IsbranDesign
Interview: Isbrand Design
Siden 1987 har Lise og Hans Isbrand - Isbrand Design - været faste udstillere på SE. Med kun få pauser og flere år med to møbler svarer det til omkring 30 møbelbidrag til SE gennem årene. I år er ingen undtagelse for parret, som foruden at være faste makkere i Isbrand Design, også rent privat har dannet par i 50 år. Hans Isbrand fortæller om duoens forhold til SE:
Designparret har været selvstændige siden 1975 og har været omkring mange produktkategorier, men det er møblerne, der har parrets største interesse, og derfor bliver SE også prioriteret højt.
Om årets bidrag fra Isbrand Design, som er en stol, forklarer Hans Isbrand:
- Vi havde i år lyst til at prøve kræfter med en ultra-let stol, udført primært af rundstokke i asketræ og uden unødigt materialeforbrug.
Årets møbler skulle forholde sig til lokationen, Kongernes Lapidarium, og det blev skråstiverne i den bærende bjælkekonstruktion på 1. sal, som kom til at afgøre stolens konstruktion og form.
Skråstiverne på stolen danner en trekant fra bagben til sædets midte. Sædet, som er fritsvævende, holder sammen på stolens forben og bagben og udgør derved en væsentlig del af konstruktionen, idet det erstatter sidesarge. Med sit enkle formsprog og tynde konstruktion, bliver stolen en sort streg på hvidt papir, som temaet så fint foreskriver.