Byens Netværk: Vil kreativiteten i det Københavnske byggeri kunne overleve?
Københavns Kommune har besluttet, at udbud af børnehaver, skoler og kulturhuse skal begrænses til to store udbud. Fortalerne forsvarer den nye udbudsstrategi med, at den giver stordriftsfordele og færre fejl i de nye byggeprojekter. Kritikerne frygter, at vi ender med en kedelig og standardiseret by. Byens Netværks debatsalon sørgede for, at både fortalere, modstandere og tvivlere fra byggebranchen fik lov at diskutere det nye tiltag.
Et bredt panel af skarpe debattører fik vendt og drejet både bekymringer og håb for den nye aftale. Men alle var enige om, at processerne i det danske byggeri trængte til at blive strammet gevaldigt op. Hvordan dette skulle gøres, var der dog langt fra enighed om.
Rasmus Brandt Lassen: Vi skal tage erfaringerne med os
Byggechefen i Københavns Kommune, Rasmus Brandt Lassen er ansvarlig for de nye strategiske partnerskaber. Han startede arrangementet ud med at svare på, hvorfor man overhovedet skulle ændre ved det nuværende udbudssystem:
- Vi ønsker at skabe en læringskultur omkring vores byggeri. Vi skal skabe projekter, hvor vi bruger hinandens forskellige kompetencer og også sikrer os, at de erfaringer, vi gør os fra det enkelte projekt, kan overføres til det næste. Det mener jeg ikke, vi kan gøre på den måde, vi i dag arbejder på, og derfor måtte vi igangsætte en ny strategi.
Louis Becker: Udviklingen kan gå i stå
Direktør og Partner i Henning Larsen Architects, Louis Becker var derimod mere kritisk stemt over for de nye strategiske partnerskaber. Han påpegede, at staten og kommunerne igennem mange år havde været den største bygherre i Danmark og også havde drevet den arkitektoniske og tekniske innovation langt. Han frygtede at ved at begrænse sig til to udbud og en 4-årig rammeaftale, kunne det fastfryse udviklingen i arkitekturen. Sverige, hvor man siden 60’erne har forsøgt sig med sådan en politik, fremdrog han som et skræmmeeksempel. Han mente, at det havde været med til at kvæle den arkitektoniske nytænkning i vores naboland.
Mikkel A. Thomassen: Et alternativ til impro-scenen
Partner i Smith Innovation, Mikkel A. Thomassen, lagde bestemt ikke skjul på, at han gerne så flere gentagelser i det københavnske byggeri. Det var netop gennem gentagelser, at man opnåede perfektionen, hvoraf han sammenlignede byggeriet med indspilningen af et stykke musik.
- Jeg hilser Københavns Kommunes forslag velkomment som en måde at skabe et alternativ til den impro-scene, som de danske arkitekter tilsyneladende foretrækker at arbejde på, lød det provokerende fra Mikkel A. Thomassen.
Karsten R.S. Ifversen: Man må ikke lægge alle æg i samme kurv
Arkitekturredaktør på Politiken, Karsten R.S. Ifversen, har tidligere skrevet, at Københavns overborgmester dræber den næste Bjarke Ingels, og han har været toneangivende i den offentlige debat omkring kritikken af de nye partnerskaber. Han mente, at det store problem lå i, at man lod en kæmpe opgave tilfalde en enkel totalentreprenør i fire år. Derved ville alle erfaringer ved de højtpriste gentagelser og læringsprocesser gavne én enkel aktør. Med hans egne ord: Man lægger alle æg i samme kurv. Det ville derfor blive svært for eksempelvis nye tegnestuer at tilkæmpe sig opgaver og dermed erfaringer. Han bed mærke i, at en arkitekt som Bjarke Ingels startede med små opgaver i Københavns Kommune, der siden gjorde ham synlig på en international og national radar. Han erklærede sig enig med Louis Becker i, at de nye partnerskaber kunne kvæle de nye talenters mulighed for at markere sig såvel som den nytænkende arkitektur.
Preben Dahl: Frygter fald i kvaliteten
Chefjurist i Danske Ark, Preben Dahl ytrede den bekymring for den nye aftale, at han så en risiko for, at en totalentreprenør kunne komme til at dominere byggeriet og dets kvalitet i en negativ retning. Han mente, at de ville lægge for stor vægt på økonomien i byggeriet, og man kunne være uheldig at se både den tekniske og arkitektoniske kvaltiet falde til fordel for en kortsigtet økonomisk gevinst. Endvidere nævnte han også, som flere andre, Sverige som eksempel. Svenskerne selv var trætte af deres egen byggemodel og søgte at kapre danske arkitekter, der kunne tage større kontrol over byggeprocessen, fortalte Preben Dahl.
Henrik Garver: Frygter tanken om ”one size fits all”
Direktør i FRI, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Henrik Garver, var betænkelig, men så nogle fordele ved de nye kæmpeudbud:
- Vi ser nogle gode takter i forhold til incitamentsmodellerne i kontrakterne ved de gentagende samarbejder, mulige effektiviseringsgevinster og til sidst en optimering af processerne, hvis bygherren blander sig mindre i selve byggeriet.
Men han var dog på sine medlemmers vejene utilfreds med, at man kun skulle have to totalentreprenører, der kommer til at køre alle deres projekter ens, hvilket ender ud i en one size fits all-model. Han ærgrede sig over, at denne model skal benyttes i alle projekter, og som Preben Dahl, så han en risiko for en faldende kvaltiet i byggeriet.
Torben Liborius: Entreprenørerne vil ikke dominere byggeriet
Den Erhvervspolitiske Chef i Dansk Byggeri, Torben Liborius, var en varm fortaler for Københavns Kommunes nye byggepolitik.
- Byggebranchen har længe været ude for en konstant beskyldning for at være for langsom, uproduktiv, ja næsten alt er galt med vores processer. Et af problemerne er, at der er nye teams på den samme type af projekter, derfor ser vi frem til i fremtiden at høste fordelene ved de såkaldte gentagelseseffekter, forklarede Torben Liborius.
Dertil så han med glæde, at entreprenørerne blev involveret så tidligt i projektet som overhovedet muligt. Han beroligede dernæst de kritiske ingeniører og arkitekter med, at entreprenørerne jo ikke ville overtrumfe byggeriets mange parter, selvom de fik mere indflydelse. Han benægtede samtidigt, at byrummets arkitektoniske kvalitet i fremtiden ville forringes, bare fordi man så den samme daginstitution i Valby og på Nørrebro.
Hvem lægger æg og hvem kagler?
Efter debattørenes indledende debatrunde kunne de hver især uddybe deres synspunkter. Louis Becker og Preben Dahl anfægtede også, at bureaukratiske regler stod i vejen for en omkostningseffektiv byggeproces. Rasmus Brandt Lassen forklarede her, at de mange regler og krav til byggeriet i København nok ikke ville ændre sig. De var alle udformet efter at skabe optimale betingelser for byens borgere og byggepladsens arbejdere, hvad end det drejede sig om avancerede kloakeringsreglementer for nybyggeri eller miljøregulering.
Louis Becker og Torben Liborius formåede hver især at kridte banen op. Louis Becker stillede spørgsmålstegn ved entreprenørernes kompetencer, og Torben Liborius anså arkitekterne som værende for fokuseret på det kunstneriske aspekt af et byggeri og i stedet for det tekniske og økonomiske.
Rasmus Brandt Lassen formåede at afslutte en spændende debat med et humoristisk og let provokerende udsagn med endnu en æggemetafor efter, at Københavns Kommunes nye plan igen blev kritiseret for ikke at rette op på byggebranchens problemer:
- Der hvor jeg kommer fra, siger vi, at der er to slags høns, dem der kagler, og dem der lægger æg. Vi har nu i Københavns Kommune lagt et æg, og nu skal jeg lige love for, at der er mange, der kagler.