Tommy Falch: Når man gør en forskel for nogen
Manden bag Aarhus Arkitekterne kan i år fejre sit 30 års jubilæum. Byggeri+Arkitektur har talt med Tommy Falch om respekt og bæredygtighed, om Luke Skywalker og om evnen til at have de rigtige mennesker omkring sig.
Tommy Falch er ingen Luke Skywalker. Luke Skywalker er på den anden siden heller ingen Tommy Falch. Og det er ikke en journalistisk fornærmelse, men derimod udtryk for arkitektens egen holdning til sit nu 30-årige virke på tegnestuerne.
I anledning af jubilæet møder vi ham nær byens nye havnefront i arkitektfirmaets aarhusianske domicil. En arbejdsplads i to etager, der domineres af to store, åbne og fælles kontormiljøer, hvilket på sin vis afspejler Tommy Falchs egen tilgang til virksomheden:
- Der er forskellige typer i faget. Jeg har aldrig været en Luke Skywalker, der svæver over vandene og styrer alt ovenfra. Jeg har altid mere set på projekterne og virksomheden som en helhed, et hold, en koncern, hvor der er gensidig respekt omkring de enkeltes styrker, fortæller Tommy Falch.
Respekten og de rigtige mennesker
Der hersker ro, faglig begejstring og en fornemmelse af tid til at tale over Tommy Falch denne formiddag. Han er stiftende partner og adm. direktør hos Aarhus Arkitekterne, der i dag er landets mest vindende tegnestue inden for sundhedsbyggeri med en nu knap 100 mand stor besætning samt afdelinger i København og Oslo.
Og dét med respekten er ikke blot et fyldord, det er én af de bærende grundsten i byggeriet af Aarhus Arkitekterne. Hvis man spørger manden bag, hvad de vigtigste kvaliteter er for at kunne søsætte en arkitektvirksomhed med succes gennem tre årtier, så fremstår netop gensidig respekt som et vægtigt parameter:
- Det er ånden her i huset, at vi skal og kan det hele, at man skal have respekt for hinandens styrker og kompetencer. Man skal udvikle og udvikle sig hele tiden. Og så skal man ganske enkelt have de rigtige mennesker omkring sig, siger Tommy Falch og uddyber:
- Jeg erkender, at hvis man er entrepreneur, som jeg nok er, så lykkes det ikke, hvis man ikke har baglandet i orden. Det har vi her – med en flad organisation delt op i specialiserede afdelinger, og jeg har virkelig stor respekt for mine partnere og vores mange fantastisk dygtige medarbejdere, fortsætter Tommy Falch.
Pionérdrive og ingen ”plejer”
65-årige Tommy Falch var oprindelig tømrer og siden konstruktør, inden han skiftede til lærebøgerne på Arkitektskolen. Og allerede her havde han egen tegnestue, før først arkitektfirmaet Falch og Larsen og siden købet af hæderkronede Salling-Mortensens Tegnestue førte til etableringen af Aarhus Arkitekterne i midten af 1990’erne:
- Vi kaldte det Aarhus Arkitekterne som et fælles banner. Folkene fra Salling-Mortensens Tegnestue havde sundhedskompetencerne, jeg søgte, og vi havde den tekniske viden. Det var virkelig en god tid for alle. Der var pionérdrive, det var sjovt, vi gik aldrig hjem og det føltes som tandhjul, der flettede sig sammen.
Vi ville vinde, og vi vandt faktisk hurtigt de første EU-udbud om sundhedsbyggerier i Danmark og Dublin, siger han og fortsætter:
- Man skal virkelig have tanke for at vinde og tænke nyt. Hvis man gør, som plejer at gøre, så gør man ingen forskel for nogen.
Bæredygtig før sin tid
Fra starten var Tommy Falch og Aarhus Arkitekterne en frontløber inden for bæredygtighed. I dag ser han det som en helt naturligt integreret del af alle virksomhedens aktiviteter, og Aarhus Arkitekterne var bl.a. tidligere ude end de fleste med udvikling af højisolerede, bæredygtige elementfabrikker:
- Det skyldtes nok min interesse i de muligheder, der kom efter Murens Fald i 1989, hvor der opstod en gruppe, der havde et behov. Markedet i f.eks. Polen var egentlig slet ikke klar til det, så det blev til eksport til Tyskland.
Men i dag er det en stor succes, og senest har elementfabrikken i Polen vundet nationale priser for konceptet. Så dér har vi været forud for vores tid, og bæredygtighedstanken har gennemsyret det hele. Bæredygtighed står mit hjerte nært.
Mulighedernes kunst
På boligområdet har Aarhus Arkitekterne som part i rådgiverkonsortier netop afsluttet den opdaterende helhedsplan for Korskærparken og Sønderparken i Fredericia samt netop påbegyndt helheds- og udbygningsplanen for Kildeparken i Aalborg. Ifølge Tommy Falch begge meget store og spændende projekter med anlægsøkonomier på ca. 500 mio.
Han fremhæver desuden den gennemgribende modernisering af Ringgården afd. 1 i Aarhus, hvor almenboligerne fra 1940’erne med central placering i byen er blevet omdannet til nye og meget eftertragtede boliger.
Karréens oprindelige facader mod gaden er bevaret, samtidig med at alle lejlighederne har fået nye køkkener, badeværelser og åbne terrasser, der skaber visuelle og fysiske forbindelser mellem ude- og inderum – samt ikke mindst en fælles tagterrasse, der skal forstærke det sociale fællesskab.
- Det er mulighedernes kunst. Hvordan kan vi optimere i forhold til regnvand, solceller, lys, CO2 osv.? Det er et projekt, hvor vi søger en anden form for renovering, der skaber nye rammer til et gammelt byggeri og en ny dimension af bæredygtighed, fortæller Tommy Falch og fortsætter:
- Når der som nu skal optimeres og bygges tættere, er det fantastisk at gå en tur i området og se alt det liv, det er lykkedes at skabe – som en italiensk gade fyldt med liv, hvor folk ser hinanden i et semioffentligt rum. Det giver begejstring.
Rigets specialister i sundhed
Når det gælder sundhedsområdet, har Aarhus Arkitekterne indtil nu projekteret over én million kvadratmeter sundhedsbyggeri. Visionen for virksomhedens sygehusbyggeri er at skabe ”fremtidssikret byggeri med multifunktionelle rum og tilpasningsmuligheder”, der integrerer den nyeste teknologi og forskning.
Aarhus Arkitekterne er bl.a. totalrådgiver på Det Nye Rigshospital, som allerede er kåret som verdens bedste fremtidige hospitalsarkitektur med tildelingen af WAF-prisen i 2012.
Aarhus Arkitekterne har sammen med 3XN, Sweco og Kristine Jensens Tegnestue stået for opførelsen af de 81.500 m2, der rummer en ny nordfløj, patienthotel og administration samt p-hus på Rigshospitalet fra byggeprogram til færdigt byggeri – til en samlet anlægssum på 1.85 mia kr.
Igen er bæredygtighed samt fleksibilitet og en helende arkitektur bærende elementer i projektet. Arkitektonisk set er hovedgrebet en sammenhængende V-formet struktur og to hovedakser, der både giver kortere afstande og godt lysindfald til patienter og ansatte.
Og for Tommy Falch er en 360 graders helhedsforståelse af arkitektur, funktionalitet, økonomi og bæredygtighed afgørende:
- Man skal kunne alle disciplinerne, og derfor samler vi en gruppe, der omfatter alle områdernes specialviden til en så kompleks funktionsplanlægning, som kræves til Riget 2.0. Det er drivet i at lave sundhedsbyggeri: Man skal kunne det hele, lytte og forstå det hele for at det kan lykkes at realisere byggeriet inden for rammerne, siger han.
Den overordnede bæredygtige tilgang til projektet omfatter bl.a. solceller til vedvarende energi og grønne tage som en del af klimatilpasningen – med hensyn til både miljømæssige, sociale og økonomiske aspekter af en bæredygtig helhedsløsning, der er langtidsholdbar i forhold til fremtidens hospitalsdrift.
Mit eget blå ocean
Tilbage i Aarhus vibrerer tegnestuen af liv og samtidig ro omkring øerne af sammensatte skriveborde, der udgør platforme og afdelinger for aktuelle projekter såsom det nye Aalborg Universitetshospital.
Tommy Falch selv sætter sig nok ikke længere så ofte ved tegnebordet, men indtager i dag en mere overordnet rolle med udvikling og samarbejde som centrale drivremme:
- Jeg binder mest trådene sammen – og kigger fremad. Det næste, vi allerede er i gang med, er pharma-projekter, der kombinerer de forskellige specialområder. Min begejstring kommer meget af at arbejde sammen med folk, der har en kæmpeviden om dét, de arbejder med.
Og al nyudvikling er spændende, om det så er mindre projekter eller overordnet byudvikling, der skaber investeringsmuligheder. Der sejler jeg i mit eget blå ocean, siger han med et smil.
Tommy Falch har stadig drivet, kreativ kampgejst og ingen planer om at lade sig pensionere inden for en overskuelig fremtid. 30 år i faget er ingen grund til at blive bagud skuende.
Uanset om man arbejder med Ringgården eller Rigshospitalet, så handler det fortsat om at tænke i udvikling og afsøge mulighedernes rige. Det handler om at have de rigtige mennesker omkring sig. Og det handler om aldrig at gøre, som man plejer.