Dampa: Sorte akustiklofter i Pakhuset
Helt usædvanligt er akustiklofterne i Pakhuset på Langelinie udført i sortlakeret metal, der giver en intim rumoplevelse. Ellers er der på alle øvrige parametre tale om en klassisk DAMPA-løsning kendetegnet ved lang holdbarhed og nem vedligeholdelse.
Pakhuset på Langelinie i København er tegnet af Lundgaard & Tranberg og opføres for ATP Ejendomme med COWI som ingeniør og Finn Reinbohte som kunstnerisk rådgiver.
Byggeriet fremstår som en aktuel fortolkning af havneområdets historiske pakhuse med vægten lagt på teglmurværkets tyngde samt et enkelt, rustikt og detaljerigt facadeudtryk.
Indenfor domineres bygningen af det centrale atrium, som trækker dagslyset ind og skaber overblik, orientering og kontakt i de åbne planer.
Blandt de løsninger, som er valgt for at optimere oplevelsen af rummene er akustiklofter fra loftsproducenten DAMPA, som til projektet har leveret i alt 2600 m² DAMPA® Clip-In kassetter i sortlakeret metal med skjult bæreskinnesystem.
Ubrudt sammenhængende loftsflade
- Den sorte loftsflade gør, at loftshøjden virker mindre, så rummene får en mere intim karakter.
Kigger man op på lofterne fra gulvhøjde, fremtræder de som én stor, ensartet flade takket være kassetternes skarpe kanter og det skjulte bæreskinnesystem, fortæller projekttekniker Claus Stigaard fra DAMPAs afdeling for projektsalg og teknisk support.
- Men bortset fra den meget usædvanlige sorte farve er der tale om et helt klassisk metalakustikloft. Det gør, at bygherren ud over de akustikregulerende egenskaber får glæde af større holdbarhed, end hvis akustiklofterne var udført som såkaldte 'bløde' lofter i f.eks. gips eller mineraluld.
Derudover er lofterne lette at vedligeholde og rengøre, hvilket letter driftsfolkenes arbejde, fortsætter han.
Stort kvalitetsfokus
De sortlakerede, perforerede stålkassetter er fremstillet i 600 mm bredde med varierende længder, ligesom DAMPA fra fabrikken har udført installationshuller til bl.a. armaturer. Over kassetterne monteres sort drysfri akustikfilt, der forhindrer partikelnedfald gennem perforeringen.
Den enkelte kassette kan uden at tage skade nemt de- og remonteres ved hjælp af et simpelt håndværktøj, f.eks. i forbindelse med rengøring eller opgradering af de tekniske installationer over loftskassetterne.
- I denne byggesag har der været meget høje krav til udfaldene og stort fokus på kvaliteten af alle løsninger.
Her udgør akustiklofterne generelt et meget fint system, forklarer procesleder Tobias Laursen fra Jakon A/S, der har stået for den indvendige komplettering i Pakhuset, herunder montage af lofter og glasskillevægge samt maler- og smedearbejder.
Lofterne integreres i indretningen
- Vi lægger generelt vægt på, at kunderne får mulighed for at anvende loftet som en betydende del af rummets samlede design. Ud over at kassetterne kan leveres i forskellige farver, kan vi også justere perforeringen, ligesom kassetterne kan udføres i enten stål eller aluminium.
Alu-kassetter er bl.a. optimale til rum, som vil blive præget af høj luftfugtighed, uddyber Claus Stigaard.
Han understreger desuden, at DAMPA med sin placering i Tommerup på Fyn aldrig er mere end nogle timers kørsel væk fra byggepladsen:
- Vi kan med andre ord hurtigt træde til med vejledning, hvis der under montagen opstår behov for det, ligesom vi kan reagere på kort tid, hvis bygherre eller arkitekten ændrer ønsker i forhold til løsningerne.