Marianne Tuxen
Portræt af designer Marianne Tuxen:”Jeg har altid villet være det, jeg er”
Marianne Tuxens arbejde spænder bredt. Hun er lysdesigner, industriel designer og arkitekt, og hendes arbejdsopgaver går lige fra lampedesign for Louis Poulsen og Fagerhult til lyssætning af Korsbæk på Bakken og design af cykelhjelme. Og nå ja, så var Marianne Tuxen i starten af 1980’erne også med til at tegne på La Defense i Paris.
Marianne Tuxen har travlt som aldrig før, og lige nu er hun ved at lægge sidste hånd på et stort projekt, Det Danske Institut i Rom. Et projekt som hun og arkitekt Bente Lange står for, og som for Marianne Tuxens vedkommende består af meget andet en belysning:
- Her står jeg for belysning over det hele og alle detaljer som design af pergolaer, talerstole og montrer. Det har strakt sig over det meste af 2014 og 2015, og jeg har nok været i Rom femogtyve gange.
Den tidligere Absalon Kirke, nu Absalon CPH, er et moderne forsamlingshus, og her har Marianne Tuxen bl.a. designet lysekronerne.
Om at turde være ærlig
Vejen til Rom opstod via en belysningsopgave, som Marianne Tuxen løste for Den Frie Udstillingsbygning, hvor hun i første omgang stod for en lyssætning af museets udstillingsrum i stueetagen:
Absalon
- Jeg var lidt i tvivl om et rum og tog derfor kontakt til husets arkitekt, Bente Lange, for at få hendes input, og herfra opstod vores samarbejde, som siden har budt på mange flere opgaver. Blandt andet opgaven på instituttet i Rom. Det er et fantastisk projekt med utroligt mange spændende udfordringer, siger Marianne Tuxen og fortsætter:
- Jeg er rigtig glad for at samarbejde, og Bente Lange er eksemplet på et fantastisk samarbejde, hvor vi supplerer hinanden. Jeg plejer at sige tingene lige ud i et samarbejde, og jeg er ikke bange for at ændre på mine ideer, hvis jeg kan se, at resultatet bliver bedre. Det er i virkeligheden en af grundene til, at jeg elsker at designe lamper, for man arbejder altid sammen med andre i udviklingsprocessen. Der er teknikere og ingeniører tilknyttet, så jeg får input af forskellig karakter, og det kan nogle gange løfte projektet udover, hvad man fra starten havde forestillet sig.
Jeg har lige stået for indretning og belysning af Mads Nørgaards dametøjsbutik på Strøget, og det har været vildt inspirerende og tilfredsstillende, fordi bygherren er kompetent og interesseret. Begge parter siger sin mening, og begge parter kan tåle at høre den andens mening. Det betyder, at projektet flytter sig hurtigt. Vi flytter os tættere på målet i fællesskab.
Designer – uden tvivl
Allerede fra barnsben fyldte produktion af ting og sager meget, for Marianne Tuxens barndomshjem var værksted for kvarterets børn. Her blev produceret i lange baner, og derfor var der ingen tvivl da, Marianne Tuxen i starten af 1980’erne søgte ind på Akademiet. Hun skulle være designer, og hun skulle tegne produkter:
Læs også:
Olafur Elisasson: Det håndgribelige lys
- Mens jeg gik på akademiet, var jeg helt vild med at lave lamper. Jeg vandt en konkurrence for Louis Poulsen i studietiden, og min første lampe kom i produktion. Siden blev jeg færdig og blev ansat, men jeg fik altid lov til at lave lamper og arbejde med lyssætning ved siden af mine ansættelser.
Mens jeg gik på Akademiet, var jeg ansat hos min professor, J. O. von Spreckelsen, som havde vundet konkurrencen om den nye triumfbue i Tête Defense i Paris. Det projekt arbejdede jeg på, og da jeg blev færdiguddannet, blev jeg ansat af ham igen. Desværre kun i en kortere periode, da han desværre afgik ved døden undervejs under opførelsen af sit mesterværk. Jeg valgte at blive selvstændig, da jeg fik mit første barn, og det har jeg været siden.
At skabe rum med lys
Marianne Tuxen har skabt lysdesign så forskellige steder som Korsbæk på Bakken, Den Frie Udstilling og Forsamlingshuset Absalon, og flere og flere danske kirker har nu fået øjnene op for hendes arbejde med belysninger af kirkerummet.
For Marianne Tuxen handler opgaven i høj grad om at få den rette stemning frem:
- Jeg tænker meget over, hvordan stemningen skal være i et rum, og jeg kan ikke lade være med at tænke lys, når jeg træder ind i et rum. Jeg arbejder med samspillet mellem lys, mørke og skygge. Et rum, der er helt ens i lysstyrke, er ofte uinteressant at være i. Jeg starter med stemningen i rummet, farven på lyset, lysniveauer mv.. Hvordan skal belysningen være? Dominerende eller usynlig? Hvordan skal den generelle belysning være? Det kan jo gribes an på mange måder.
Den kreative proces er hårdt arbejde
Da vi i interviewet kommer omkring den kreative proces, er man ikke i tvivl om, at der bag de spændende og prestigefyldte opgaver ligger mange timers arbejde, for et perfekt kreativt resultat kræver hårdt arbejde:
Da jeg skulle lave kælderen på Den Frie Udstillingsbygning designede jeg nogle kæmpestore, runde lyskasser, som imiterer dagslyset, så folk føler, de får dejligt dagslys, selvom de i virkeligheden sidder i en kælder.
Folk tror faktisk, det er ovenlysvinduer, og det er jo fantastisk at give dem sådan en oplevelse. Da jeg tegnede lysekroner til Vanløse Kirke, var det vigtig, at de tilførte rummet en ny dimension, både skulpturelt, belysningsmæssigt og symbolsk. Ja, der er meget kraft i belysning og lamper.
- Det sker tit, at jeg tænker: Hvor pokker kom den ide fra? Men det er jo fordi, jeg er i en kreativ proces hele tiden. Alt hvad jeg ser, forholder jeg mig til. Jeg har lige været på instituttet i Rom, og her går jeg og fotograferer fine og interessante samlinger og detaljer. Jeg har altid billeder på min telefon, når jeg er af sted.
Nu er jeg sikker på, hvad mine idéer er værd. Så kan det godt være, at det ikke er den vej, kunden oprindelig troede, vi skulle – men så er min opgave at formidle min ide, så han forstår det og kan dele min vision.
Og Marianne Tuxen afslutter:
- Og så skal det altså også siges, at jeg gør mig umage. Jeg gør mig VIRKELIG umage. Jeg kan vågne om natten og spekulere over et projekt og stå op for at tegne på det. Det handler først og fremmest om nysgerrighed og begejstring og så drømmen om at lave noget enestående, men det handler så sandelig også om hårdt arbejde, øvelse og erfaring. Den er ikke længere. Det er jo også det, man siger til sine børn. Øv dig og bliv god. Og nu har jeg øvet mig i mange år, slutter hun.
Bag om Marianne Tuxen
Industriel designer og indehaver af Tuxen Design. Uddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole i 1985. Arbejder med lyssætning, lampedesign og indretning. Bl.a. lyssætning og indretning af Den Fri Udstillingsbygning, Det Danske Institut i Rom, Korsbæk på Bakken, Absalon, Domhuset i København, CarlsbergFondet, udvendig belysning til Københavns Lufthavn, Mads Nørgaards dametøjforretning samt mange forskellige danske kirkerum, herunder lysekroner til Vanløse Kirke.
Har designet lamper til Louis Poulsen, Philips, Fagerhult, UnicLight, Okholm Lighting m.fl. samt adskillige specialarmaturer til diverse projekter.
Herudover har Marianne Tuxen tegnet adskillige produkter - fra cykelhjelme til talerstole og mundblæste drikkeglas.