Arkitektur i kontakt med jorden

Bodega Mont-Ras af Jorge Vidal og Víctor. Fotos af José Hevia

 

Vinderen af den 16. Tile of Spain Award blev vingården Bodega Mont-Ras af arkitekterne Jorge Vidal og Víctor Rahola, hvor det på elegant vis er lykkes at inddrage dagslyset og ”terroiren” fra det omkringliggende landskab.

 

Tekst af Mikkel Weber Sandahl

 

På den netop overståede spanske messe Cevisama uddelte juryens formand, arkitekt Iñaki Ábalos, priser til projekter, som fortjener ekstra opmærksomhed for brugen af fliser. Prisen er stiftet af den spanske flisefabrikantforening ASCER, og dette års Arkitektur-pris gik til Jorge Vidal og Víctor Raholas for projektet Bodega Mont-Ras, og Indretningsprisen gik til Garcés - de Seta - Bonet Arquitectes, som har stået for indretningen af tre metrostationer på Barcelonas L9 line.

 

Læs mere om Tegl

 

Santacreu Hotel af Diego López Fuster + SUBARQUITECTURA. Fotos af Jesús Granada

 

Det elegant-rustikke

Vingården blev belønnet for den måde, materialevalget er med til at give karakter og stedfornemmelse til den industrielle bygning. Jorge Vidal fortæller omkring forløbet:

 

- Det begyndte med en ny ejer af gården med et ønske om at producere vin, og det gav os muligheden for at designe en helt ny produktionsbygning, hvor vi bestræbte os på at give en fornemmelse af jordens tekstur i arkitekturen – og herved afspejle omgivelserne og vinproduktionen.

 

Størstedelen af bygningen befinder sig under jorden, og den relaterer sig til den for vinproduktion altafgørende terroir, ligesom det giver kontrol over fugtighed, temperatur og lys. Ud over tegl har man brugt udvalgte materialer, som beton og træ, og for Jorge Vidal har det været vigtigt at være tro mod materialets essens:

 

- På Bodega Mont-Ras har vi anvendt materialer med en tekstur, som passer til bygningens udtryk og støtter op om helheden – øverst i murstensbuerne er der således huller, hvorigennem dagslyset kan strømme ned, hvilket giver en vis poetisk kvalitet. For mig er det selve målet med at være arkitekt – at svare på et projekts individuelle spørgsmål med et ekstra lag af betydning. Vi har designet alt i bygningen fra dørhåndtag til det smukke prøvesmagnings-armatur, som får lov at stå som en skulptur i rummet.

 

Jorge Vidal har i sit videre arbejde beskæftiget sig med bygningen som infrastruktur, og tegnestuen er således involveret i et multiplex-byggeri i Barcelona nu, hvor der er fokus på at skabe maksimal fleksibilitet og få storytelling ind i alle husets enkeltdele.

 

Læs mere om Fagmesser og Events

 

Bodega Mont-Ras af Jorge Vidal og Víctor. Fotos af José Hevia


Som en gigantisk udgravning

Garcés - de Seta - Bonet Arquitectes har vundet Tile of Spain Award for indretningen af tre metrostationer i Barcelona, og juryen belønnede den funktionelle og tidløse måde, som fliserne indgår i den samlede helhed. Metro-ruten kommer til at føre passagerer til lufthavnen, og der kommer således til at være meget dagligt trafik gennem lokalerne.

 

- Vi havde et helt utroligt rum, som vi ønskede at fremhæve, ikke skjule. Det er som at træde ned i en gigantisk udgravning, og den enkelthed ønskede vi at underbygge ved at bruge få materialer, således vi ikke tager opmærksomhed fra rummets geometri, fortæller Daria de Seta fra Garcés - de Seta - Bonet Arquitectes og fortsætter:

 

- Rummet er det centrale, og derfor valgte vi en helt neutral sten – dog i en spændende farve – som kan håndtere det enorme slid fra de mange daglige brugere. Vi har ladet rummets funktionalitet være det styrende, og derfor har vi brugt megen energi på at arbejde med akustikken og belysningen, ligesom belægningen også bidrager til sikkerheden i metroen. 

 

Anna Bonet fra Garcés - de Seta - Bonet Arquitectes mener, at arkitekter i dag skal have en ny strategi i forhold til tidligere, hvor der har været en 100 % tro på mulighederne for hele tiden at flytte arkitekturens grænser.

 

- Vi skal ikke bare producere mere og bygge mere. Som arkitekter skal vi fortolke mere og finde nye måder at leve på, hvor vi tager andre hensyn, såsom at tænke på miljøet. Arkitektens rolle bliver grundigt at gennemtænke alle behov, før man begynder at skabe. Ligesom på metroprojektet skal vi have den samme funktionelle tilgang: Hvad er vigtigheden af lige netop dette sted? Hermed forbinder vi hele tiden det nye med fortiden og gentænker vores arv.

 

Læs mere om Klinker og Fliser

 

Tile of Spain prisvinderne hyldes på den spanske messe Cevisama.

 

Muligheder for at en presset hotelbranche

På den lille ø Tabarca har arkitekterne Diego López Fuster + SUBARQUITECTURA stået bag Santacreu Hotel, hvilket gav dem rosende omtale på Tile of Spain Award for brugen af fliser i arkitekturen og indretningen. 

 

- Vi er meget stolte over projektet, og det har været en stor fornøjelse at opholde sig på øen og blive en del af dens puls. På den måde har projektet også været givende for os, da vi har kunnet udforske det lokale. Vi har arbejdet med et lille budget, men til gengæld har vi haft 100 % frihed inden for de krav, der er til et byggeri på en så unik beliggenhed. Der er mange restriktioner for at beskytte naturen og landskabet på øen, og derfor har vi måttet arbejde på en diskret måde med mange traditionelle materialer, som er gennemtestede gennem historien, såsom fliser, fortæller Fernando Valderama fra SUBARQUITECTURA og slutter af:

 

- Lige nu arbejder vi på flere hotelprojekter, og det er et presset marked bl.a. takket være Airbnb, hvilket gør, at hotelbranchen skal gentænke sig selv. Her tror jeg, at man skal forsøge at give noget ekstra via stedet og arkitekturen – en oplevelse ud over det sædvanlige. Øen Tabarca er kendt for mange smukke porte, og vi har på Santacreu Hotel designet vel nok den største port på øen, hvilket skal symbolisere gæstfrihed. Portens design giver et fantastisk spil, når lyset falder igennem, og bygningen har blandt lokale fået kælenavnet ” hotellet med den smukke dør”, hvilket er en virkelig velgørende respons som arkitekt.

 

Bodega Mont-Ras af Jorge Vidal og Víctor. Fotos af José Hevia

 

Bodega Mont-Ras af Jorge Vidal og Víctor. Fotos af José Hevia

 

Bodega Mont-Ras af Jorge Vidal og Víctor. Fotos af José Hevia

 

Metrostationer på Barcelonas L9 line af Raholas Garcés - de Seta - Bonet Arquitectes. Fotos af Adrià Goula

 

Metrostationer på Barcelonas L9 line af Raholas Garcés - de Seta - Bonet Arquitectes. Fotos af Adrià Goula

 

Santacreu Hotel af Diego López Fuster + SUBARQUITECTURA. Fotos af Jesús Granada