Fjordpark i et med naturen
Limfjorden er Aalborgs helt egen baghave, og med Vestre Fjordpark har byens borgere fået et nyt samlingssted. Det tjener som et rekreativt område for alle aalborgenserne, uanset om de søger fysiske aktiviteter eller blot vil nyde den omgivende natur året rundt.
Den rå beton og det varme træ danner rammen om en forunderlig bygning, fra hvis tag de besøgende har en fantastisk udsigt over både Limfjorden, det nye fjordbad og trækronerne på land. Flere af områdets små træbygninger er samlet af en fælles tagflade, og tager ikke på noget tidspunkt fokus fra det skønne naturlandskab, men går i stedet i ét med det.
Der er tale om Vestre Fjordpark, Aalborgs nye friluftscenter, der er skabt til et bredt udvalg af sportsentusiaster, såvel som alle dem, der blot vil nyde den omgivende natur og se på andre, der sveder og pruster. Der har længe været friluftsaktiviteter på området, men nu er Vestre Fjordpark åbent for alle, hele året rundt, hvilket gør det til samlingspunkt for alle byens borgere.
Læs også interviewet med Martin Laursen: Kuberne i Ørestaden
En del af borgernes DNA
Det nye fjordbad huser en række forskellige foreninger, der alle har været dybt engagerede i udviklingen af projektet. Hver især havde de meget specifikke ønsker og krav:
- Det var en lang og enormt spændende proces, at arbejde med udviklingen af projektet fra disponering til realisering. De dengang fremtidige brugere var involveret i store dele af beslutningerne, for at være sikre på, at vi kunne tilgodese så mange specifikke behov og ønsker som muligt. Processen betød, at brugerne allerede meget tidligt tog ejerskab til projektet, og vi igennem den løbende dialog kunne arbejde med at inkludere deres håb og drømme i designet. Det naturskønne område, som den nye fjordpark ligger i, har længe været del af aalborgensernes DNA, så der var meget på spil, fortæller Martin Laursen, founding partner i Adept, og fortsætter:
- Lige siden åbningen i sommeren 2017 har der været utroligt fine tilbagemeldinger fra brugerne, som virkelig har taget fjordparken til sig. Det er meget positivt, at den omfattende dialogproces på den måde har skabt det sted, som så mange ønskede sig.
Læs også portrættet af Adepts projektdirekør Henrik Hvidt: Passion har ingen alder
Balancen mellem materialerne
- Vi har forsøgt at skabe balance mellem fjordbadet og Limfjorden, så man hele tiden er i kontakt med to typer vand og natur. De fleste af de små bygninger ligger præcis i skæringen mellem parken og Limfjorden og huser de mange forskellige friluftsforeninger, som især har glæde af området. Tagfladen, som samler husene er udformet som en del af landskabet med flere direkte forbindelser til promenaden. Tagets udformning danner bl.a. nogle fantastiske udsigtsplatforme og sørger samtidigt for, at bygningen samlet set ikke dominerer landskabet, forklarer Martin Laursen.
Taget har også en indbygget legeplads og er flere steder dækket af et grønt græstæppe, der er med til at indpasse den byggede struktur i det naturlige fjordlandskab, der foruden det rolige vand, også rummer grønne trætoppe og græsenge. Fjordparken domineres af to materialer: den rå og nøgne beton – og lyse træplanker, der skaber en organisk og blød kontrast til betonen. Man har derved skabt en balance mellem det kolde og hårde overfor det bløde og varme.
Tilsammen skaber det et friluftscenter for aalborgenserne, der faciliterer naturen samtidigt med at det tilbyder en masse nye aktiviteter i rammer.