”Jeg er ikke en signaturarkitekt”

 

Dorte Mandrups navn kender de fleste. Dorte Mandrup Arkitekter står nemlig bag nogle af de mest markante og nytænkende læringsmiljøer, og selv er hun en kvinde med stærke holdninger. Mød hende her og hør, hvorfor hun insisterer på at ikke at forelske sig i tegnestuens projekter for tidligt.

 

Tekst af Annika Lillelund. 

 

Vi møder Dorte Mandrup en sen eftermiddag i januar. I et baghus på fjerde sal i København holder tegnestuen med de 33 ansatte til. Man bliver budt velkommen med kaffe og en særlig Hellige Tre Kongers-kage fra Spanien, som en af de spanske ansatte har haft med. Flere nationaliteter arbejder sammen i det store rum, som i den ene ende huser et stort værksted, hvor flere medarbejdere står i fuld gang med modelarbejde.

 

Dorte Mandrup har travlt. Der er vind i sejlene, og vi møder hende på et tidspunkt, hvor tegnestuen netop har været igennem en professionalisering. Det har betydet, at Dorte Mandrup Arkitekter har fået en professionel bestyrelse, en administrerende direktør og en kommunikationsansat.

 

Råå Förskola. Foto: Adam Mørk

 

Fra unika til stor-skala

Tranformationen fra en unikabaseret tegnestue til den professionaliserede tegnestue, Dorte Mandrup Arkitekter er i dag, har været længe undervejs, og for Dorte Mandrup er der ingen tvivl om, at det har været den helt rigtige vej at gå:

 

- Da jeg startede for mig selv i 1999, så jeg ikke lige det her scenarie for mig. Men tiderne har ændret sig meget, og der er i dag et stort krav til, at vi er professionelle hele vejen igennem et projekt. Derfor har det været nødvendigt at professionalisere tegnestuen, for ellers kan vi ikke løfte de opgaver, vi gerne vil på en ordentlig måde. Det er simpelthen ikke længere nok at være en god arkitekt og have gode arkitekter ansat. Der skal andre kompetencer ind, hvis man vil løfte de tunge opgaver, som vi synes, er de sjoveste. Og ønsker man også at være i front i den teknologiske udvikling, skal man også satse på et højt uddannelsesniveau og på efteruddannelse. Vi er meget bevidste om ikke at gå imod it-udviklingen. Vi vil tværtimod sidde på forsædet her og være med til at præge udviklingen. Og det synes jeg, at vi gør.

 

Salling Tårnet. Foto: Torben Eskerod

 

Læs flere portrætter af arkitekter

 

At fokusere på det kreative

I kølvandet på de organisatoriske ændringer er der opstået en ny gejst hos Dorte Mandrup selv og blandt medarbejderne på tegnestuen:

 

- Det hele bunder jo i en erkendelse af, at der er nogle kompetencer, jeg ikke har selv. Det har arkitekter aldrig været gode til at erkende, men det at lede og administrere er netop kompetencer, man ikke kan gøre lige så godt som de professionelle. Så den administrerende direktør og en professionel bestyrelse er kun godt for tegnestuen og for mig personligt, siger Dorte Mandrup og fortsætter:

 

- For mig personligt har det betydet, at jeg har kunnet definere min rolle som kreativ direktør, i stedet for at være direktør for det hele. Det er helt fantastisk. Jeg har nogle dygtige folk, jeg kan læne mig op ad, og jeg kan bedre fokusere på det, jeg er god til, nemlig det kreative arbejde. Generelt har tegnestuen fået mere overskud, og vi er i stand til se fremad. Man kan sige, at vi har opgraderet det generelle fokuseringsniveau, og jeg tror, at alle mærker det her. Alle er positive og glade for ændringerne, og det er en vigtig platform at gå fremtiden i møde fra.

 

Det strategiske grundlag på plads

Når vi taler om fremtidsscenarier, kan man mærke, at tegnestuen har gjort sig mange strategiske overvejelser, for det kommer klokkeklart fra Dorte Mandrup, da jeg spørger til fremtidsplanerne for tegnestuen:

 

- Vi har tre områder, vi arbejder meget på: transformationer, arbejdspladser og Mixed-Use-projekter. Pt. har vi rigtig mange transformationsprojekter. Derudover arbejder vi med store ”Mixed-Use”-projekter, som jo er projekter med flere interessenter og bygherrer involveret. Det er et meget spændende område, fordi de politiske visioner lige nu er til at skabe nogle meget spændende områder og kvarterer, hvor der både er privatboliger, erhverv, butikker og måske endda daginstitutioner i samme byggeri. Vi vil gerne give noget tilbage til byen, fremfor kun at bygge. Og så har vi arbejdspladserne, som også fylder en del i vores arbejde, og som vi satser på fremadrettet. Vi har netop færdiggjort IKEAs nye globale mødecenter med 1000 arbejdspladser i Malmø, som er blevet rigtig godt. Men det, at vi rent strategisk har defineret disse tre områder, gør, at vi også kan sikre os, at vi har de kompetencer, projekterne kræver. Når jeg ser mig omkring nu, synes jeg virkelig, at jeg har nogle gode og dygtige mennesker omkring mig til at løfte de opgaver, der kommer i fremtiden.

 

At fremhæve potentialet

For Dorte Mandrup og resten af tegnestuen er det en grundpræmis at være åben i tilgangen til et projekt og prøve at forstå alle interessenterne, og som hun siger, så har hun og tegnestuen en meget veldefineret arbejdsproces:

 

- Jeg er ikke en signaturarkitekt, som placerer den samme dims, uanset hvor henne i verden, jeg er. Vi arbejder stik modsat, for vi insisterer på at lave en grundig analyse af de potentialer, der er til stede, hvor byggeriet skal være. Også af de potentialer, der ikke nødvendigvis er en del af programmet. Vi taler med kommuner og ser på fremtidsplanerne for området, så vi har en ide om, hvor et givent område er på vej hen. Det har en betydning for økonomien og markedsværdien i et givent projekt, at vi tænker alt det ind i byggeriet. Kunsten er ikke at forelske sig i noget for tidligt, for vi arbejder altid med 3-4 forslag, som hver især tester forskellige potentialer, og først ret langt henne i processen træffer vi en beslutning sammen med bygherre. Vi prøver at holde distancen for ikke at forelske os i ét bestemt forslag, for kun på den måde kan vi se det ægte potentiale i området ud fra områdets egne præmisser, og det skaber både nytænkende arkitektur og spændende områder.

 

Vadehavscentret, Dorte Mandrup

 

Dorte Mandrups tanker om:

 

Byudvikling…

- Den politiske vision hos myndighederne om, at man vil prioritere bylivet, er fantastisk. Man kan jo læse den politiske vilje direkte i Københavns gadebillede. Omvendt synes jeg, at vi skal passe på de kvaliteter, vi har. København er en meget porøs by, fordi vi har en bestemt skala, og med de byggerier der skyder op for tiden, kan den porøsitet godt være truet. Vi skal drage omsorg for byen og finde en måde at fortætte byen på, som giver mening for København. Jeg savner en arkitektfaglig diskussion af, hvordan København kan og bør fortættes. Visionerne er til stede rent politisk, men hvilke konsekvenser har udviklingen på byen rent æstetisk?

 

Det ”autentiske” byliv…

Jeg forstår argumentet om, at man skal passe på det autentiske byliv. Men hvad er autenticitet egentlig? Det var ikke særlig sjovt at være i Nørrebroparken for ti år siden. Jeg bliver lidt gal, når folk siger, at alt var bedre før, og at det autentiske per automatik er fedt, for det er jo ikke fedt, når folk ikke har det godt. Der er en balance mellem det autentiske og så en udvikling. Jeg synes, at man som arkitekt skal lade være med at programmere for meget, så der på hvert et hjørne er en aktivitetsplads til skateboard eller en rød legeplads. Altså slap af, og lad os skabe nogle steder, hvor folk selv kan tænke en tanke og finde ud af, hvad de vil bruge pletten til. Der er for stærk en programmering kørende, så den fornemmeste opgave for os er at give plads og give luft og lade være med at silokonefuge det hele.

 

Den nye planlov…

- Den er helt horribel. Man er i gang med at spolere det helt særlige hos os. Vi har en af verdens længste kystlinjer i forhold til vores størrelse. Det er helt unikt, at vi har været i stand til at bevare en uspoleret kystlinje med nogle helt simple fredningslinjer. Jeg har set projekter, der spolerer det, som før var til glæde for alle. Det er irreversibelt og en katastrofe.

 

Munkegårdsskolen. Foto: Adam Mørk

 

Om rollen som leder…

- Jeg er nok blevet en mere præcis leder med årene. Jeg er blevet bedre til at melde til og fra og sige, hvad jeg mener. Som mangeårig underviser på Arkitektskolen er jeg blevet bedre til at sætte rammer for de kreative udfoldelser. Jeg har et mere afslappet forhold til det at være leder nu, men jeg er nok ikke så diplomatisk anlagt. I hvert fald ikke, når det handler om arkitektur!

 

Om succes…

Jeg er blevet bedre til at fejre succeserne. Vi er gode til at feste på tegnestuen, og vi drikker champagne, når vi vinder projekter. Jeg prøver at huske på at sige: ”Hold kæft, hvor går det godt, og hvor er I egentlig vildt dygtige”, til mine medarbejdere. Det er jo vigtigt at kunne sige til sig selv, at det er godt gået og huske på, hvor heldige vi er, at vi kan arbejde med sådan nogle spændende projekter. Ambitionerne er vigtige at have, de er en del af drivkraften, men det må aldrig blive sådan, at man ikke føler, at noget er godt nok.