"Min mor bestemte, jeg skulle være arkitekt"

 niels gammelgaard

Mød den multiprisbelønnede danske industrielle designer, der ikke ser et problem i at gøre kunst kommercielt. Det opdagede han allerede i 1970’erne ved at vove sit image gennem et samarbejde med IKEA - budgetmøblernes konge.

Tekst af Tina Toft

Nogle gange kan det betale sig at lytte til sin mor. Spørg bare Niels Gammelgaard, der tog sin eksamen fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1970 og er blevet synonym med moderne danske designklassikere selvom, at han ikke selv valgte sin egen levevej.

- Min mor bestemte, jeg skulle være arkitekt, for hun syntes, jeg var dygtig til at tegne og bruge hænderne. Læge og ingeniør var allerede taget af mine søskende, så jeg skulle altså være arkitekt, mente hun. Det er jeg naturligvis glad for. Hun valgte rigtigt, understreger Gammelgaard, der er vokset op i en lægefamilie i Gentofte.

- Min far var professor, og der var visse regler, der gjaldt. Derfor fik jeg et kæmpe chok, da jeg startede på akademiet. Folk gik rundt i undertøj og havde langt skæg – det var 1960’erne og ungdomsoprøret fyldte meget. Der var demonstrationer mod atombomber og krigen i Vietnam. Men det tog ikke mere end en måned, så var jeg blandt dem. Jeg opdagede, at jeg var socialist.

Standpunktet smittede af på arbejdsfilosofien. Det blev synligt, da Niels Gammelgaard i 1975 startede med at designe for IKEA’s grundlægger Ingvar Kamprad – samarbejdet varede helt frem til 2005.

- Ingvar fascinerede mig. Hans forretningsmodel baserer sig på tanken om, at alle skal have råd til godt design; fremstil billigt og sælg billigt. Det passer perfekt med mit billede af, hvordan verden skal se ud. Jeg kunne dog tydeligt mærke, at det dengang var ildeset af især den danske arkitekt- og snedkerstand. Derfor valgte jeg bevidst at arbejde også for Fritz Hansen i Danmark og Matteo Grassi i Italien. Jeg ville skyde hul i snobberiet og vise, at kvaliteten af mit arbejde altid er høj – og det er uanset prisen.

IKEA er dog det største aktiv på Gammelgaards CV og åbner døre i mange verdensdele – herunder Asien, hvor størstedelen af hans arbejde har fundet sted siden 2008.

- Industriel design er min passion, og jeg ønsker naturligvis at få det det ud til så mange mennesker som overhovedet muligt. Derfor arbejder jeg i Shanghai, hvor markedet er meget mere dynamisk. Fokus er totalindretning af hoteller og kontorbygninger, og det er tilfredsstillende at få lov til at bestemme alt fra kælder til tag, siger Gammelgaard, der absolut ikke ser nogen modsætning mellem det kommercielle og kunstneriske.

- Jeg synes, det er en kunst at kreere produkter, alle vil have, og som jeg selv er tilfreds med. Det er ligesom et godt maleri. Du investerer i det, fordi du kan lide det, men hvis det er god kunst, så giver det dig noget tilbage, hver gang, du ser på det. Sådan er ambitionerne altid med mine produkter; de skal være veldesignede og give brugerne daglig glæde. 


butterfly 2013 magnus olesen a-s
Butterfly. Design: Niels Gammelgaard. Producent: Magnus Olesen A/S

butterfly 2013 magnus olesen a-s
Butterfly. Design: Niels Gammelgaard. Producent: Magnus Olesen A/S

butterfly 2013 magnus olesen a-s
Butterfly. Design: Niels Gammelgaard. Producent: Magnus Olesen A/S

BLÅ BOG

Niels Gammelgaard, født 1944. Medgrundlægger af bl.a. Box 25 architects, der skabte Sofiegården (1973) på Christianshavn og Kvarterlygten (1976) for Louis Poulsen. Dertil kommer det internationalt anerkendte design firma Pelikan Design, der bl.a. har samarbejdet med Cappellini og Bent Krogh. Arbejder nu under eget navn med primært fokus på markedet i Asia-Pacific. Bor i Kartoffelrækkerne i København.


NIELS GAMMELGAARD OM…

… FORBILLEDER

- De er vigtige, og jeg har mange – bl.a. modernismens fædre: Frank Lloyd Wright, Le Corbusier og Bauhausskolen med Walter Gropius, Hannes Meyer og Mies van der Rohe. Jeg er aldrig hoppet på noget derefter. Phillipe Starck er eksempelvis genial og en fornyer, men han laver også nogle meget grimme ting.

… ARBEJDSMETODER

- Jeg har ikke noget system. Jeg bruger min intuition og har en hjerne, der er god til at se muligheder og at skære det fra, jeg ikke kan lide. At kreere er for mig en passion.

… DANSK DESIGN

- Danske fabrikanter er enten i gang med at finde alle gamle modeller frem fra Danmarks guldalder i 50’erne eller handle med trendy internationale designere. Det synes jeg er dødssygt, for så bliver alt jo det samme, og vi misser en ny guldalder. Fabrikanterne har et stort ansvar og burde støtte de danske kreative kræfter for at skabe et solidt vækstgrundlag for næste generation. 

 

fortuna 2008 one collection a-s
Fortuna. Design: Niels Gammelgaard. Producent: Onecollection A/S

fortuna 2008 one collection a-s
Fortuna. Design: Niels Gammelgaard. Producent: Onecollection
A/S

fortuna 2008 one collection a-s
Fortuna. Design: Niels Gammelgaard. Producent: Onecollection A/S

fortuna 2008 one collection a-s
Fortuna. Design: Niels Gammelgaard. Producent: Onecollection A/S

tonika wood 2013 magnus olesen a-s
Tonika wood. Design: Niels Gammelgaard. Producent: Magnus Olesen A/S