Annonce

FILT GIVER BALANCE OG RO

TÆPPEVIRKSOMHEDEN FRASTER OPLEVER EN STOR INTERESSE FOR DERES FILTPRODUKTER. NU RETTES FOKUS MOD AT SKABE RO PÅ DANSKE ARBEJDSPLADSER.



Afloor tæppe hos ISS, Søborg

Tekst af Kristoffer Flakstad


Fraster i Silkeborg har på ganske få år omlagt produktionen og satser i dag mere og mere på filt. Det er virksomhedens klare målsætning at være mere end blot en leverandør af et materiale.

- Vi er ordre-producerende og unika-leverandører, forklarer Trine Neve, der er designer hos Fraster. Vi arbejder typisk sammen med en arkitekt eller en designer gennem hele processen, når eksempelvis et nyt kontordomicil skal indrettes. Det er vigtigt for arkitekterne at vide, hvad de kan få fra os, og derfor er dialog meget afgørende.

Trine Neve fortæller, at Fraster meget gerne vil gå med ind i hele processen omkring et projekt og være med til at udvikle.
- Åbenhed er vigtig for os, understreger hun.

I modsætning til store dele af den danske tekstilbranche er Fraster blevet i Danmark. Her finder man både tæppevirksomhedens administration og produktion – noget firmaet i dag er meget glade for.

- Det at vi er blevet her i Silkeborg giver os bare så mange muligheder, fortæller Trine Neve.

- Vi kan tage vores gæster og samarbejdspartnere med rundt i produktionslokalerne og ud på lageret, hvor vi kan fremvise vores muligheder direkte til kunden. Det er en stor fordel.

SAMARBEJDET MED LARS VEJEN
Netop dialog og åbenhed var et af hjørnestenene i det lykkelige samarbejde mellem Fraster og designer MAA Lars Vejen fra SHL Design. Lars Vejen var i forbindelse med en studierejse til New Zealand blevet opmærksom på filtens kvaliteter.

- Filt er et fantastisk materiale, fortæller han. Uld vokser jo bare ud igen, når fåret er barberet, så det er ikke et råstof, vi er ved at løbe tør for. Samtidig er der noget enkelt og elegant over filt ligesom fx sten og træ. Lars Vejen besluttede efter rejsen til New Zealand at arbejde videre med filt og tog kontakt til Fraster. Hans idé var at skabe et gulvtæppe ud fra samme principper som den vægopbygning, han tidligere havde designet, A-Wall, som er opbygget i A-moduler. Fraster og Lars Vejen gik nu sammen og udformede et gulvtæppedesign, der har fået navnet A-Floor.

- Filt er slidstærkt, fortæller Lars Vejen, og derfor er det et genialt materiale at bruge i et kontorrum.

INTERESSE I UDLANDET
Hos Fraster har udviklingen af en tæppekollektion i filt været banebrydende. Filtsæder til designerstole var det første produkt, og flere produkter er siden kommet til.

- Vi gik i gang med at producere filtprodukter for blot seks år siden, fortæller Trine Neve. A-Floor er nu en fast del af Frasters tæppekollektion, og der kommer hele tiden nye kunder - og derfor også nye mønstre - til.

- Det gode er, at vi kan producere i lige de farver og størrelser, som kunden efterspørger, fortæller Trine Neve. Det giver et meget stort frirum at arbejde med for dem, der skal indrette et kontorlokale eller et stort konferencerum. Interessen for A-floor har vist sig at være stor - også uden for Danmarks grænser. Tidligere var Fraster en virksomhed, der udelukkende satsede på det skandinaviske marked, men det er ved at ændre sig.

- Vi havde tæppet med til møbelmessen i Milano i år, fortæller Trine Neve. Her oplevede vi en meget stor begejstring for det. Man kan vel sige, at det læner sig meget godt op af så mange andre skandinaviske design-produkter. Af den grund var vi også lidt spændte på om, sydeuropæerne nu ville synes om det, men det gjorde de altså.



Indretning ved Rektorforeningen, Kbh. Twister i to mønstre på væggen. Filttæppe på gulvet. Filstsæder på stolene.

RO PÅ ARBEJDSPLADSEN
Den store interesse for filt har givet Fraster vind i sejlene i forbindelse med nye projekter. Lige nu er der særlig stor interesse for kollektionen Twister - en serie af dekorative akustikmoduler, der suger lyden og dermed dæmper støjen i eksempelvis et storrum.

- Mange medarbejdere på større arbejdspladser savner ofte lidt ro til fordybelse. Her kommer filten ind i billedet, for det har en god evne til at opsuge lyd i lokalet, fortæller Trine Neve. Fraster har både udviklet et mobilt stillemøbel og en bordskærm til skrivebordet.

- Den mobile skillevæg er nem at trille rundt, så medarbejderne for eksempel hurtigt kan afskærme et hjørne til et internt møde. Eller man kan få lidt fred for den kollega, der har travlt i telefonen lige ved siden af, forklarer Trine Neve. Hun understreger, at Twister modulerne kan produceres i lige de farver og mønstre, som kunden ønsker.



GlassCover i Fåborg sparekasse.