Kan det nu også passe?

Annonce

Kan det nu også passe?

Indlæg af adm. direktør Gitte Krusholm Nielsen, Danske Tegl

 

Da jeg fik jobbet som direktør i Danske Tegl, var min første og vigtigste opgave, at gå ud i verden og fortælle den gode historie om murværk og tegl. ”Spændende!”, tænkte den gamle sælger.

Jeg stod nu foran et godt gammeldags stykke salgsarbejde, hvor varen ikke er et produkt, men et godt budskab. Overskrifterne skulle være dækket af de tidsaktuelle emner i byggeriet: bæredygtighed, cirkulær økonomi og totaløkonomi. Derudover var der fri leg. Det viste sig at være den helt rette opgave for en lille fakta-nørd som mig.

 

Blæret produktion

Som nyslået i teglbranchen, var jeg nødt til at starte helt fra begyndelsen. Det første faktatjek skete i ler til halsen ude på de danske teglværker. Her viste det sig, at det største spild der er i produktionen, er det ler som jeg slæbte med hjem under støvlerne. Det er ret imponerende, at man kan køre en produktion så blæret! Og jeg som troede, at de var støvede og kedelige derude. Nej, der er fuld fart på løbende produktionsoptimering og innovation på alle adresserne.

 

Økonomisk mest fordelagtig

”Gitte, vi skal have gjort noget ved myten, at det murede byggeri er dyrt!”, lød budskabet en dag i telefonen. Den var straks værre, for det er bestemt ikke en af mine spidskompetencer, at regne på facader.

Så må man ringe til en livline. Det viste sig, ved hjælp af erfaringstal fra entreprenørbranchen, at murværk er billigst. Efter kun 10-15 års levetid, er den samlede kvadratmeterpris for det murede byggeri lavest i forhold til både glas/stå- og træfacader. Det skyldes især de meget lave vedligeholdelsesomkostninger. At regnestykket på totaløkonomien bliver bedre og bedre, jo længere tid der går, det er en af mine gode historier.

 

Tåler fremtidens vejr

I marts på en ellers fredelig onsdag aften fortalte Peter Tanev fra TV2 Vejret, at skaderne fra stormen i 1999 kostede 17 mia. og at det blev betragtet som en 1000 års hændelse. En tilsvarende storm gentog sig 5 år efter. Det fik mig til, med bekymret mine, at kaste et kritisk øje på vores facader. Kan de overhovedet tåle at stå ude?

Teknologisk Institut kunne hurtigt berolige mig med, at klimaet på toppen af højhuse svarer til det vilde vejr, som vi har i vente. Her har vindene frit spil, der er kraftig slagregn og ingen nåde at hente i forhold til temperaturen. Jeg kunne ånde lettet op. De ældste bygninger, som oftest i mursten og tegl, klarer de ekstreme forhold og udstråler fortsat stor styrke og selvtillid. Stresstesten er bestået, både for mig og for murværket.


Læs mere om Tegl


At være smuk og ældes med ynde

Et af de rigtig gode budskaber, som jeg har støvet op er, at æstetisk bæredygtighed bliver det nye sort. For lige så vigtigt det er, at der er styr på miljø og økonomi, lige så vigtigt er det, at vi kan holde ud at se på og leve med facaderne på vores bygninger. Altså at byggeriet fra første dag fremstår med en forførende udstråling, med liv og varme, detalje, karakter, som oser af godt håndværk (og nu kommer det vigtigste) og som ældes med ynde. Det er æstetisk bæredygtighed og den særlige liga tilhører murværk og tegl.

 

Enhver virksomhed med respekt for sig selv har en 7-8 værdier til at skrive på væggene. For ikke at være helt udenfor, har jeg også investeret i at få en flok værdier at flage med. Egentlig var det ikke så svært, at beskrive alle herlighederne ved tegl. Tre ord skulle der til. Det tog 4 minutter og kostede ikke en eneste konsulenttime: SUNDT, SMUKT og HOLDBART. Jeg tænker ikke, at der er behov for at lave om på det i de næste +1040 år.

 

”Skriver du det hele selv?”, blev jeg forleden spurgt af en redaktør, da vi diskuterede næste års aftale om spalteplads. Det svarede jeg, med en slet skjult stolthed, bekræftende til. Af en kemiingeniør er det da rimelig godt gået, tænkte jeg, men mimikken hos modtageren var tydelig: ”Kan det nu også passe?”

Det tager jeg som et uforbeholdent kompliment og bunken af artikler i vindueskarmen vil derfor fortsat vokse i det nye år. Og kan det nu passe, alt det jeg har skrevet. Ja, det kan det!

Surf bare forbi her og få detaljerne og mere til.

 

 

Danske-Tegl

DANSKE TEGL

DANSKE TEGL er en stærk brancheforening, der gennem dialog med borgere, politikere, myndigheder og andre brancheorganisationer påvirker det moderne samfund, det murede byggeri, miljø og uddannelse.

Kontaktinformation
DANSKE TEGL
Vesterbrogade 1 E 2. sal
1620 København K
Tlf:+45 7114 1440
Email: