arbejdspladsen – er du enig i den anskuelse?
- Det er vigtigt at føle sig hjemme og samtidig føle, at du står på scenen i teatret! Komfort og hjemmefølelse skal følge med en provokation og udfordringer. Min første reklamebureaukunde, Jay Chiat, plejede at sige: "Jeg vil ikke have mine medarbejdere skal føle sig godt tilpas, jeg vil have dem til at føle sig provokeret".
Har du projekter i Danmark?
- Vi ville gerne arbejde i Danmark, men ingen har spurgt os. Jeg har en dyb, personlig respekt for den danske designtradition. Det ville være en stor ære at arbejde her. Vi er ved at starte på et reklamebureauprojekt i Helsinki og Stockholm, så vi er i det mindste stadig i regionen.
****
Om Clive Wilkinson
Sydafrikansk født interior designer med tegnestue i Los Angeles. Clive Wilkinson Studio har 25 ansatte og arbejder for kunder som Google, Microsoft, Intuit, Rehabilitation Institute of Chicago og Disney Store. Clive Wilkinson har vundet mange priser for deres projekter, bl.a. Interior Design Best of Year awards, Smithsonian Cooper-Hewitt National Design Award samt IIDA Pioneer of Design.