Nyt hovedkvarter med fokus på en åben, bæredygtig kultur

 

 

Schmidt Hammer Lassen Architects vinder international konkurrence om at designe nyt, bæredygtigt hovedkvarter for den internationale kemivirksomhed Solvay i Bruxelles.

 

 

Det vindende team, der også tæller det lokale firma Modulo Architects og VK Engineers, blev valgt efter en international konkurrence med deltagelse af OMA, Valode & Pistre, Wilmotte & Associés og Henning Larsen.

 

 

Den nye campus signalerer et skifte for Solvay i retning af en mere åben, bæredygtig kultur som led i en markant omdannelse af virksomhedens forretningsportefølje. Den nye bygning, der er placeret på det 22 hektar store område, som siden 1953 har huset mange af Solvays aktiviteter, bliver ikke et traditionelt domicil, men snarere et flydende og kollaborativt sted, hvor medarbejdere og teams kan samskabe og interagere. Tiago Pereira, Partner i Schmidt Hammer Lassen udtaler:

 

- I de indledende faser blev det klart, at en kompakt bygning med fælles indgang til et imponerende atrium ville give alle, der besøger hovedkvarteret, mulighed for at dele den samme unikke oplevelse af bygningen og skabe en stærk følelse af at høre til. Vi har omsat Solvays ønske om et inviterende, innovativt, bæredygtigt hovedkvarter til et arkitektonisk modigt udtryk, der afspejler virksomhedens kerneværdier og skaber en ny identitet.

 

 

Læs også portræt af John Lassen fra SHL: Med mennesket i centrum

 

Ét selskab. Én campus. Én bygning

Bæredygtighed og robusthed er bærende elementer i designet af det nye Solvay-hovedkvarter. Virksomhedens dedikation til sine grønne ambitioner ses tydeligt afspejlet i designet af den CO2-neutrale, næsten nul-energi bygning og den grønne campus. Allerede ved ankomsten til den nye campus vil medarbejdere og besøgende føle stedets ånd.

 

Med uformelle arbejdsområder som den store sociale trappe, der beklæder atriummet og den fredfyldte grønne gårdhave som bagtæppe, hilser man nye måder at arbejde, kommunikere og samarbejde på velkommen. Kim Holst Jensen, Partner i Schmidt Hammer Lassen fortæller:

 

- Bygningen skaber et dynamisk indtryk takket være skiftet i niveauer og terrasserne. De omfattende digitale applikationer vil bidrage til bygningens intelligente brug af energi, og det åbne, transparente design bliver et fyrtårn på campussen.

 

Læs også om Vendsyssel Teater af SHL: Hjørrings nye dagligstue står klar