Godt samarbejde om indretningsløsning til BLOX
SnoerGlas har bla. leveret 4 meter høje farvede glaslåger, som indgår i indretningen af BLOX – Realdanias store byudviklingsprojekt på havnefronten i København. Indretningsløsningen er blevet til i tæt samarbejde med Paustian Inventar.
Når man ser BLOX udefra, er der ingen tvivl; Det er et helt specielt byggeri. Også på indersiden skiller Realdanias ambitiøse prestigebyggeri på Københavns havnefront sig ud. Glarmestre Snoer og sønner har leveret og monteret flere indvendige vægløsninger, bestående af spejle og farvede glaslåger til det markante byggeri.
En 4 meter høj skabsvæg med farvede glaslåger er blevet til i samarbejde med Paustian Inventar, som har stået for store dele af indretningen af BLOX. Desuden har SnoerGlas leveret 22 mindre glaslåger monteret over en åben reol.
- BLOX består ikke bare af blokke, men også af kæmpe glasflader. Der har været tale om en lang proces med mange aktører, og vi har ventet spændt på at komme i gang med vores del af BLOX. Alle materialer er nøje udvalgte og de valgte løsninger har givet hver deres særlige udfordringer, fortæller Torben Snoer, direktør i Glarmestre Snoer og Sønner.
Glasvæggene er bygget op af låger af lamineret glas monteret på rammer af vinkeljern. Alle komponenter til lågerne er monteret i værkstedet hos SnoerGlas i Københavns Nordvest-kvarter, hvorefter det hele er samlet til glasvægge i ankomstrummet, DAC Passage, i BLOX. DAC Passage ligger to etager under terræn, og her går man ned, for at komme op og rundt i BLOX. DAC Passage er også adgangsvejen til havnen – uden at man kommer i kontakt med de mange biler på Chr. Brygge.
Glasteknisk elegance
Den knapt 20 meter lange hovedvæg i DAC Passage er bygget op af 16 stk. 4 meter høje og 1,2 meter brede glaslåger. Hver låge består af 12 mm tykke, farvede, hærdede og laminerede glas, limet ned i svejste rammer. De store og meget tunge låger hviler i gulv-drejelejer, og styres i toppen af top-pinoler. De mindre låger til reolløsningen er 1,4 meter høje og 1,2 meter brede. De er af typen ”Mirastar”, et 12 mm tykt laminat af halvtransparent spejlglas og almindeligt floatglas. Glasset er limet på rammens yderside, som derfor ikke er synlig i den færdige væg.
Læs mere om den kreative glasløsning til Blox her.