Ellen Van Loon: Foreløbig er bæredygtighed 99 % marketing
… den bombastiske udmelding kom fra hollandske Ellen van Loon fra tegnestuen OMA på dette året Building Green messe, hvor Byggeri+Arkitektur mødte hende til en snak om bæredygtighed, samt vigtigheden af at udfordre etablerede regler.
Enhver moderne virksomhed har i dag fokus på bæredygtighed, ligesom det er højt på den politiske dagsorden – bevæger vi os ikke i den rigtige retning?
- Hvis man ser tilbage på hvad, der blev sagt og lovet på Klimakonferencen i København i 2009, så har der efterfølgende været meget lidt handling bag ordene. Hvis man skal være lidt grov, så er det kun folk, der arbejder med markedsføring, der har fået noget ud af bæredygtighedsbølgen. Her sker der en ”grønvaskning” af produkter og projekter, hvilket ikke stemmer overens med indholdet for størstedelens vedkommende.
Hvilken holdning har du til de forskellige certificeringsordninger inden for bæredygtighed: LEED, DGNB, BREAM osv.?
- Bæredygtigt er utrolig vigtigt for os og vores kommende generationer, men lige nu bliver det brugt useriøst. Certificeringsmodellerne er forskellige og kan derfor ikke direkte sammenlignes, hvilket en stor skam. Når certificeringsordningerne har forskellige parametre, så kan én bygning score højt på den ene og ikke på en anden, ligesom der kan være bæredygtige løsninger, som ikke kan aflæses i modellerne. Det er virkelig ærgerligt. Der er i det hele taget meget volapyk ind over bæredygtighedskonceptet, eksempelvis så jeg for nylig et skilt på en taxi her i København, som reklamerede med, at den var 100 % CO² neutral, hvilket i bund og grund er absurd.
Det er i det hele taget svært at opstille entydige parametre for bæredygtighed, hvad er bæredygtighed for dig?
- På sin vis er Colosseum i Rom en meget bæredygtig bygning. Den har stået i 2000 år, og den har så stor kvalitet, at man har lyst til at bevare den fremover. Derfor bør vi lave bygninger, som vi ikke er nødt til at vælte om 20 år. Bygninger af tilstrækkelig høj kvalitet vil blive værdsat år for år, også selvom der på et tidspunkt vil være en dalende interesse for bæredygtighedsbegrebet.
Men ældre bygninger skal jo opdateres til moderne standard?
- En ældre bygning skal renoveres til et fornuftigt niveau, hvor man tager udgangspunkt i kravene fra den tid, hvor den blev bygget. Den skal ikke leve op til alle moderne krav mht. lys og varme, og det skal lovgivningen sætte rammerne for. Vi elsker vores gamle, smukke bygninger, og et lavt komfortniveau er altså en del af at opholde sig i en ældre bygning.
Skal vi sænke vores forventninger til komfort?
- Når vi hele tiden stiller højere og højere krav til komfort, så modarbejder det vores ønske om at være mere bæredygtige. Det modsætningsforhold skal man være bevidst om. Et designbrief på et kontordomicil kunne for eksempel lyde, at temperaturen om vinteren altid skal være over 22 grader og under 26 grader om sommeren, ligesom lyset indenfor skal være over 400 lux – så er man fra starten udfordret i forhold til at skabe en bæredygtig bygning.
Er der et lignende modsætningsforhold mellem bæredygtighed og æstetik: Skulle arkitekterne ikke også være bedre til at genbruge andres viden og skrue ned for trangen til unikke løsninger?
- Jeg forstår din pointe, og som arkitekt bliver man tit set som ”besværlig”, når man hele tiden ønsker at skubbe grænser og skabe unikke bygninger. Men for mig at se er den drive en meget positiv ting – arkitekters enorme lyst til at forbedre det eksisterende. Det kan aldrig være noget dårligt at have visioner, samtidig med at en æstetisk smuk bygning vil blive bevaret gennem tiderne, hvilket efter min mening er essensen af bæredygtighed.
I OMA’s Roadmap 2050: A Practical Guide to a Prosperous, Low-Carbon Europe, har I skabt en vision for et fælleseuropæisk energinet, hvor man udveksler vedvarende energi på tværs af landegrænser, hvordan opstod ideen bag?
- Hvis vi skal have CO² neutrale bygninger, er det kun muligt ved hjælp af vedvarende energi, så bygningen over årene udligner CO² forbruget i forbindelse med konstruktionen. Og det skal ske uden for bygningen via vind-, sol-, bølgeenergi osv. Ideelt set kunne man udveksle energi, så vi udnytter den vedvarende energiform, som har størst effekt lokalt. I Nordeuropa har vi vind og bølger, og i Sydeuropa har man varme og sol, og da reduktionen af CO² er et fælles problem, så det vil give mening at udveksle energi på tværs af landegrænser. I vores roadmap ønsker vi at gøre Europa til det første CO² neutrale kontinent.
Er du blevet mere politisk med tiden?
- Som arkitekt bliver jeg hele tiden konfronteret med krav, og her bliver man mere og mere opmærksom på de politiske aspekter bagved. Så jeg må ofte svare, at vores systemer passer ikke til det, du ønsker. Derfor skal forandring helt basalt ske via lovgivning, så der er de nødvendige overordnede rammer, der giver mulighed for kreativitet og udvikling.
Hvordan har I som tegnestue arbejdet bæredygtigt på Bryghusgrunden i København?
- Det er svært at bygge bæredygtigt midt i byen, og vi har valgt at anvende Arups SPeAR model (Sustainable Project Appraisal Routine), da det er en ret åben model, hvor man kan tilføje sine egne ideer. Herved kunne vi definere værktøjerne selv, så bæredygtighed ikke bliver en hæmsko for projektet. Derudover lever bygningen op til de danske 2015 krav til energiforbrug, som faktisk er ret høje.
Hvornår bliver reglerne en hæmsko?
- Regler modvirker lysten til at tænke ud af boksen. Eksempelvis ønskede vi naturlig ventilation på Bryghusprojektet, hvor vi stødte mod en absurd regel om, at man ikke må kunne høre lyden uden for bygningen, hvilket var en stor begrænsning. Det er et problem, når noget bliver en doktrine, selvom om baggrunden for det kan være positiv i sig selv. På Bryghus-projektet måtte vi kæmpe hårdt for at gøre pladsen foran afskærmet og tryg, da der skal være åbent for skyderum på de punkter, hvor der engang har stået kanoner. Jeg mener også reglen om, at man ikke må bygge tættere end seks meter fra vandkanten er sympatisk, men alt, alt for rigid. Jeg opfatter generelt dansk kultur som ret konservativ, hvor man er bange for at tage chancer.
Og det er vigtigt at tage chancer?
- Bestemt! Man skal forfølge det skøre og det unikke. Som arkitekt drømmer man en masse, og et projekt tager typisk 5-6 år, inden man ser resultatet af sine anstrengelser. Det er en fantastisk følelse at se den bygning i brug, som man har arbejdet på i så lang tid. På Bryghus-projektet var udfordringen den store mængde trafik, og det har vi forsøgt at vende til noget positivt ved at lade bilerne køre igennem bygningen. Herved mærker man sine omgivelser, da man kan føle trafikken i selve bygningen – og det er en spændende kvalitet.