OPAs Casa Brutale – huset i en klippe
Scener fra en virkelighed
Utopiske glansbilleder eller opnåelige virkelighedsscenarier? Stregerne er trukket skarpt op og diskussionen om arkitektoniske renderinger fortsat højaktuel i en tid, hvor bl.a. den eksplosive softwareudvikling og nye generationer tilfører området andre perspektiver.
Den løbende selvransagelse
- Jeg tror, at kritisk stillingtagen til renderinger er en løbende selvransagelse i faget, en blivende ting. Det er jo en genre i sig selv, og arkitekterne har selvfølgelig i høj grad et ansvar, selv om de opererer på markedsvilkår. Man ser eksempler på renderinger, der afbilder noget, der ikke kan blive til virkelighed. Der er en vis ensartethed i billederne, og er det så egentlig selve arkitekturen, det handler om, eller mere stil og fornemmelse ud fra et livsstilparameter? Hvilken urbanitet er det f.eks. egentlig, der projiceres?
Arkitektforeningens tidligere direktør Jesper Pagh henviser her til undersøgelser, der påpeger, at de arkitektoniske renderinger ofte fremmaner et homogent billede af virkeligheden, hvor solen altid skinner, hvor folk er gladere, yngre, smukkere, lyse i huden og går med den samme skuldertaske. Marie Stender fra SBi, Aalborg Universitet, har forsket inden for netop disse tematikker ud fra et antropologisk perspektiv og går skridtet videre:
Tag renderingen alvorligt
- I sig selv er det jo OK, at arkitekter skaber utopier og noget, der måske ikke kan lade sig gøre i virkeligheden. De planter drømmen, og det skal arkitektur gøre. Man kunne så spørge, om der sker en billedmæssig inflation? Er renderingen ren glasur uden forbindelse til virkeligheden? spørger Marie Stender og fortsætter:
- Der kunne man efterlyse, at tegnestuerne tog billeddannelsen mere alvorligt som en reel del af deres faglige virke. Arkitektfirmaerne ser nogle gange feltet som et salgsmateriale, noget der ikke er en del af selve deres kerneprodukt og den faglige stolthed. Men måske kunne der være noget potentiale i at tage virkemidlerne mere alvorligt, fordi de netop bruges til den afgørende overbevisning om et projekt og er med til at forme vores forestillinger og forventninger.
Visuel showcase. ”Hele projektet blev designet på næsten fire måneder for at breake internettet. Vi ønskede at skabe en sensation på enhver tænkelig måde og via dette projekt virkelig at fremvise vores platform, fordi projektet fuldt ud beskriver vores æstetik og designmæssige filosofi.” - Laertis-Antonios Ando Vassiliou, stiftende partner, OPA.
Naturromantik og storbyflimmer
Der findes i dag etablerede renderingsfirmaer som norske Mir, der bevidst skruer ned for de filtrerede virkelighedstableauer til fordel for en mere naturalistisk og kunstpræget tilgang, men den dominerende færdselsåre for renderinger er befærdet af tidstypiske tendenser. Marie Stender peger på især to tendenser, der er fremherskende i disse år og som hænger sammen med hhv. naturromantik og socialt liv:
- Det interessante er, hvad det er, der overbeviser os? Vi ser helt klart en naturromantisk stil med f.eks. siv, vilde dyr og oversvømmelser på en dekorativ måde. Det er formentlig beslægtet med en forøget klimatisk og bæredygtig bevidsthed, men også med rødder og autencitet, noget ”oprindeligt”, selv om mange selvfølgelig også stadig foretrækker det helt traditionelle. Her er tegnestuerne – og især de unge – jo first movers i forhold til, hvad der rører sig i tiden.
- Dernæst ser vi også billedfremstillinger, der har at gøre med det sociale liv, som nærmest er beslægtet med reklamer i lækkerhed, lys og ungdom. Det falder nogle gange folk i både socialt udsat planbyggeri og i udkantsområder for brystet, at der er storbyflimmer ud over det hele. De må spørge: Er det kun arkitekturen, der skal laves om på – eller er det også os? Der findes naturligvis overfladiske modeluner, men det er ikke kun det, der er på spil. Renderinger fortæller os også om drømmene i tiden.
Winter is coming
- Det kunne være interessant, hvis tegnestuerne i årene fremover ikke bare tænker på billeddannelse som indpakningspapir, som noget der er smurt på, men som en reel del af det, en arkitekt kan. I USA taler man meget om place making, investerer i at skabe steder og forme hele områders identitet. Det tror jeg, vi også kommer til at se mere af herhjemme, det at man tænker arkitektur og strategisk kommunikation meget mere sammen.
Marie Stender understreger samtidig, at mange tegnestuer jo rent faktisk allerede tør det og gør det, tager renderingen alvorligt. At der kan komme modreaktioner i markedskræfterne. At det ikke altid længere kun er hvid middelklasse og evigt solskin, men at frost og gråvejr faktisk også forekommer i dagens renderinger. Hvor byliv og urbanitet har været buzz words i mange år, ser man nu også eksempler på en visuelt synlig bevidsthed om, at vi så at sige ikke alle er fra Nyhavn, men har forskellige hudfarver, aldre og baggrund.
Ungt, kuldslået og cafe latte-frit
Her taler vi især om den såkaldt indholdsmæssige side af renderinger, men Jesper Pagh bemærker også stil- og formmæssige eksperimenter fra en ikke uventet kant – den yngste generation, fremtidens arkitekter:
- I elevernes afgangsprojekter på Arkitektskolen ser man noget radikalt anderledes end hos firmaerne. Der er eksempler på en helt anden ”kuldslået” tilgang. Nogle virkeligt udsyrede, douchede, cafe latte fri-miljøer og mennesketomme omgivelser. De har friere hænder, og derfor ser du også her, hvad der rører sig. Hvilket er forståeligt nok, fordi arkitektfirmaerne jo har mange andre hensyn at tage, eksterne forventninger og en økonomi at forholde sig til.
- Der er noget absurd i, at jo mere fotorealistisk en rendering bliver, desto længere bevæger man sig væk fra virkeligheden. Det handler om afkodning. Det er jo åbenlyst, at en helt gammeldags stregtegning med blyant er en abstraktion, det opfatter man straks, siger Jesper Pagh og pointerer:
Afkodningens kunst
- Men for lægmand kan en digital rendering læses som virkelighed, og så opstår der en fortolkningsmæssig modstand i forhold til, hvordan projektet rent faktisk kommer til at se ud i den fysiske verden. Der er helt klart et kommunikationsproblem her. Arkitektfirmaerne gør det selvfølgelig, fordi det er nødvendigt, fordi det virker, og fordi det er en bane, de kæmper på, siger Jesper Pagh.
Marie Stender genkender Jesper Paghs pointe i forhold til problemet med afkodning af renderinger og henviser til kendte eksempler, hvor bygherren bevidst undlader at sætte store billboards op, hvor der bygges, fordi de har erfaringer med, at folks efterfølgende oplevelse af virkeligheden ikke stemmer overens med billedets. Og hvor Jesper Pagh peger på nye strømninger nedefra, ser Marie Stender også den teknologiske udvikling som et yderligere vigtigt parameter for morgendagens renderinger:
Det umulige hus. Trods tilsyneladende fysisk umulige strukturer og features som en klippevæg og glasbundet swimmingpool betød den enorme virale opmærksomhed, at ”projektet” fandt en seriøs aftager. Dybdegående konstruktionsundersøgelser blev sat i gang og lokationen fundet: På kanten af et bjerg i Libanon i 1600 meters højde.
Levende simulation – simuleret liv
- Visse arkitekter og tegnestuer bruger af princip slet ikke renderinger. Det gælder f.eks. Peter Zumthor (schweizisk arkitekt, vinder af bl.a. Pritzker Prize 2009 og RIBA Royal Gold Medal 2013, red.), men det er jo nok ikke en farbar vej for de helt unge, siger Marie Stender og afrunder:
- Til gengæld er det jo spændende, hvordan vi anvender renderingen. Der vil sikkert komme en meget større brug af 3D-film og andre medier, hvor man kan simulere bevægelse, rumlighed, lyd og dufte for at kunne overbevise andre om visionen. Jeg oplever, at arkitektfirmaerne er bevidste om, at det er en anden og måske mere legende genre, der ikke helt er som renderingen i måden af fremmane utopien på. Men det er med samme formål som den klassiske rendering. Bare på en mere forførende og levende måde.