”Vi skal lege med tingene”

 

Udfordringer er der nok af for Snedkernes Efterårsudstilling, som fylder 35 år i år. Byggeri + Arkitektur har talt om nutid og fremtid med SE’s nye formand.

 

Tekst af Mike Rømer

 

I februar måned blev Claus Mølgaard valgt som ny formand for Snedkernes Efterårsudstilling, SE, og afløser dermed designeren Mia Lagerman efter fire år på posten.

 

Claus Mølgaard har en lidt usædvanlig baggrund, idet han er uddannet som værktøjsmager og derefter studeret som ingeniør på Teknikum og DTU med speciale i støbeforme til plast og aluminium.

 

Hans første og eneste ansættelse varede tre år hos møbelproducenten Fritz Hansen A/S i Allerød, hvor han blandt andet var med til at udvikle nye møbelserier i samarbejde med den italienske designer Vico Magestretti.

 

Læs mere om møbler

 

Siden da har han i 18 år arbejdet som selvstændig produktudvikler inden for møbler, belysning og produktdesign til kunder i såvel Danmark som i udlandet, og har kontor og værksted i et højloftet lejemål på Frederiksgade ved Marmorkirken.

 

Hvordan kom du i kontakt med SE?

- Det startede med, at jeg begyndte at lave projekter til SE sammen med designeren Søren Ulrik Petersen på et tidspunkt, hvor der ikke var så mange producenter, der ville være med. Det ville jeg gerne, og derefter udviklede det sig – og så kom jeg med i SE’s bestyrelse for 4-5 år siden.

 

Man kan sige, at mit arbejde befinder sig et sted mellem designeren og producenten, så det passer egentlig meget godt til SE.

 

Hvad mener du med, at der ikke var så mange producenter, der ville være med?

- Førhen var det sådan, at man havde et tæt samarbejde med den enkelte producent og kunne gå direkte ud på værkstedet og rode med tingene sammen med en lærling efter fyraften.

 

I dag er det typisk delt op i to lag, hvor du har en producent, som er sælger, og som ikke fremstiller tingene selv, men samarbejder med en række underleverandører.

 

Fritz Hansen producerer f.eks. ikke selv sine møbler mere – det foregår i udlandet – og det samme gælder for en række andre producenter, som er med i vores forening. Og der har SE en udfordring, idet underleverandørerne jo ikke vil arbejde gratis som i gamle dage.

 

Det er altså en anden type producenter, vi har i dag, og det arbejder vi på at finde en løsning på.

 

Læs flere portrætter

 

Vil det sige, at I oplever et skred i forudsætningerne?

- Ja, det er et skred, og ideen bag SE risikerer at gå tabt, for det er meget vigtigt at få producenterne med. Rigtig mange af de projekter, vi viser på SE i dag, er lavet af designerne selv, og det er jo noget i modstrid med den oprindelige tanke.

 

Og samtidig er det gået fra at være rigtige møbelprojekter til mere at være eksperimenter.

 

Man kan også se, at en række af de store virksomheder heller ikke er helt så interesserede i at bruge SE som forum for lancering af nyheder, som de var før i tiden – de har en helt anden strategi for deres markedsføring, og ønsker ikke at investere deres aktier i SE. Vi skal derfor have udviklet vores platform.

 

Det er vel også et problem, at producenterne har en markedsføring af produkter, som går en hel anden vej end SE?

- Det er det, for det, som SE skal, er at lege med tingene og komme med nye bud på, om man ikke kan gøre tingene lidt anderledes – f.eks. undersøge nye måder at bo på og sådan noget. I dag går lanceringen af nye møbler meget hurtigere end før.

 

Der bliver lanceret nye produkter hele tiden og produkterne har typisk en kort levetid på markedet, og ryger hurtigt ud, hvis omsætningsmålet ikke kan nås. Man tager ikke så store chancer i udtryk og form, men på den måde er man selvfølgelig også lidt mere sikker på, hvad man bringer på markedet.

 

Man risikerer vel samtidig, at tingene bliver kedelige og mere ensrettede?

- Ja, og vi har her et problem i Danmark, selv om det egentlig går supergodt. Designvirksomhederne klarer sig godt og sælger masser af varer, også til eksport. Der bliver også eksperimenteret til en vis grad, men alle skal ligesom have det samme – en stol i plast, et sofasæt og sådan noget.

 

Men de helt nye og vanvittige ting ser man ikke, og det kan man måske nok forstå et stykke ad vejen, for det er risikofyldt, og der skal jo også tjenes penge. Derfor synes jeg også, at SE har en meget stor berettigelse for at skabe noget nyt – og det er vi faktisk ret gode til.

 

Hvert år kommer der f.eks. 3, 4, 5 møbler i produktion fra vores udstillinger.

 

Men hvis SE skal fastholde sit momentum af godt design, så er man jo nødt til at forsøge sig med noget nyt, uden at være sikker på, om tingene kan sælges?

- Det er jo lidt som de første universiteter i Bologna, der i sin tid blev skabt ved at lave en mur rundt om kloge mennesker, så de kunne tænke frit i fred og ro. Sådan er det også lidt hos SE, hvor vi har en flok medlemmer, som gerne skulle tænke frit.

 

Vi har jo ingen kuratering af medlemmerne – kun af vores gæster – selv om nogle folk tæt på SE godt kunne tænke sig det. Det er jeg dog imod, for det kunne godt afholde folk fra at eksperimentere for at være sikre på at komme med på en udstilling.

 

Og så er der jo selve kulturen hos SE, for her er det, at en god kultur er meget stærkere end alle mulige regler. Jeg tror, at hvis man får lavet en god kultur i en forening, hvor alle gør deres bedste og synes, at det er spændende at være med, så er man godt på vej.

 

Vi har faktisk en ganske god kultur i SE fra gamle dage, men vi kan godt gøre det bedre ved at snakke lidt mere sammen og dyrke fællesskabet, så vi kan vise over for hinanden, at vi findes.

 

Virksomheder med stærke virksomhedskulturer behøver f.eks. ikke så mange regler, fordi alle ved, hvad det drejer sig om, og trækker i samme retning helt automatisk. Det skal vi også.

 

SE fylder faktisk 35 år i år og fem år mere, og så er I på omgangshøjde med de berømte laugsudstillinger (1927 - 1967, red.). Hvordan kommer I videre?

- For det første skal vi have nogle flere penge, så vi kan udvikle os. Vi er ret succesfulde i Danmark, hvor mange kommer til vores udstillinger – i hvert fald til åbningerne – men vi kunne også godt tænke os at komme mere rundt i landet, og så er der hele den store verden.

 

Spørgsmålet er så, om vi skal rejse rundt i verden med vores udstilling. Det koster penge, og det koster også penge, hvis verden skal komme til os – altså hvis vi skal flyve et hav af journalister ind til Danmark – og skal vi det, så er vi nødt til at finde en anden måde at finansiere tingene på.

 

Herhjemme går det ganske fint, fordi vi får de penge, der er behov for, men vi skal dog stadigvæk søge penge hvert år til de enkelte udstillinger, og her kan vi jo risikere, at fondene pludselig ikke gider os mere og siger nej, og så er vi på den.

 

Skal vi meget mere end det nuværende niveau, så skal vi have fat i nogle flere penge og få en mere sikker finansiering, og det arbejder vi meget på at finde ud af i øjeblikket.

 

Hvilken forening tror du så SE er om fem år, hvor I har 40 års jubilæum?

- Så håber jeg, at vi har fået en lidt bedre administration, så vi har fået nogle flere kræfter. Vi udstiller stadig i København en gang om året og minimum en gang om året i udlandet eller i provinsen – måske kun hvert andet år i udlandet, for det koster jo penge.

 

Forhåbentlig har vi også fået en mere stabil finansiering. Det kunne være fra staten, selv om det ikke ser sådan ud lige nu, men det kunne også være længerevarende samarbejdsaftaler med nogle store virksomheder.

 

Og kommer vi ud i verden, så skal vi sikre os, at vi udstiller de rigtige steder - altså på anerkendte museer med en vis tyngde, for SE har altså en god historie, som vi skal have fortalt bedst muligt.

 

Og så er der en anden ting, som vi skal have klaret om fem år, og det er, at vi skal have fundet en løsning på, hvordan vi håndterer de nye måder at være producenter på, hvor man arbejder med underleverandører og sælgere, for hvordan søren skal det hænge sammen med den måde, som SE kører på? Det er en udfordring.

 

Info om SE-2016

SE-2016 udstiller fra torsdag den 29. september til søndag den 30. oktober i Kongens Lapidarium ved Chr. IV’s Bryghus på Fredriksholms Kanal. Udstillingen har titlen Pitch Black, som nærmest kan oversættes til ’begsort’. Temaet for udstillingen er, at alle de viste møbler skal være sorte og dermed stå i kontrast til lapidariets hvide gipsafstøbninger af skulpturer og bygningsdele - den sorte streg på det hvide papir.