Et fotografi skal have emotionelt indhold for at virke

Blandt arkitekter kan der være en tendens til at se fotografiet som dokumentation af bygningen og dens udtryk. Her har Torben Eskerod et erklæret mål om at skyde følelser ind i motivet, således det ikke er arkitekturen, der er det essentielle – men fotografiet i sig selv.

 

Tekst af Mikkel Weber Sandahl

 

Torben Eskerod har gennem sin karriere udforsket fotografiets muligheder fra forskellige vinkler – fra portræt- og dokumentarfotografi til arkitektur- og landskabsfotografi – og han har stået bag hundredevis af udstillinger verden over. Torben Eskerods baggrund som kunstfotograf har præget hans holdning til arkitekturfotografi, som han ofte oplever som ensartet og begrænset i forhold til det enorme potentiale, fotografiet rummer:

 

- Kunstfotografiet har været min metier, og hvor andre fotografer med en uddannelse som arkitekt har bygningen som fokus, så har mit fokus altid været fotografiet i sig selv. Jeg mener, man skal stole på øjet, som ser, og her er der altid et væld af forskellige måder at se den samme bygning på. Det japanske arkitektfirma SANAA hyrer for eksempel fire fotografer på deres projekter, så de får forskellige kig på arkitekturen. Og det er grundlæggende mine øjne, en kunde køber, ikke mit kameraudstyr.

 

Læs flere Portrætter

 

Man skal kunne blive berørt

- Inden for arkitekturfotografi har vi Danmark en tendens til at gøre det på den samme arkitektur.dk måde, hvor der er en stræben efter visuel klarhed. Og det er der ikke noget galt med, men det er for mig mere interessant at lede efter følelser i arkitekturen, hvor man bliver berørt af lyset eller stemningen i fotografiet. Arkitekturfotografer ser naturligt nok på overflader, men min arbejdsmetode er at prøve at gå under overfladen og finde noget ekstra, fortæller Torben Eskerod og pointerer:

 

- Mange vil gerne demonstrere hvor stort og arkitektonisk præcist, byggeriet er. Her kan jeg godt lide at tage noget med, som andre vil betragte som forstyrrende – en solrefleks eller lidt vejarbejde i forgrunden. Man skal ikke være bange for at forstyrre de rene linjer. Jeg kan godt lide fejlen, der bryder billedet.

 

Torben Eskerod trækker således på en stor pallette indenfor fotografiet, hvor teknikker fra eksempelvis portrætfotografiet kan være med til at løfte oplevelsen. Et godt eksempel er hans arbejde på svømmehallen AdO Arena i Bergen af KHR Arkitekter, hvor han har valgt at lade en kvindelig svømmer dominere billedet. Torben Eskerod fortæller:

 

- Man skal turde stole på øjet, der ser.  Der er ikke noget galt med at få andre elementer med end bygningen – tværtimod kommer der herved et vigtigt emotionelle lag ind. Når man kender lidt til kunstfotografiet, så skal der bare lirkes lidt på proppen for at få en spændende effekt. Jeg prøver altid at give fotografier noget mere, som folk ikke vidste, de ville have. Noget uventet ekstra.

 

 

Modsætninger skaber liv

Torben Eskerod har i ca. 10 år været billedredaktør for Velux Group magasinet Daylight & Architecture, hvor han har arbejdet med temaer og stemninger fremfor konkrete arkitektoniske projekter.

 

- I Daylight & Architecture har jeg haft en platform til at promovere kunstfotografiet inden for arkitekturverdenen, og det har været utrolig spændende at præge et magasin på den måde.

 

Læs portræt af Adam Mørk: Arkitektur set gennem et kamera

 

I den seneste udgivelse valgte Torben Eskerod at stille danske Adam Mørk overfor den portugisiske fotograf Daniel Blaufuks, hvilket giver et spændende møde mellem to verdener, fortæller han:

 

- Adam Mørk er en fantastisk dygtig fotograf, som jeg ofte sparrer med omkring forskellige faglige problematikker. Han har som arkitekt en dyb viden, og når man ser Adams billeder, så tænker man uvilkårligt: Sådan er arkitektur!

 

- Hvor Adam Mørk flyttede omhyggeligt rundt på sofaen, så den stod bedst muligt i rummet, så smed Daniel Blaufuks sig på den med sin iPad og kiggede rundt i rummet. Her har det været sjovt at sætte de to forskellige temperamenter over for hinanden, og min grundlæggende tese er, at når man i magasinet sammenstiller Adams præcision og Daniels mere emotionelle indgangsvinkel, så bliver helheden større end enkeltdelene hver for sig, fortæller Torben Eskerod, som for nylig har valgt at stoppe som billedredaktør, da han gerne vil have mere tid til andre ting. I den forbindelse fik han spørgsmålet, om han kunne pege på en afløser, og det var ret vanskeligt, da der er rigtig mange dygtige arkitekturfotografer og rigtig mange dygtige kunstfotografer, men der er ikke mange, som prøver at forene det.

 

”Jeg tror på autenticitet”

Arkitekturfotografier opdyrker som tidligere nævnt ofte de store, rene linker, og derfor ser man også sjældent mennesker i billederne. Torben Eskerod fortæller i den forbindelse:

 

- Jeg kan godt lide mennesker i arkitekturfotografi, men de kan hurtigt blive inventar eller dekorativt fyld, så billeder begynder at ligne en rendering, og det må selvfølgelig ikke ske. Jeg har ingen løsning på den problematik, men jeg tror på autenticitet. Vi kan som mennesker fornemme, om noget er rigtigt. Om vi tror på det. Man bliver hurtigere træt af at se på en rendering.

 

Læs også interview med arkitektur-fotograf Mads Frederik

 

Can Lis – samtaler med et hus

Da Torben Eskerod fyldte 50 for nogle år siden, var han ikke i stemning til at blive fejret, og her mødtes han med sin gode ven arkitekten Kim Utzon, som havde en overraskelse i baghånden.

 

- Kim Utzon gav mig nogle nøgler i hånden uden at sige noget. Det viste sig at være nøglerne til Can Lis (red. Arkitekten Jørn Utzons hus på Mallorca, som er opført i 1972 og udnævnt til at være et af de vigtigste huse opført i det 20. århundrede), som jeg kunne låne. Men jeg var fast besluttet på ikke tage mit kamera med, da det er et yderst gennemfotograferet hus, og jeg ville bare slappe af. Alligevel pakkede jeg kameraet i sidste øjeblik til feriebilleder, fortæller Torben Eskerod og fortsætter:

 

- Da jeg kommer ned til Can Lis, så ligger der alle mulige arkitekturmagasiner og bøger med billedserier fra huset, og jeg tænkte, ja, alt er blevet endevendt så mange gange. Der er ingen grund til at tage billeder – de har fanget huset fuldstændig. Men da jeg gik rundt dernede, så var der pludselig noget, der klikkede inden i mig: Der er noget helt unikt ved det her hus, noget vigtigt, som ikke er blevet fanget i alle de fotografier.

 

Torben Eskerod havde en næsten spirituel fornemmelse af huset, og så begyndte han som enhver anden opgave at fotografere løs – med det formål at indfange husets sjæl. Da han havde været i gang et stykke tid og kom ind i den kunstneriske proces begyndte han at se sprækker, hvor ukendte sider af arkitekturen kom til syne.

 

- Det er jo et lille hus, og der har i andres fotografier naturligvis været fokus på de fantastiske udkig til Middelhavet. Men det er også speciel en følelse foruden alt det åbenlyst spektakulære, og derfor har jeg ignoreret de store kig og fokuseret på mellemrummene og detaljerne. Eksempelvis springer der træer frem fra facaden som musik – næsten som en komposition, fortæller Torben Eskerod og fortsætter:

 

- Jørn Utzon havde meget lysfølsomme øjne og blev kaldt ”Mr. Sunglasses” på Mallorca. Og derfor har han brugt hjørner til at bryde det skarpe sollys, så der strømmer et blødt lys inde i rummene, hvilket samtidig giver en særlig materialitet.

 

 

Læs portræt af arkitekt Kim Utzon: Fra streg til stemning

 

Torben Eskerod har på Can Lis lavet studier i lys, hvor han har udforsket den kompleksitet, hvorved lyset brydes på. I den forbindelse har han taget billeder af det samme motiv igen og igen på forskellige tidspunkter, men han fremhæver, at han hver gang stiller kameraet op på ny. Når der er forskellige afstande og indramning på hvert billede, så giver det en dynamik, så oplevelsen aldrig bliver ensartet og statisk. Torben Eskerod udtaler:

 

- Can Lis er jo ikke tegnet som et almindeligt projekt. Det er blevet bygget løbende, mens han var dernede, og jeg har talt med folk, som har været involveret i processen, som kunne fortælle, at Jørn Utzon ofte sad i en stol, når han visualiserede byggeriet. Så begyndte jeg at beregne mig frem til hans øjenhøjde fra stolen, og da jeg stillede kameraet i den højde, var det pludselig meget, der gav mening i forhold til rummets geometri.

 

Processen med at forstå husets særlige ånd, som Torben Eskerod påbegyndte sig på, vil blive gengivet i en kommende fotobog med titlen ”Can Lis - samtaler med et hus”. Han fortæller i den forbindelse:

 

- Bogen har været lang tid undervejs, og det er svært at afslutte den kunstneriske søgen efter at forstå mere af huset. Jeg ser det som en kunstnerisk dialog med Jørn Utzon, og den proces har faktisk været en åbenbaring for mig i min måde at betragte arkitektur på.