Ditte Hammerstrøm
Om at kuratere magi
Mindcraft er dansk designs store, årlige udstillingsvindue i Milano. Lige om lidt går det løs igen, og denne gang er det værkerne, der har hovedrollerne i en gammel klostergård.
Den årlige møbelmesse i Milano i april måned - Salone del Mobile - er et kaotisk tilløbsstykke med tusindvis af udstillere og mere end 250.000 besøgende fra hele verden, der ikke alene kaster sig grådigt over de enorme messehaller i bydelen Rho, men også finder nysgerrig vej til et uoverskueligt antal showrooms og gallerier rundt om i byen. I denne malmstrøm af fristende tilbud har Statens Kunstfond flot og modigt i mere end 10 år bevilliget midler til at afholde udstillingen Mindcraft på skiftende adresser, hvor dansk design og kunsthåndværk er blevet promoveret på intelligent – og ofte overraskende – vis med skiftende kuratorer som dirigenter. Det er en bemærkelsesværdig og visionær satsning, som har givet pote i form af flotte og anerkendende anmeldelser i internationale designtidsskrifter, og som i høj grad har været med til at underbygge Danmarks position som en førende designnation. På dette års designcirkus i Milano er det designeren Ditte Hammerstrøm, der står for kurateringen af Mindcraftudstillingen, og det er et både modigt og interessant valg.
I grænselandet mellem møbeldesign og installationskunst
Ditte Hammerstrøm er uddannet som industriel designer fra Danmarks Designskole i 2000 med en afstikker til Central Saint Martins College of Art and Design i London i 1999, men det er som møbeldesigner, at hun har gjort sig mest gældende. Eller rettere sagt: Det er i grænselandet mellem møbeldesign og installationskunst hun har markeret sig – og ofte med objekter med et tilslag af underfundig humor, der rykker ved de gængse forestillinger om, hvad møbler er og kan være.
Hun fortolker således design på en helt anden måde, end mange andre designere gør, og det er særdeles forfriskende. Et godt eksempel er Ditte Hammerstrøms første deltagelse på SE (Snedkernes Efterårsudstilling) i 2001 med temaet Livsrum, hvor amagerhylder, PH5-lamper og genkendelige møbeltyper, der alle var vandskåret i et fladt 2D-format i polystyrenplader (Flamingoplader), blev hængt frit op foran en bagbelyst væg af stormønstret, orangefarvet voksdug, og som bar den smukke titel ”Farmors Stue”. Det projekt var der godt nok en hel del anmeldere og branchefolk, der brokkede sig over (dog ikke nærværende signatur), men brokkeriet forstummede helt og aldeles da Ditte Hammerstrøm viste installationen Sofastykke til SE-2004, der havde temaet ”Møblernes Haute Couture”. Her viste hun en humoristisk øjenåbner i form af en lang, minimalistisk sofa, der var smeltet sammen med en høj reol i højre side; et bord, der stak halvvejs gennem sofaryggen og havde to af benene ned gennem sædet i midten, plus en standerlampe i venstre side, hvor standeren skød sig op gennem sædet. Som bonus havde Hammerstrøm tilføjet nogle meget fine detaljer med snører i sofaryggen, der mindede om korssting. Sådan skaber man et ikon for nytænkning, der effektivt lukker kæften på anæmiske puritanere.
Siden er det gået slag i slag for Ditte Hammerstrøm med en mængde af finurlige fortolkninger af møblet som objekt – plus en hel del andre ting – der alle er båret af en stor nysgerrighed over for materialer, former og udtryk. Det er helt sikkert disse kvaliteter, der er grunden til, at Statens Kunstfond har valgt hende som kurator på Mindcraft 2018 i Milano, og i den forbindelse har Byggeri+Arkitektur haft en snak med Ditte Hammerstrøm om, hvilke tanker hun har gjort sig om kurateringens svære kunst til en så vigtig udstilling.
Mindcraft er jo kendt for at sprænge rammerne og lade tingene komme i spil – og på spil. Det må være en møgsvær opgave at kuratere en udstilling som Mindcraft, fordi den efterhånden har tiltrukket sig stor opmærksomhed, både internationalt og her i landet?
- Det er en spændende og helt fantastisk opgave at få. Det var med hænderne op over hovedet, da jeg fik henvendelsen, men det er også en meget krævende opgave med et kæmpe ansvar, og det er jeg meget ydmyg over for.
Men hvordan har du så grebet det an?
- Jeg har kurateret – udvalgt – 17 designere (15 værker) til udstillingen, og det er dem, jeg gerne vil gøre glade, for det er dem, jeg skal repræsentere. Derudover er det en stor udstilling, der får megen opmærksomhed, og det kræver en del iscenesættelse. Det er lidt af en balancegang, fordi de 15 værker hver især har deres særlige stil og udtryk, som skal samles til en helhed.
Hvordan har du fundet frem til de deltagere, der skal være med til årets udstilling i Milano? Det kan da ikke ha’ været en nem opgave?
- Jeg har meget på hjertet, som jeg gerne vil vise med denne Mindcraft-udstilling. Deltagerne er derfor valgt i forhold til det tema, jeg gerne vil have frem. Alle deltagerne har en eksperimenterende tilgang til deres fag og en helt unik måde at arbejde med deres materialer på. Men klostergårdens størrelse og arkitektur har også været en vigtig medspiller i forhold til kurateringen. Det åbne, udendørs rum kræver særlige værker, så derfor har jeg valgt deltagere, der kan arbejde stedsspecifikt i stor skala, fordi jeg gerne vil have, at det bliver en værksbaseret udstilling.
Hvad mener du med udtrykket værksbaseret? Er en udstilling ikke altid det?
- Det kan man godt sige, at de i princippet altid er, men denne gang ville jeg gerne have, at det virkelig blev en værksbaseret udstilling - altså at det er værkerne, der får lov til at løbe med hovedhistorien. Det er det, der er mit mål, og det er derfor jeg har valgt deltagere, der alle kan arbejde mere stedsspecifikt og i en større skala - med den store åbne klostergård i baghovedet. Derudover ville jeg gerne have, at de enkelte værker fik hver deres, stærke personlige udtryk. Jeg har derfor kurateret efter, at deltagerne har hver deres materialitet og særlige måde at arbejde med materialerne på, for at sikre 15 forskellige hovedpersoner på udstillingen.
Skal det forstås sådan, at der er meget store forskelle på de udstillede værker?
- Ja, der er meget store forskelle. Det bliver 15 stærke værker. Jeg har eksempelvis tre keramikere med, hvor en arbejder med glasur i arkitektoniske flader, en anden arbejder med kompositioner af store volumeniøse former og en tredje arbejder med formationer i spinkelt, fint porcelæn. På tekstilsiden, har jeg også tre designere med - en, der arbejder med tunge, selvbærende kompositioner; en, der arbejder med lette og transparente teksturer, og en, der har en mere industriel tilgang til tekstil og akustik. Derudover er der en glasdesigner, en beklædningsdesigner, en smykkedesigner og seks møbeldesignere. Møbeldesignerne arbejder igen meget forskelligt - en arbejder med beton, en anden med papir og andre med træ og metal osv. De arbejder hver især med deres materialitet. På den måde har jeg kurateret, så hver deltager har deres eneområde og forsøgt at sikre, at det bliver en udstilling med 15 stærke hovedpersoner.
Så er hele designfeltet vel også ved at være dækket ret godt ind?
- Ja, næsten – for vi er mange faggrupper inden for designfaget, og det er altså ikke alle, der er med her.
Men det kan du vel i virkeligheden også blæse højt og flot på, for i sidste ende må det vel være dig, der bestemmer som kurator?
- Ha, ha – jo, det er mig, der bestemmer. Hovedlinjen ligger helt klart i kurateringen. Det er ikke nødvendigvis dét, publikum lægger mærke til på udstillingen, men med en udstilling som Mindcraft, så er hovedarbejdet faktisk kurateringen. Udstillingstemaet skal gerne stå meget klart med valget af værker og deltagere.
Men det er jo så et valg, du tager helt alene og har ansvar for - dels at du vælger at have fokus på værkerne fremfor designerne og dels, at du også gerne vil vise en stor bredde?
- Ja, og bredden kommer ind i forhold til, at jeg med denne udstilling gerne vil vise, hvad det helt præcis er, at vi som designere og kunsthåndværkere kan, og som ingen andre kan: At forvandle materialer til noget enestående og unikt. Jeg er så træt af, at design kan – eller skal – være alt muligt mellem himmel og jord, som i virkeligheden ikke har noget med design at gøre. Så med Mindcraft-udstillingen vil jeg gerne sætte fokus på håndens arbejde, og de visuelle, sanselige og æstetiske kvaliteter i objekterne. Det, som vi er helt fænomenalt gode til her i landet. Det er et tema, som godt kan være lidt udefinerbart at tale om, og som er svært at formidle; for hvornår er det nu, at et objekt fungerer? Og hvordan formidler man sanselighed, æstetik og materialitet? Men samtidig er det begreber, der kan sanses klart og tydeligt på et splitsekund, når man oplever det. Og det er lidt af den magi, som jeg håber på at få frem i de seks dage, hvor man kan se og fornemme værkerne i Milano.
Du lyder meget fortrøstningsfuld, så det tyder vel på, at der er godt med guf i godteposen?
- Vi havde en midtvejsglögg her i begyndelsen af december, hvor vi allesammen mødtes og deltagerne viste skitser af, hvad de har tænkt sig at lave til udstillingen. Det så meget lovende ud, så jeg var en meget glad kurator den dag. Der er noget at glæde sig til. Deltagerne har virkelig leveret, og jeg håber, man vil kunne fornemme værkernes overflod af detaljer, sanselighed og kvalitet, når man står inde i klostergården til april.