Lammhults: Unge designtalenter tegner fremtidens møbler
Fem designstuderende har det seneste år udviklet prototyper i samarbejde med det svenske møbelhus Lammhults. Samarbejdet er en del af konkurrencen X-Works 2.0, hvor Lammhults spotter og udvikler fremtidens designtalenter.
I løbet af 2014 har 26 skandinaviske designstuderende præsenteret deres ideer for møbelhuset Lammhults. Fem studerende er blevet udvalgt til at forvandle deres møbelidéer til prototyper på Lammhults fabrik.
Målet med konkurrencen er dobbeltsidig; at give de studerende en praktisk erfaring med designbranchen og at tilføre nyt blod til Lammhults solide designtradition.
- I en konkurrencepræget og dynamisk branche er det livsvigtigt, at vi konstant er i bevægelse og finder nye navne at samarbejde med, siger Lammhults udviklingschef Andreas Mattisson.
Læs også:
møbler
Indsigt i den praktiske virkelighed
Siden foråret har Lammhults givet feedback på utallige designskitser og produceret over 200 prototyper sammen med de fem designtalenter.
De studerende præsenterede løbende deres designskitser og fik feedback fra Lammhults medarbejdere. Ud fra skitserne producerede Lammhults prototyper, som de studerende efterfølgende analyserede.
- De studerende følte sig hjemme på fabrikken og diskuterede både tekniske og æstetiske løsninger med vores håndværkere, fortæller Andreas Mattisson og fortsætter:
- Vi blandede os aldrig i de studerendes proces, og de var hele vejen igennem tro mod deres design. Alligevel formåede de at tilpasse sig Lammhults dna.
Et af de unge talenter, Tuva Rivedal Tjugen, fortæller om sin deltagelse i X-Works 2.0:
- I løbet af samarbejdet med Lammhults ville jeg bare lære så meget som muligt. Om alt fra at opbygge netværker til at forstå processen. Hvis jeg får et produkt på markedet er det bare en bonus.
Faktisk får hun et produkt på markedet – og det gør de andre deltagere også. Lammhults lancerer nemlig minimum ét produkt fra hver af de fem studerende. Møblerne er blevet vurderet ud fra Lammhults normale standarder, og de lanceres i løbet af 2017 og 2018.
Mulighed for kommercielt gennembrud
Hovedformålet med at afholde X-Works 2.0 er at finde et eller to unge talenter, som Lammhults kan samarbejde med på længere sigt. Det er endnu ikke offentliggjort, hvem af de studerende, Lammhults vil tilbyde en kontrakt. Men sikkert er det, at det er en stor chance for de unge designere.
X-Works 2.0 er en uafhængig efterfølger til en lignende konkurrence fra 1989. En af de deltagende fra dengang, Gunilla Allard, fortæller:
- X-Works var et gennembrud for både mig og Lammhults. Det åbnede døre til verdenen og der skete en hel masse nyt for mig.
Gunilla Allard er i dag en af Sveriges – og Lammhults – mest prominente designere.
Inspiration fra unge talenter
- Det var sjovt at se, hvordan de studerende fortolkede vores brief. De præsenterede idéer, der var over al forventning. De studerende er uspolerede og har mod på at prøve design af på en ny måde – og de har svært ved at skelne mellem rigtigt og forkert. Det er meget lærerigt og inspirerende, siger Andreas Mattisson.
Det mest inspirerende for Andreas Mattison var en studerende fra første runde af konkurrencen. Hans produkt fik massiv kritik af Lammhults, men i stedet for at lave sit design om, kom han tilbage med en ny og videreudviklet udgave af det samme produkt.
- Det var meget forfriskende, at han troede så meget på sin idé. Det var en af de bedste oplevelser for mig, fortæller Andreas Mattisson.
Til spørgsmålet om Lammhults vil gentage succesen, svarer Andreas Mattison:
- Der vil helt sikkert komme en X-Works 3.0, men det bliver ikke inden for de næste 5-10 år.