Mavepuster til KADK
Med en massiv reduktion af studenteroptag, ansatte og økonomi har arkitekt- og designeruddannelserne i København fået et dybt slag i solar plexus. Heldigvis er det ikke et knock out.
Byggeri + Arkitektur har talt med Mathilde Aggebo, der uddannet som tekstildesigner i 1993, og siden 2016 har været fagleder for design på Kunstakademiets skoler for Arkitektur, Design og Konservering (KADK), om de besparelser, som regeringen har pålagt designuddannelsen i København.
Mathilde Aggebo begynder med at præcisere, at det ikke kun er designeruddannelserne, der bliver ramt; det er også arkitekterne. Men dimensioneringen, som beskæringen så elegant benævnes fra politisk hold, er ikke desto mindre hård og kontant: En reduktion på 30 %, som blandt andet omfatter optaget af nye studerende, antallet af undervisere og bevillingernes størrelse. Årsagen er, kort fortalt, at man fra politisk hold ikke mener, at dimittenderne fra KADK kommer hurtigt nok i arbejde – især ikke designerne, som statistisk har en ret høj arbejdsløshed på 2-3 år efter deres kandidatgrad, når det gælder fuldtidsbeskæftigelse, og det skal der gøres noget ved. Herudover er der så et yderligere, politisk krav om, at skolerne skal aflevere 8 % af deres budget (2 % i fire år, red.) til regeringens såkaldte omprioriteringsbidrag. I alt en reduktion på 38 %, hvilket må siges at være noget af en mavepuster.
I følge Mathilde Aggebo har den såkaldte dimensionering været til debat i en længere periode og hos skiftende regeringer:
- Det her har rumlet rundt i regeringskredse siden 2015, og oprindelig blev der lavet en udredning med en mere lempelig dimensioneringsmodel, men det endte så med en dimensionering på 30 % her på skolen, 20 % på Arkitektskolen i Århus, og 15 % på Designskolen i Kolding, hvilket hænger sammen med skolernes forskellige størrelser. KADK blev fusioneret i 2011 (sammenlægning af Danmarks Designskole, Kunstakademiets Arkitektskole og Konservatorskolen, red.), og på den måde er det både arkitektur- og designuddannelsen, der er omfattet af dimensioneringen samtidig. Det har naturligvis været et langt træk at fusionere de tre skoler, men i dag står vi som en stærk og samlet institution, og det har gjort, at vi bedre har kunnet håndtere den her udfordring sammen.
Hvordan tog I så fat i det, for det kan jo ikke have været uden problemer med en reduktion af den størrelse?
- Da vi fik meldingen om, at vi skulle dimensioneres med 30 %, spurgte vi os selv: ”Hvordan pokker griber vi det her an?”, og så gjorde vi det sidste forår (2016, red.), at vi inviterede alle medarbejdere og studerende til nogle workshops. Vi satte fokus på, hvordan vi fik vores kandidater hurtigere i arbejde, for det var jo det, det hele handlede om, og som var årsagen til dimensioneringen. Resultatet af disse workshops blev et idékatalog, som mundede ud i en handlingsplan, der skulle pege fremad, og som skulle tage hånd om vores udfordringer. Og en af de ting, der var meget vigtige for os, var, at vi ikke bare skulle beskære uddannelserne med de 30 %, som vi var blevet pålagt – plus de 8 % oveni – over en kam. Det var ikke nok, for vi var også nødt til at flytte skolen et nyt sted hen, der viser, hvordan vi kan sætte arkitektur, design og konservering af høj kvalitet i spil i mange forskellige steder i samfundet.
Skal det tolkes sådan, at designeruddannelsen generelt er blevet for akademisk?
- Nej. Sådan ser jeg ikke på det, og det har ikke noget med det akademiske at gøre. Jeg er selv en del af den gamle kunsthåndværkertradition og blev optaget på Skolen for Brugskunst (1987, red.), og jeg har oplevet undervejs, at vi blev lagt sammen med Skolen for Boligindretning og blev til Danmarks Designskole med en uddannelse på 5 år. Jeg er faktisk en af de første, der tog den 5-årige designuddannelse, og jeg synes nærmest, at det var et fantastisk kvalitetsløft med den uddannelse, fordi man kunne mærke, at man nu kunne arbejde som udøvende designer i forhold til et bredere felt. Og der er det, der er det særlige ved KADK, mener jeg, at vi netop uddanner udøvende designere, der både har et analytisk, akademisk gear, og som kan udarbejde forslag på et højt, kunstnerisk niveau. Der er jo mange universiteter og akademiske læreanstalter, der arbejder med design i deres uddannelser på en anden måde, end vi gør på KADK, men det er min oplevelse, at vi i højere grad praktiserer design. Der er ganske højt til det kunstneriske loft i vores uddannelse, men selvfølgelig skal vi også kunne navigere rundt i forskellige teorier, og vi skal ikke mindst være meget kritiske.
Men jeg kan også forstå, at den klassiske designuddannelse nu skal strammes yderligere op med teoretiske overvejelser og uddybende projektbeskrivelser?
- Ja, det er klart. Man skal kunne forholde sig teoretisk til tingene, for der er en række designhistorier, teorier og metoder, som man skal kunne bevæge sig rundt i. Det særlige herude er, at vi bygger på et trebenet vidensgrundlag: Kunst, videnskab og praksis, og det er de tre forskellige vidensfundamenter, vores uddannelse bygger på. Når man kommer ind på skolen, så afprøver vi derfor talentet hos den enkelte. Vi beder dem f.eks. om at udvikle et koncept, som de skal visualisere i form af tegninger eller stop-motion film, eller noget andet, hvor vi er meget åbne omkring præsentationen. Den videnskabelige del – den akademiske tilgang – kommer fra, at vi fletter forskning ind i uddannelsen og derfor, som udgangspunkt, kræver en studentereksamen. Man kan søge om dispensation for dette, og det er der flere der får, men det er en individuel vurdering. Og med hensyn til den praktiske tilgang, så får vi det ind i uddannelsen dels via vores egne værksteder og dels igennem et tæt samarbejde med erhvervslivet, såvel producenter som designere, så vi også får noget viden udefra.
Hvordan har I så tacklet reduktionen, for det lyder altså lidt svævende?
- Jo, men hvad gør man, når men bliver tvunget til at reducere med 30 %? Vi havde lige justeret organisationen efter fusionen med en ny struktur i 2014, og nu skulle vi så i gang igen, så det var ikke morsomt. Vi blev nødt til at sige til os selv, at vi ikke alene skulle være mindre, men også, at vi hurtigt skulle et andet sted hen. Vi skulle have nogle flere kandidater ud på arbejdsmarkedet, og de kandidater skulle være meget klare på deres egne kompetencer. Det er altså ikke nok, at der skal komme nogle designere ud, som f.eks. er superdygtige til at tegne en stol eller lave nogle flotte detaljer i tekstil. De er nødt til at kunne italesætte, hvad det er, de kan, og hvordan den viden kan bringes i spil både over for en producent eller en bruger, men også i forhold til et bredere arbejdsmarked. Derfor besluttede vi os for at prøve at samle vores bachelorprogrammer i nogle større enheder, hvor der også var plads til forskellige studieretninger, fordi der altid skal være en eller anden form for specialisering inden for design. Samtidig lagde vi en obligatorisk praktikperiode ind i slutningen af bacheloruddannelsen, så de studerende efter et eller to års praktik kunne komme tilbage for at fordybe sig i kandidatuddannelsen. Dermed får de studerende kontakt med erhvervslivet og kan finde ud af, hvordan markedet fungerer - og hvad der i øvrigt gjorde dem nysgerrige på deres valg af fag.
Det er altså et krav, at de studerende skal ud i den praktik - at de skal skaffe sig en praktikplads på en tegnestue hos en producent eller i en designvirksomhed?
- Lige præcis, og vi har sat os som mål, at 70-80 % af de studerende skal ud i praktik hos en virksomhed, eller deltage i et praktiklignende forløb med virksomheder her på skolen - eller i praktik hos en forsker, fordi forskning jo også er en del af målet med uddannelsen. Og meningen er så, at den studerende kommer tilbage til kandidatuddannelsen, hvor man virkelig kan fordybe sig og specialisere sig. Det er faktisk et paradigmeskift, idet designeruddannelserne typisk har været organiseret sådan, at man blev optaget på en speciel studieretning, f.eks. møbeldesign, rumdesign eller beklædning.
Er det ikke lidt mærkeligt, at man fra politisk hold har valgt at reducere støtten til de spidskompetencer inden for design og arkitektur, som vi er blevet berømte for?
- Personligt synes jeg selvfølgelig, at det er superærgerligt, men det er et politisk valg. Vi vil rigtig gerne være med til at løse det her problem med den høje arbejdsløshed, men vi kan ikke kun løse det alene som institution, og derfor er vi nødt til at stå sammen med foreningerne, organisationerne og de andre skoler om det her. Samtidig skal vi så have nogle virksomheder på banen, som har lyst til at lukke flere designere og arkitekter ind, og her går det heldigvis bedre og bedre – det er i hvert fald, hvad jeg kan mærke, og jeg kan også mærke, at interessen for design er blevet større. Næsten alle uddannelsesinstitutioner har design med på skemaet i en eller anden form, og store virksomheder har også stor interesse for design – eksempelvis Pepsi, som er i gang med at ansætte 1000 designere på verdensplan, samt IBM og selv Mærsk herhjemme.
Og hvor er I så henne om 5-10 år?
- Vi kan jo ikke vide, hvad der kommer af forandringer og grundlag for skolen, og derfor gør vi os robuste nu ved at lave nogle solide uddannelser, der samtidig fastholder vores kunstneriske traditioner. Men jeg tror på, at der kommer en stor efterspørgsel efter vores kandidater, så jeg er ret optimistisk.