SHL's vision for Dokk1: Mere byrum end bygning
Som samlingspunkt for Urban Mediaspace på Aarhus Havn er det tanken, at Dokk1 i højere grad skal fungere som overdækket bylandskab end som afgrænset glashus. Derfor har Schmidt Hammer Lassen prioriteret åbenhed og tilgængelighed på alle niveauer.
Projektets vision er at rejse et nyt rekreativt og kulturelt byrum lige ud til vandet, og i centrum for visionerne står den nye biblioteks-, multimedie- og borgerservicebygning Dokk1.
- Det samlede projekt strækker sig fra Europaplads helt ind til Nørreport over et areal på ca. 23.000 kvm svarende til fire fodboldbaner. Dokk1 spiller i den sammenhæng mere rollen som byrum end som bygning.
Huset bygger grundlæggende på idéen om fremtidens bibliotek som et videnssted i en foranderlig kultur, hvor åbenhed og tilgængelighed 360 grader rundt er helt afgørende, fortæller senior partner Kim Holst Jensen fra Schmidt Hammer Lassen om visionen for projektet.
Alle discipliner testet til det yderste
Dokk1, der i marts i år fik hædrende anerkendelse i kategorien Cultural Regeneration ved 2015 Architectural Review MIPIM Future Projects Awards, indvies efter planen medio 2015.
Bygningen er opført for Aarhus Kommune i bygherrepartnerskab med Realdania og med Rambøll som bygherrerådgiver, mens Alectia har stået for ingeniørdelen, og Kristine Jensens Tegnestue har været landskabsarkitekter. Derudover har Bahn Arkitekter været en del af rådgiverteamet.
- Vi etablerede i konkurrencefasen et stærkt, tæt og integreret samarbejde mellem parterne, som er fortsat i resten af forløbet.
Ambitionsniveauet for huset har været utrolig højt, og alle vores faglige discipliner er undervejs blevet testet til det yderste, for at vi kunne levere en bygning, der bliver det velfungerende samlingspunkt og pejlemærke, som det har været intentionen at skabe, fortæller Kim Holst Jensen.
Prisme-overdækket bylandskab
Den færdige bygning omfatter i alt 28.000 kvm i bruttoetageareal, hvoraf de ca. 17.500 kvm anvendes til bibliotek og borgerservice, og heraf udgør igen ca. 10.500 kvm et overdækket udeareal inde i selve bygningen.
Overdækningen består af en syvkantet, transparent prisme-tagflade beklædt med solceller og ovenlys, som trækker masser af dagslys ind i det overdækkede byrum.
- Ideen er, at rummet udfolder sig under tagskiven ligesom et stort bylandskab med afgrænsede og fleksible zoner til ophold, gående, cyklende og kørende trafik.
Derfor er transparens vægtet højt på alle niveauer, og vi trækker bl.a. dagslyset dybt ind i bygningen via tagskiven og atriumgårdene, forklarer Kim Holst Jensen og fortsætter:
- Med så høj en grad af transparens, som der er tale om i dette projekt, har ikke mindst sol-, lys- og lydafskærmning frembudt særskilte udfordringer.
For at optimere lydforholdene har vi bl.a. valgt en markant loftsløsning, der gennemsyrer hele bygningen på alle niveauer, ligesom der er anvendt akustisk regulerende indvendige glaspartier og store tunge gardiner.
P-anlæg som demonstrationsprojekt
Den høje prioritering af byrumskvaliteterne i og omkring Dokk1 har desuden betydet, at Schmidt Hammer Lassen har projekteret et automatisk p-anlæg med plads til omkring 1000 biler under bygningen som et demonstrationsprojekt for Realdania.
- Idéen med p-anlægget har først og fremmest været at frigive udeareal, men også at vise, at det faktisk kan lade sig gøre at lave så store underjordiske p-anlæg i bymiljøet, uden at det bliver grimt, forklarer Kim Holst Jensen.