Præfab letter overgangen fra vision til virkelighed

Annonce

 

For HSHansen er de præfabrikerede facadeelementer, man i øjeblikket monterer på Rigshospitalets nye nordfløj en spændende udfordring. For arkitektfirmaet 3XN er det et rent slaraffenland.

 

Tekst af Frank Ulstrup

 

Spørger man arkitektfirmaet 3XN om fordelene ved de præfabrikerede facadeelementer, som HSHansen i øjeblikket lukker Rigshospitalets nye nordfløj med, kan man godt væbne sig med tålmodighed.

 

Dem er der nemlig rigtig mange af.

 

Men den allervæsentligste er, at de fabriksfremstillede elementer letter vejen fra vision til virkelighed, siger 3XN’s koordinator på byggeriet, Kasper Hertz.

 

- Kort fortalt, så betyder præfabrikation, at vi lettere opnår et ensartet og homogent udtryk, og at virkeligheden dermed i højere grad kommer til at afspejle vores oprindelige idé. Årsagen er selvfølgelig, at elementerne er produceret og opbevaret under kontrollerede forhold, og at de af samme grund holder en meget høj præcision. Dermed er det reelt kun i samlingerne, at noget kan gå galt.

 

Læs mere om Glas & Facader

 

 

Den helt rette løsning

Facaden på nordfløjen, der er udtænkt og tegnet af 3XN, har form som en serie af foldede v’er med en tværgående fordelingsakse. Det betyder, at der er rigtig mange skæve vinkler på de 25.000 m2 Jura Gelb-sten beklædte facader.

 

Derfor er præfabrikation også den helt rette løsning, siger Kasper Hertz.

 

- Havde man valgt en anden løsning, var opgaven blevet meget vanskeligere med rigtig mange tilpasninger på pladsen. Det kunne have sat sit præg på den endelige finish, siger han.

 

Ekstrem variation

Hos HSHansen nikker Senior Projektleder Raymond Frauenfelder til den pointe. Men, smiler han, det er nu ikke fordi entreprisen til de 185 mio. kr. har været decideret let.

 

- Facaden er en udfordring på grund af den ekstreme variation, der er fra element til element. Vi har normalt en gentagelsesfrekvens på omkring 10, men her er vi nede i omegnen af 1½, forklarer han, og tilføjer, at variationen også har været med til at gøre nordfløjen til et spændende projekt for en virksomhed som HSHansen, der ellers har set og prøvet det meste.

 

Raymond Frauenfelder uddyber:

 

- De mange skæve vinkler betyder f.eks., at alle stenene skal tegnes op før de bestilles, og at vi bruger 3D-tegninger og parametrisk design for at tilpasse elementerne. Det er ikke noget, vi gør hver dag, og det er selvfølgelig med til at gøre det til et ekstra interessant projekt.

 

Facaden på Det Nye Rigshospital udføres i systemet Hansen UnitAl, der indeholder en integreret solafskærmning. Byggeriet afleveres præliminært medio 2018, og HSHansen har pt opsat 500 af de i alt 2300 facade elementer.