Ville du hænge den op på din væg?

 

Norske Mir lever af at skabe arkitektoniske renderinger, men trækker dem bevidst i en nedtonet retning. Det handler om at fange essensen og personligheden i et projekt og aldrig undervurdere renderingens værdi.

 

Tekst af Rune H. Jensen

 

Er renderinger blot form, effekt og masseproduktion i jagten på bedre vinderchancer i konkurrencer? Eller kan de i bedste fald også medvirke til at højne bygningernes kvalitet og niveauet for arkitektonisk nytænkning? Den norske renderingsvirksomhed Mir går sine egne veje og har succes med det. BYGGERI+arkitektur har talt med det 17 mand store Mir’s medstifter og partner Mats Andersen om arbejdsprocessen og branchens udvikling, om behovet for at skrue ned for mængden af farvelade og se sig selv mere som kunstner. Om modet til at gå imod strømmen og bare være anderledes for at kunne skabe noget virkeligt nyt.

 

Hvordan ser du branchens udvikling over de senere år i forhold til efterspørgsel? Hvilke krav møder I i dag fra arkitekterne, og hvilke krav kan I stille til arkitekterne?
- Generelt er branchen den samme, til trods for at mange mindre studier dukker op, og til trods for at softwareudviklingen har betydet, at mange mennesker nu kan lave temmelig sofistikerede renderinger. Så selv om efterspørgslen er rigtig høj, så er der også flere udbydere end nogensinde. 3D og Photoshop er magtfulde redskaber, og det er nemt at blive ført med vinden af software-teknikaliteter. En masse middelmådige renderinger kan blive spyttet ud over kort tid, siger 39-årige Mats Andersen, og fortsætter:

 

Arkitektens status falder med dårlige renderinger

- Min holdning er, at denne udvikling ikke gavner arkitekturen som helhed. Arkitektens status falder i samme takt som dårligt lavede renderinger bliver brugt til at dokumentere hans arbejde med. 3D og renderinger er i meget høj kurs, bliver masseproducerede og ender med at savne karakter og personlighed. Og mange projekter fortjener bedre. Jeg ved ikke, hvor det ender, men før eller senere må arkitekterne indse, at de vil blive opfattet i henhold til, hvordan de ”klæder sig på”. Vores klienter er vidt forskellige og forventningerne er lige så forskellige. Her er vores mission at klemme dem alle sammen ind i et ”mind set”, hvor de tør være forskellige og kan se, hvor godt det kan føles og de resultater, det bringer. Renderinger handler mest om at inspirere og fascinere folk.

 

Læs flere Portrætter

 

Hvad er din holdning til denne fortsatte diskussion om ”misbruget” af renderinger med en overflod af effekter og forstyrrende støj bl.a. med henblik på bedre chancer i konkurrencer?

- Debatten er helt rimelig og kritikkerne har ret i mange ting. Det har overordnet at gøre med det faktum, at vigtigheden af renderinger er blevet undervurderet, og der er ikke blevet lagt nok tid og tænkning ind i det. Så ender det med et samlebånd af dårlige og billige renderinger, der ligestiller og forfladiger alle variationer i arkitektoniske udtryk. Dét er ikke godt. Arkitekter bliver traditionelt set som en gruppe mennesker med god smag, kulturel indsigt og vid. Det virker til, at det alt sammen ikke gælder, når det kommer til måden, de præsenterer deres eget arbejde på. Det er naturligvis en generalisering, men jeg tror, mange deler holdningen.

 

 

De dæmoniserede

Og løsningen på dét?
- Færre billeder med en bredere rækkevidde af stilarter ville kurere problemet. Kunderne bør tør tænke ud af boksen i forhold til, hvordan de præsenterer deres bygninger. Måske begynde at tegne i hånden eller male igen… tænke mere enkelt og være mere selvtillidsfulde. Arkitekter kunne begynde med at stole på, at folk fanger budskabet også uden alle de farvede balloner på himlen og smilende mennesker, der betragter synet fra deres balkoner.

 

Men som du også indikerede, handler det jo meget om markedskræfter. Udbud og efterspørgsel. Føler I jer nogle gange dæmoniserede af den fortsatte diskussion om form versus indhold – at det ”bare” er teknisk show-of og overforbrug af Photoshop-effekter?

- Ja, i en hvis udstrækning. Men vi har – så at sige – en ren samvittighed, fordi vi altid forsøger at behandle hvert projekt med respekt og tage det, for hvad det er. Men igen: Der er et problem derude, som det måske nok vil tage tid at helbrede. Software har ændret den måde, bygninger bliver designet, fremstillet og visualiseret på. Jeg antager, at det forøgede behov for profit også spiller en rolle i forhold til kvalitet versus kvantitet. Om det er godt eller skidt, vil man sikkert diskutere længe.

 

Læs mere om IT & Teknologi

 

Personlighed frem for bullshit seen before architecture

Så hvad er den optimale 3D-visualisering for dig? Og den værste eller mindst vellykkede?

- Den optimale visualisering er én, der fanger essensen af projektet. Ideelt set omfavner den både lokationens og projektets personlighed og følelse. Og det skal den være i stand til at kunne uden at tilføre ekstra elementer og sminke. Som nævnt skal den inspirere og måske fascinere. Den skal være mindeværdig i sig selv og let at genfortælle eller beskrive med få ord. En anden test er at spørge sig selv: ”Ville du hænge den op på din væg?”

 

- Den værste rendering er én, som du straks filtrerer væk og putter ned i en mental skuffe, der hedder ”bullshit seen before architecture”. Du vil aldrig komme til at huske den og aldrig blive fascineret af den. Den har for mange klichéer i måden, den fremstiller på, eller også er projektet selv anæmisk og suget tør for karakter. Hvis renderingen f.eks. råber ”JEG ER COOL!” eller ”HER BLIVER DU ET MEGET LYKKELIGT MENNESKE!” med brug af alle mulige fremhævninger, så kan jeg heller ikke lide den.

 

I har fra starten netop insisteret på en anden tilgang. I bruger ikke nær så mange effekter eller lysmanipulationer, I fjerner uønskede skygger osv. Hvorfor – og hvad mener I egentlig mere konkret med jeres filosofi om ”Natural Visualizations”?

- Det har altid været vores idé, at naturligt lys er den bedste måde at beskrive arkitektur på. Dvs. at bevare det mørkt i hjørnerne og lyst, der hvor solen skinner. Det betyder ikke, at vi er ”3D fotorealisme-purister”. Ved at lade lyset gøre sit arbejde bør det kun være nødvendigt at foretage ganske lidt post-effektprocessering, for at en renderinger føles rigtig. ”Snyd” med solretninger og skygger gør vi kun i meget mild udstrækning og kun for at afbalancere detaljer en smule på den ene eller anden måde.

 

 

 

Den usikre arkitekt

- I mange arkitektoniske renderinger stammer de tilførte effekter kun fra usikkerhed hos arkitekten eller bygherren. At de ikke stoler på de iboende kvaliteter i deres designs. Det tager form som overkommunikation i renderingerne. Masser af glade mennesker, lys der kommer fra alle retninger og typisk brug af vidvinkel. Resultatet er billeder, der undervurderer fantasien og videt hos beskueren. Og dét tager ikke arkitekturen alvorligt. Vi har modstået denne tilgang, og heldigvis påskønner mange kunder vores måde at gøre tingene på.

 

- ”Natural Visualization” er faktisk et begreb, vi nu er ved at bevæge os væk fra, da vi ser, at andre har kopieret det. Men hensigten var at signalere, at vores tilgang til arc-viz er anderledes. Billeder bør være afslappede, føles virkelige og have sammenhæng med lokationen. Man bør blive transporteret ind i renderingen. Teksturer, lys, atmosfære og planter bør have solidt rodfæste i virkeligheden. Og så bør aktiviteten og tempoet i renderinger føles på en bestemt måde.

 

I den sammenhæng: Kan du fremhæve to af jeres egne renderinger, som du mener skiller sig ud og hvorfor de gør det?

- To billeder falder mig ind: En privat villa designet af den norske arkitekt Jensen & Skodvin. Den lille gårdhave eller have. Vi fokuserer på træet. For mig skiller den sig ud, fordi den ikke highlighter arkitekturen direkte. Men arkitekturen er alligevel stadig meget nærværende, måske endda mere, end hvis træet ikke var der. Den skriger ikke til dig, lader dig bare være der, lader dig tage din egen beslutning, inviterer dig måske til at tænke, at du godt kunne bo der – eller i det mindste leje stedet for et par dage.

 

- Det andet er til The Haag Dance Theatre-konkurrencen, et billede som jeg lavede for en del år tilbage. Det zoomer ind på tværs af plazaen og op på højden. Det meste af bygningen ligger uden for rammen, men dit øje trækkes alligevel mod den. Man opdager den etage for etage. Billedet opfordrer dig til ønsket om at se mere. Dengang var det en ret ukonventionel komposition pga. de kedelige farver og stærke zoomobjektiv. Men det virker stadig godt, synes jeg, og fanger fornemmelsen af en tid og et sted.

 

- Vi har arbejdet sammen med mange af de højt respekterede tegnestuer i verden og large scale-projekter, men det er svært at sige, hvilke vi er mest stolte af. Når alt kommer til alt, er det der inspirerer os mest en arbejdsproces, der tillader os at skabe de mest fascinerende og eventyrlige repræsentationer af projektet. At indfange noget anderledes og forfriskende. Uanset om et så er et ydmygt skur i skoven eller et utopisk hotel i Dubai.

 

Ukonventionel arbejdsproces

Hvordan er arbejdsprocessen, når I får visualiseringsopgaver for disse tegnestuer?

- Billedproduktion er en meget simpel proces. Efter en snak med vores klient om projektet udvikler vi lo-res sketches, der ret præcist foreslår måder, vi mener, bygningen skal afbilledes på. Nogle gange ligger vores forslag ret langt væk fra det, vores klienter først bad om. Det er oftest fordi, vi ser projektet med friske øjne og finder andre ting i forholdet mellem arkitekturen, dets lokation og omgivelser, som vores klienter aldrig havde tænkt på. I alle tilfælde bliver konventionel tænkning altid udfordret, og vi mener, det er en sund øvelse for os selv, arkitekten og projektet.

 

- Når det er besluttet, hvilket koncept der skal forfines, reproducerer vi sketchen i høj opløsning med én eller to muligheder for at justere detaljerne for kunden, som de bedst kan lide det. Vi bruger omkring en uge på at udvikle hvert billede. Vores kunstnere er ikke opdelt på nogen måde i forhold til ekspertise og alle arbejder på deres renderinger fra start til slut. Så det er ikke et fabrikslayout, men mere en studie-tilgang, hvor en gruppe individuelle kunstnere arbejder sammen og deler viden og inputs. Trond Greve, som også er medstifter og partner, og jeg selv leder outputtet sammen med de andre co-partnere for at sikre, at hver eneste rendering holder Mir’s tekniske og kunstneriske niveau.

 

- Den mest krævende del er at manøvrere vores kunder med om bord på vores måde at tænke på. Vi lærer dem, at det er vigtigere, hvad du føler, når du ser et billede, end hvad billedet rent teknisk beskriver. At sætte ord på disse emner kan være særdeles svært, og vi forsøger at definere, hvad der er rigtigt og forkert ud fra vores egen ”rule book”.

 

 

Computeriseret hastværk

Et af jeres kvalitetsparametre må her være originalitet – og igen, modet til at skille sig ud. I mine øjne har figurerne, landskaberne og bygningerne i bl.a. animations- og special effect-orienterede film en tendens til at se ens ud. Samme glød, samme glatte overflade, samme måde at bevæge sig på. Er vi tilsvarende på vej mod en ensartethed eller ”computerism” i arkitektur – eller kan vi faktisk også løfte bygningernes arkitektoniske værdi bl.a. med de nye softwaremuligheder?

- Softwaren har sine styrker og svagheder, og det bliver synligt inden for alle kreative felter. Reproduktion og kopiering er nemt. At være opfindsom er vanskeligere, fordi gode koncepter ofte kræver tid for at kunne modne og udvikle sig. Den computeriserede proces accelererer skabelsen af bygninger og tegninger så meget, at noget gå tabt undervejs. Forhastede processer og genbrug af gamle koncepter og ideer mener jeg ikke kan føre til noget godt.

 

- Selvfølgelig er computersoftware meget behjælpelig for mange kunstnere og arkitekter, men det forudsætter kombinationen af tålmodighed og vid, hvis resultatet skal blive fedt. Der er stadig mange arkitekter, der er ganske analoge i deres tilgang, og den idé kan jeg egentlig godt lide.

 

Fremtiden, VR og stillbilleder

Til sidst: Hvordan ser det ud inden for arkitektoniske visualiseringer om 5-10 år?

- Det er svært at forudsige. Men jeg tror på, at vores branche stadig vil være relevant i mange år fremover. Som inden for de fleste områder vil udbyderne variere i pris, kvalitet og tilgængelighed. Der er meget buzz omkring VR (virtual reality, red.) og andre realtidsløsninger for tiden. Jeg tror, at disse teknologier vil blive brugt som supplerende designredskaber, men jeg er ikke helt sikker på kvaliteterne i dem som præsentationsværktøjer, siger Mats Andersen og afrunder fremtidsscenariet:

 

- At opleve bygningerne up front i 3D VR vil for mig være som at slå noget af magien ihjel i dét at skabe noget frem for at vente og se, om det bliver som forventet. I stillbilleder er der stadig rum nok til fantasi og eventyr. Så jeg tror, at 2D-renderingen i mange år endnu vil forblive det primære format, når man skal dele sit design.