Økonomisk gevinst ved godt indeklima

InnoBYG, DTU og Teknologisk Institut har i samarbejde med byggebranchen udviklet et beregningsværktøj, der viser den økonomiske gevinst ved et godt indeklima.

Det koster mange penge at designe, anlægge, bygge, vedligeholde samt sørge for den daglige drift af en bygning. Men de udgifter tåler ikke sammenligning med de omkostninger, der er forbundet med aktiviteterne, der foregår inde i bygningen i hele dens levetid, altså medarbejdernes lønninger.

Gennem en lang række undersøgelser er det påvist, at indeklimaet har betydning for, hvor meget medarbejderne kan yde. Derfor giver det god mening at sammenholde indeklimaets tilstand med de ansattes præstation.

Professor på DTU, Geo Clausen, har i de seneste 15 år interesseret sig for medarbejderes arbejdsindsats set i et indeklimaperspektiv.

”Kan vi dokumentere den sammenhæng, har vi et rigtig godt argument for forbedringer. Argumenter alene gør det dog ikke. Byggebranchen har i en vis udstrækning negligeret sammenhængen mellem indeklima og præstation, men kan man gøre det op i penge, er der nok mulighed for en større lydhørhed,” siger Geo Clausen.

Læs hele vores interview med Geo Clausen