KADK: Design og forskning skal gå hånd i hånd
Byggeri+Arkitektur har talt med rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademis skoler for Arkitektur, Design og Konservering (KADK), Lene Dammand Lund omkring de strukturelle ændringer på uddannelsen samt hendes visioner for skolen i fremtiden.
I foråret fik KADK en stillingsstruktur, som medfører, at nye undervisere på designskolen skal have en kandidatgrad og/eller en mastergrad.
Det er et markant brud med tidligere tiders praksis, hvor etablerede designere kunne kom ind fra gaden og undervise de studerende, og det har meget naturligt affødt en vis uro i designbranchen. Lene Dammand Lund fortæller i den forbindelse:
- Vi har ikke tidligere haft en stillingsstruktur, og derfor har vi været nødt til at ansætte vores forskningsmedarbejdere via Arkitektskolen. Det har været vores måde at løse problemerne på, men det er jo lidt af noget rod, at folk skal ansættes via Arkitektskolen for at forske på designskolen.
Den nye forordning giver hverken mere eller mindre tid til forskning, men nu kan vi selv ansætte folk til designskolen. Det er formalia, men det er vigtig formalia, fordi det er en forudsætning for at kunne søge forskningsmidler for eksempel.
Altså at man er adjunkt, lektor, professor eller lignende med en kandidatgrad. Sådan er forskningssystemet bygget op, og har man først sagt ja til, at designeruddannelsen skal være forskningsunderbygget – og det mener jeg, at den skal være – så er den nye stillingsstruktur en helt naturlig følge af det og kan ikke undværes.
Det er egentlig underligt, at den ikke er kommet før nu – vi har ventet på den længe.
Det undrer også mig, at der skulle gå så lang tid med at få forskningsdelen på plads. Hvad er grunden til det?
- Det ved jeg ikke, men det var Gøsta Knudsen (tidl. rektor på KADK, red.) der i sin tid tog det store slæb – eller kamp, om du vil – med at gøre designeruddannelsen forskningsunderbygget. Det var vistnok tilbage i 2003.
Betyder omlægningen så, at man skal have taget en PhD eller lignende for at kunne undervise på designskolen fremover?
- Nej. Der ligger det i det, at hvis man er startet på uddannelsen i 2003 og blevet færdig fem år efter, så har man fået en kandidatgrad, fordi man har en forskningsunderbygget uddannelse.
Når man begynder at uddanne kandidater, så er det ganske naturligt, at dem, der underviser på det niveau, i det mindste skal have noget, der svarer til den samme uddannelse.
Ofte går man jo ud og forlanger, at man skal have et højere uddannelsesniveau for at undervise – på universitetet skal du nærmest have en PhD for at undervise, men sådan gør vi ikke. Stillingsstrukturen betyder, at man skal have en kandidatgrad, og det synes jeg i udgangspunktet ikke er noget problem.
Vi kan bare kigge på arkitektuddannelsen, hvor vi har uddannet på kandidatniveau i så mange år, at alle, der nu søger en ansættelse, er kvalificerede til jobbet.
Problemet på designeruddannelsen er, at det er umuligt at indføre den nye stillingsstruktur og fra den ene dag til den anden og sænke en jernring ned over det hele, hvor det nu kun dem med afgang efter 2008.
Det betyder, at der ikke er nok kvalificerede folk til at søge stillingerne – der vil kun være de unge. Det går jo ikke og derfor er vi gået til ministeriet for at sige, at der må laves en overgangsordning.
Hvor lang tid, der skal bruges på en sådan overgangsordning, har jeg svært ved at sætte ord på, men der går i hvert fald et stykke tid, hvor man er nødt til at gøre noget andet.
Det hele handler jo om, at en eller anden dag er alle dem, der søger stillinger, kandidater, og så er det slut med overgangsordninger. Det forhandler vi med ministeriet om og er inde i en god gænge – og jeg tror, at vi finder en god løsning på det.
I mine ører lyder det dog lidt mærkeligt, at anerkendte designere, der har taget afgang inden 2003 eller 2008, at de ikke umiddelbart kan gå ind og blive undervisere på designskolen.
- Jeg synes ikke, at man automatisk skal kunne gå ind og undervise, bare fordi man er en dygtig designer, for man skal kunne undervise inden for det vidensgrundlag, vi har i dag på uddannelsen.
Jeg ved ikke helt, hvordan det ender, men måske ender det med, at man laver det, man kalder en kompetencevurdering, hvor man siger, at det kan godt være, at han eller hun ikke har en kandidatgrad, men til gengæld kompetencerne.
Så kigger man på, om vedkommende har skrevet noget, hvor man kan se, at der er reflekteret akademisk over det, der er frembragt. Det kan godt være, at vedkommende ikke har en kandidatgrad, men han/hun er måske de facto kompetent til at undervise.
Men en designer – hvis jeg skal skære det meget firkantet ud – som aldrig nogen sinde har skrevet en linje, eller ikke reflekterer akademisk over sit arbejde, skal ikke nødvendigvis undervise herude, for det er nemlig, hvad det indbefatter at undervise på en designskole som vores.
Men det tror jeg så, at de fleste, som ville søge en stilling, ville være kvalificerede til.
Men sådan som jeg opfatter det og har erfaring med, så er designere ikke specielt gode til at formulere sig på skrift – deres metier er at formgive. Er der så ikke et problem her?
- Den udlægning er jeg faktisk ikke enig i. Men selv designere, der udtrykker sig stærkest visuelt og formgivningsmæssigt, kan jo reflektere uden at skrive. Der er sikkert andre former for refleksion.
Det kan være interviews, hvor man har sagt noget klogt om det arbejde, man selv har udført, og der kan givetvis findes andre former.
Når man ser tilbage i historien, så er der faktisk en meget god tradition for ikke at have en akademisk baggrund – altså folk som Wegner og Børge Mogensen, samt nutidige designere – hvor bliver håndværket så af nu?
- Håndværket er stadig en del af vores uddannelse. Men det er rigtigt, at den akademiske tilgang fylder mere. Det skal det også.
Hvis man ikke ønsker det, er det sådan i dag, at man nu kan gå på en af vores rigtig gode professionshøjskoler, hvor der er et væld af arkitekt- og designagtige uddannelser, og så kan man jo tage en uddannelse dér.
De er ikke forskningsunderbyggede, men er meget mere praksis- og professionsunderbyggede. Det synes jeg er helt legalt, og det er dygtige folk, der bliver uddannet derfra.
Men er det ikke at skyde sig selv i foden og fjerne det faglige – altså håndværket - fra uddannelserne?
- Det gør vi heller ikke. Det er ikke et enten/eller. Hvis man skal bruge arkitekterne som udgangspunkt, så er der rigtig mange, der går rundt med en kandidattitel, som er super professionsorienterede, kunstnerisk anlagte og dygtige formgivere.
Jeg synes, det er forkert at se det som en enten/eller tankegang. Vi har truffet et valg, og her på skolen snakker vi om, at vi skal stå på tre ben: Vi skal være forskningsunderbyggede; vi skal være kunstneriske, og vi skal være praksisorienterede.
Og det særlige ved den her uddannelse i forhold til professionshøjskolerne er, at vi får de tre ben til at spille sammen. Og så er det jo en eliteuddannelse det her, og der er ret få, der kommer ind. Det er det særlige herude, og det synes jeg, vi skal stå ved.
Har det det så også noget at gøre med andre landes uddannelser? At man forsøger at komme på omgangshøjde med dem, eller spiller det ikke nogen rolle?
- Det synes jeg egentlig ikke spiller nogen rolle. Der er mange lande, som har rigtig gode uddannelser – også 5-årige – hvor man ikke nødvendigvis har en kandidattitel, men kun en bachelorgrad. Der er mange forskellige systemer, så det har egentlig ikke spillet ind.
Det hele starter med, at man har truffet en beslutning om, at undervisningen skal være forskningsunderbygget. Derfra er der så en hel del ting, der giver sig selv i forhold til stillingsstruktur og så videre – og så ruller det, for der er også nogle logiske konsekvenser af det.
Vi har lige i dag, hvor vi har åbnet skolen efter sommerferien (1. september, red.), haft besøg af videnskabsjournalisten Lone Frank herude for at holde en gæstetale. Hun talte om kreativitet og sagde blandt andet, at al forskning inden for kreativitet siger, at det ikke er noget, der kommer ud af det blå.
Det er hårdt arbejde, hvor man opbygger en masse viden ved at hælde på og hælde på, og så kommer intuitionen ind og gør det sidste stykke arbejde, så den geniale idé folder sig ud.
Utzon sad jo heller ikke oppe i et højt tårn og tryllede ideer ud af ærmet – han havde en kæmpe viden om skibsbyggeri og alt muligt andet, og det var ud fra den viden, at det kreative udsprang.
Det tror jeg meget på, og jeg kan se, at det virker. Så det er meget godt at være forskningsunderbygget, og jeg tør slet ikke tænke den tanke igennem, at vi kun skulle producere universitetsforskning herude. Det ville blive meget teoretisk.
Hvordan vil du så skelne mellem universitetsforskning og den forskning, der foregår her?
- Universitetsforskning vil typisk ikke udkomme i noget format – det ville udkomme som en rapport; en skriftlig afhandling. Megen af vores forskning herude udkommer både som en skriftlig afhandling og som produkter, der supplerer hinanden.
Men det er jo klart, at da man skulle opbygge hele designforskningen, så havde man ikke ret mange andre valg, end at kigge på universiteterne og trække folk ind derfra, og det har vi været rigtig glade for.
Noget af det, som vi så er blevet opmærksomme på, er, at vi skal supplere med forskere, der står ude i værkstederne – altså den mere håndværksbaserede tilgang, som også er en del af uddannelsen. Så vi skal altså have en balance i forskningen i forhold til de ben, vi skal stå på.
Hvad får man så ud af den nye stillingsstruktur? Hvad bliver det for nogle designere, der kommer ud af det?
- For mig at se får man nogle designere, som bliver i stand til at italesætte ikke kun, hvad de gør, men også hvorfor de gør det. Og det der med at sætte ord på tingene, det tror jeg er helt nødvendigt i en moderne verden, hvor den enkelte designer i dag ikke sidder og arbejder alene.
De fleste ryger ud i nogle tværfaglige teams, hvor hver især kommer med deres naturlige måder at gøre tingene på, og der er man som designer nødt til at kunne beskrive sin arbejdsmetode og forklare sig til de andre faggrupper.
Så det bliver altså en helt anden type designere, der kommer ud fra jer?
- Jeg håber jo – og jeg synes, at jeg kan se det på afgangsprojekterne – at det ikke er et enten/eller, men et både/og.
Formgivningen står nu stærkere herude end nogen sinde før – det har flere, der har set vores udstilling i hvert fald fortalt mig – men der er også kommet et ekstra lag indover, som man ikke umiddelbart kan se på udstillingen, idet der faktisk ligger skriftlige refleksioner fra designerne om, hvad det er, de har produceret.
Tingene går dermed hånd i hånd, og det mener jeg er helt nødvendigt, hvis de skal ud og klare sig på markedet.
Og hvor tror du så, at I er henne om 5-10 år?
- Der er vi dér, at vi er blevet verdensmestre i det, som jeg i virkeligheden tror, at ingen rigtig har kunnet knække endnu: nemlig det med både at være formmæssigt og håndværksmæssigt stærke, og så at være videns- og forskningsbaserede.
Det med at kunne tage forskellige former for viden og kombinere dem, det er ret unikt. Tager man f.eks. universiteterne, så er de kun forskningsbaserede, og tager man professionshøjskolerne, så er de kun professionsorienterede.
Det, der er helt fantastisk i Danmark, er, at vi har nogle små uddannelser, som kombinerer forskellige måder at gøre tingene på. Vi har det professionelle kreative som trumf og det tror jeg, at omverden vil få blik for.
Dels fordi vi er blevet bedre til at gøre opmærksom på, hvad vi kan, men også af den simple grund, at der er brug for det, vi kan. Danmark – og verden – står overfor massive udfordringer, og der er brug for kompetente arkitekter og designere, der kan imødegå de udviklinger, komme med løsninger og skabe muligheder, vi endnu ikke har tænkt på.
Det vil samtidig gøre vores kandidater attraktive på et arbejdsmarked, der netop er karakteriseret ved sin konstante foranderlighed og efterspørgsel på medarbejdere, der ikke bare kan tænke innovativt og nyt, men rent faktisk også kan realisere, virkeliggøre og give deres tanker form.
Der er simpelt hen brug for nogen, der har et holistisk blik for tingene, og som ikke tror på, at man kan forske sig frem til alle løsninger. Det tror jeg ikke, at man kan, men jeg tror heller ikke på, at man kan stå med en sav og skabe løsningerne den vej.
Det skal være en kombination af de to ting, og vi kommer til at stå rigtig, rigtig stærkt, når vi får knækket den kode – og det er det, vi arbejder på.
Vil det så sige, at man egentlig bare samler op på traditionen og giver den en skrue mere?
- Ja, og man skal være ærlig og sige, at den har fået en skrue mere. Det at være forskningsmæssig baseret har betydet noget, og det har det også for arkitekterne.
Der er ingen tvivl om, at arkitekterne har været heldige, fordi de siden midten af 50erne har haft forskning – eksempelvis med SBI (Statens Byggeforskningsinstitut, red.) – hele det der med, at man producerede løsninger samtidig med, at man producerede viden.
Det er en enorm stærk kombination, og det kommer da også til at gælde for designerne. Jeg kan i hvert fald ikke se andet.