GPP Arkitekter: Med udsigt til verden
På Esbjergs nordhavn kan en række virksomheder glæde sig over at være tæt på den uvurderlige udsigt med Semco Maritimes nye domicil i spidsen. GPP ARKITEKTER står bag det nye 15.000 m2 store domicil, der danner rammerne for 700 medarbejdere.
Med fokus på bæredygtighed, indeklima og optimale lysforhold har projektet været et af GPP arkitekternes mest spændende og udfordrende opgaver i senere tid. Det nye domicils energiramme overholder bygningsklasse 2020 og er DGNB-certificeret i kategorien sølv.
- Det har været et spændende projekt, hvor vi har måttet tænke meget kreativt og skarpt for at indfri bygherrens ønsker om en fleksible indretning, kravene til den gode arbejdsplads og ønsket om en bygning der vil markere sig havnefronten som et arkitektonisk fyrtårn, fortæller arkitekt Tina Lind.
Lyst og let
Domicilet, der er et af de største byggerier i Esbjerg i nyere tid, er opbygget som en åben struktur, hvor udsigten både ude som inde har været i fokus. Dermed er der skabt en effektiv arbejdsplads hvor arbejdsmiljø, dagslys og effektivitet går hånd i hånd.
Men den kystnære placering med vand til tre sider og intense vejrforhold har stillet store krav til valget af materialer.
- Facaden er udformet af hvide betonelementer med store udskæringer af glaspartier. Med relieffer i betonkonstruktionen har vi forsøgt at skabe en bygning, der samtidig med at være smuk også kan imødegå vesterhavsvinden og det hårde miljø den ligger i, siger Tina Lind.
En bygning uden grænser
Udover Semco Maritimes hovedsæde er domicilet også forberedt til at kunne være et fler-brugerhus, hvor andre virksomheder kan leje sig ind. Derfor har fleksibiliteten i bygningen været afgørende. Tina Lind uddyber:
- Hele logistikken er essentiel i et byggeri, hvor der er mange enheder. Områderne skal kunne deles op, og samtidigt skal der være så kort vej til de forskellige områder som muligt for at skabe en samhørighed i bygningen.
Med gårdhaver og et stort fælles atrium har vi skabt et centralt rum, der sikrer både lys og fællesskab. Selve bygningen er fleksibel ved, at vi har få bærende vægge og en fleksibel midterzone i kontorområderne.
Kontorarbejdspladserne er placeret langs facaderne, og vinduerne er placeret i en rytme, som gør det muligt at opsætte eller fjerne skillevægge alt efter det gældende behov.
Engagement og arbejdsglæde
GPP ARKITEKTER arbejder ud fra en vision om at udføre smuk og indleveret arkitektur med social og stedlig indlevelse. Der arbejdes med arkitektur, hvor mennesket, der skal bruge bygningerne, er i centrum. Derfor er dialogen og samarbejdet med både bygherre og slutbrugere afgørende for den eviggyldige arkitektur.
- Det kan lyde enkelt, men vores kunder vælger os i høj grad fordi vi sætter dialogen højest. Vores erfaring er, at når rådgivningen og samarbejdet er prioriteret fra start, undgår man uforudsete hændelser og problemer.
Det reducerer omkostninger, byggetid og kompromisser, og medvirker til, at brugere og kunder er tilfredse med byggeriet i mange år frem, afslutter Tine Lind.