<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif"> Portræt af Thomas E. Alken: Godt design tager god tid
Portræt af Thomas E. Alken: Godt design tager god tid

Thomas E. Alken, MDd

Portræt af Thomas E. Alken: Godt design tager god tid

PORTRÆTTER INDRETNING OG DESIGN

Det er følingen med materialerne, fornemmelsen for mennesker og den store omhu med detaljerne, der former Thomas E. Alkens signatur som designer. ”Jeg forsøger hver dag at starte fra nul”, forklarer han selv om sit alsidige virke i Format Design, der aktuelt samarbejder med bl.a. FDB Møbler, Mindo og GH Form.

Tomrummet er der, hvor nyt design hver gang må bevise sin eksistensberettigelse. Opfylder det et behov? Og hvordan gør det vores liv bedre? For Thomas E. Alken, designer MDd og indehaver af Format Design, er det aldrig bare en abstrakt eftertanke, men selve begyndelsen på formgivningsprocessen. Og det er samtidig et princip, som bliver mere og mere aktuelt, oplever han: 
 

- Det er jo relativt skismafyldt at være designer. Du er hver gang nødt til at forholde dig til relevansen af dit arbejde. Kunne vi være dette produkt foruden? Hvis ja, så er det ikke noget, vi skal have. Her håber og tror jeg virkelig på, at meget af det ligegyldige design, verden er fuld af, ikke vil blive efterspurgt i samme grad som tidligere. Vi må finde andre måder at vise, hvem vi er på, end ved at udskifte sofaen efter sæsonens farve.

Billede 1_1920Sneak peak af ny bænk til det offentlige rum for GH Form. Lanceres officielt til Have & Landskab Messen d. 25.-26. august 2021. Foto: Thomas E. Alken.

 

- Bæredygtighed har altid optaget mig, fordi du som designer har et kæmpe ansvar for, hvad der bliver bragt ud på markedet. Op til 80 % af et produkts klimaaftryk defineres i designprocessen. Hvordan bliver det produceret, hvilke materialer er det lavet af, hvordan håndteres spild, hvordan skal det transporteres, hvordan kan det vedligeholdes, hvor lang er levetiden? Fremtiden kalder på kernekollektioner og produktfamilier, som vi kan købe os ind i og stadig ti år senere have mulighed for at opgradere og vedligeholde. Men det er et mindset, som først og fremmest handler om kvaliteten, om langtidsholdbart design og om, at detaljerne skal være i orden.

Møbler skal være naturlige at interagere med

Efter han var blevet færdig på Designskolen i København, stiftede Thomas E. Alken i 1997 sin virksomhed Format Design. Herfra har han siden skabt sig en solid position i Skandinavien via samarbejder med brands som Georg Jensen, Matzform, Holmegaard, PP Møbler, Ihreborn og IDdesign.

Aktuelt løser Thomas E. Alken opgaver for blandt andre FDB Møbler, Mindo og GH Form. Han understreger selv bredden i opgaverne som en af de faktorer, der kendetegner hans virke:

- Alsidigheden er vigtig, ligesom forståelsen for, hvor unik hver enkelt opgave, og den problemstilling den udspringer af, er. Jeg designer for eksempel både udemøbler, der henvender sig til privatmarkedet, til kontrakt og til det offentlige rum. Og det er tre meget forskellige måder at tænke møbler på, selv om det hver gang handler om at skabe noget, som er naturligt for brugeren at interagere med, forklarer han og uddyber:

- Til privatmarkedet er det en forlængelse af hjemmet, du designer: Et bord eller en bænk, du kan sidde ved på terrassen og altanen, og som er præsentabel for gæster, men samtidig robust nok til at holde til hverdagen i en børnefamilie. Og gerne med små private detaljer, som brugeren først opdager hen ad vejen. Til kontraktmarkedet skal et møbel være ligesom en forlængelse af det outfit, du har i kufferten. Du skal se lækker og cool ud, føle dig tilpas, og det skal møblerne være med til at bringe frem.

Billede 7_1600Wave Chair for Mindo under udvikling. Design Thomas E. Alken, MDd

Et hierarki af brugere

I det offentlige rum har brugeren i modsætning til den private ikke selv valgt møblet. Det betyder, at det skal være mere diskret, men samtidig nemt at afkode. Hvis du står og skal bruge en bænk, skal den være nem at finde og bruge, og når du ikke skal bruge den, skal den falde naturligt ind i omgivelserne. Og man skal altid føle sig godt taget imod, uanset om man er 17 år og med en flok venner på vej i byen eller en 85-årig med behov for et lille hvil på gåturen.  

- Der er i virkeligheden et hierarki af brugere: Først byens borgere og gæster, der skal have et hvil eller et samlingssted. Så er der arkitekten og beslutningstagere, der vedtager indkøbet, og anlægsgartneren der holder rent og pænt rundt om møblet. Endelig er der dem, der står for montering og vedligehold af møblet. De må alle gerne få en klar fornemmelse af, at der er tænkt på dem.  

- Som det vigtigste er møbler i det offentlige rum i princippet i brug 24-7, hvor både brugerne og brugen skifter i løbet af døgnet. De skal være robuste og kunne modståen helt anden slags belastning end havemøbler til privaten eller møbler på et hotel, forklarer han videre.

Fra håndværk til design

Selv om han ikke betragter sig som håndværker, har håndværket fyldt meget hos Thomas E. Alken, siden han voksede op på Fyn i 1970’erne. Hans farfar var snedker og morfaren billedbeskærer, og han var tidligt med på værkstederne, hvor fik lov at deltage i arbejdet med materialerne.

- Jeg har altid haft håndværk helt inde på livet, og det har givet mig en intuitiv forståelse for materialerne, i mangel af bedre ord. Jeg går meget op i, at materialerne bliver brugt rigtigt, sat rigtigt sammen, og du kan for eksempel se på et materiale, uanset om det er træ, stål eller plast, om det bliver brugt forkert, fordi det bliver stresset. Kræfterne har bestemte måder at vandre på i et møbel, som man skal respektere, hvilket jeg også underviser studerende i (han underviser i statik på Det Kgl. Akademi – red.)

- Tænker jeg meget over materialerne? Jeg tænker meget over, at jeg ikke skal tænke over dem. I det hele taget prøver jeg altid at forholde mig så frit som muligt til designet i de første faser. Jeg forsøger hver dag at starte fra nul, få formen og brugen på plads, og så i næste fase, når møblet skal produceres, viser det sig alligevel, at noget i mig ofte har fået fikset det, så materialerne fungerer.

Billede 13_1600Hang on for PP Møbler. Fremstillet af resttræ fra PP Møblers produktion, så træet får nyt liv. Design Thomas E. Alken, MDd. Fotograf: Erik Brahl

Insisterende omhyggelighed

Der ligger en stor omhu for detaljerne i den måde, Thomas E. Alken arbejder på. Og det gør måske hans tegnestue lidt gammeldags på den gode måde, som han siger, hvor der er fokus på holdbarheden af de møbler, han sender ud i verden: 

- Jeg føler faktisk aldrig, at jeg er helt færdig, før møblet er godt i brug et eller andet sted. Jeg er meget hands-on og med hele vejen, og man vil altid finde mig stå i kedeldragten og arbejde for at gøre hele arbejdsprocessen og produkterne så optimale som muligt. Der er måske nogle, der synes, at jeg har en lidt langsom tilgang, men processen må ikke forceres. Ringer man til mig og spørger efter en modulsofa, der kan være klar om tre uger, så har man ringet forkert. Godt design tager god tid, og min erfaring er, at det giver produkter, der får meget længere tid på markedet.

Billede 9_1600
Billede 10_1600
 
 

Nye betydninger til byens uderum

Som designer med en lang række succesrige uderumsmøbler i porteføljen er Thomas E. Alken især de senere år begyndt at reflektere over de måder, vi iscenesætter og bruger byernes uderum på. Han var i foråret 2020 dommer i en konkurrence udskrevet af Københavns Kommune om fremtidens affaldssortering i byrummet. Den blev vundet af C.F. Møller A/S sammen med Alexandra Instituttet A/S.

- Der sker en enormt spændende udvikling, hvor også byens visuelle fremtræden vil ændre sig i takt med, at den grønne omstilling sætter sig mere og mere igennem. Tænk på den klassiske røde postkasse, der gennem mange årtier var et fint symbol i bybilledet og en del af byens identitet. Jeg håber, at de kommende affaldssorteringscontainere i København på samme måde bliver et symbol, som byen og beboerne tager til sig og bliver stolte af. De er jo med til at redefinere rummet mellem husene og give en ny betydning til uderummene, og der spiller det langtidsholdbare design også en afgørende rolle, fortæller han og fortsætter:

- Nye lommeparker er endnu et eksempel. Konceptet er at erstatte asfalt med grønt ved at lave små parker helt bolignært, hvor man sløjfer 3-4 p-pladser for så til gengæld at få et nyt uderum til ophold. Det er sindssygt spændende, men også et provokerende greb. Her er udfordringen jo også at designe et rum med mulighed for, at bylivet kan udfolde sig 24-7 uden at ekskludere nogen. Jeg arbejder selv med design, hvor jeg inkorporerer private eller intime elementer i de offentlige møbler, så man åbner for, at byrummet ikke kun indbyder til eksponering, bevægelse, fest og farver. Der skal også være plads til intimitet og stilhed.

Billede 12_1600SAMMEN udemøbler for FDB Møbler. Design Thomas E. Alken, MDd

 

Anbefalede artikler