Portræt af Øivind Slaatto: ”Jeg tror på, at det geniale kan opstå”
Øivind Slaatto er en ung designer, som ikke tror på, at design skal styres af markedsanalyser. Han tror på sin egen mavefornemmelse, og med den har han designet ikoniske produkter for bl.a. B&O, Louis Poulsen og Le Klint. Design, som meget vel kan gå hen og blive morgendagens klassikere. Og janteloven, ja den mener han er noget af det farligste for den danske kultur.
Vi møder Øivind Slaatto på hans kombinerede tegnestue og værksted i det københavnske nordvest-kvarter. Allerede i opgangen får man syn for sagen, for der hænger den lampe, Øivind Slaatto på ni dage designede til Melodi Grand Prixet i København. Helt overdimensioneret til den lille trappeopgang og alligevel med en transparent ynde, som lader vinterlyset strømme igennem.
Øivind Slaatto har netop været tre uger i Asien for at præsentere sine design, og med sig hjem har han bl.a. den prestigefyldte "Best of the Best"-pris, som er er udstedt af SZIDF (Snenzhen Industrial Design Fair). Flere af hans design har vundet priser, men det lader ikke til at være noget, han går synderligt meget op i. Tegnestue og værksted deler han med flere andre designere, som alle har det til fælles, at de prioriterer netop det at have eget værksted:
- Vi arbejder på en unik måde her. Værkstedet er vores hjerte. Jeg arbejder efter et ”trial and error”-princip. Det handler om at få nogle mock-ups i 1:1 ret hurtigt i processen, for tanken er, at jo hurtigere jeg kan få afprøvninger i 1:1, des hurtigere ved jeg, om jeg er i et drømmeunivers eller på rette vej. Jeg afleverer aldrig bare en skitse tegnet med en blød pensel. Jeg afleverer fuldstændigt færdige produktionstegninger. Ofte leverer jeg også tegninger til formværktøjet. Det er meget i modsætning til andre processer, hvor det hele er oppe i hovedet, og hvor man prøver at tænke sig til det hele. Jeg bruger virkeligheden som udgangspunkt hele tiden.
”Ingen skal påduttes mit design”
Øivind Slaatto slog for alvor igennem, da han i 2011 mødte op hos B&O med fire ideer, som i første omgang alle blev afvist. 14 dage senere ringede de dog, fordi de havde ombestemt sig. De gav ham et brief, som resulterede i højtaleren A9, der efterfølgende kom i produktion:
- Tiden op til var hård. Jeg arbejde hele tiden og havde ingen penge. Mit kort var spærret, og jeg måtte låne penge til togbilletten over til B&O. Det var ærgerligt, da de afviste mit design, men jeg har det også sådan, at jeg gør, hvad jeg kan, og hvis folk ikke er begejstret for designet, skal de ikke overbevises. Der er altid problemer i en design- og produktionsproces, og er du ikke grundbegejstret, så kommer produktet aldrig hele vejen igennem.
For stort ego til tubaen
Øivind Slaatto er født i Tyskland, men familien flyttede til Fyn, da han var seks år gammel. Hans forældre er professionelle musikere, og allerede tidligt i livet blev Øivind en talentfuld musiker. Først med violinen, sidenhen med tubaen som instrument. Da han som 13-årig vandt Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence, var sporet som professionel musiker lagt:
- Jeg er vokset op med, at jeg kunne blive, hvad jeg ville. Mine forældre har gennem hele min barndom opfordret til kreativitet og til, at vi skulle følge tingene til dørs, og da jeg ret tidligt blev god til at spille tuba, var det naturligt at søge ind på Musikkonservatoriet. Der kom jeg ind og spillede i flere bands og orkestre. Problemet var bare, at man som tubaist spiller ret lidt, så jeg oplevede mig selv sidde og tælle pauser, mere end jeg reelt spillede, og det var utilfredsstillende i længden. Jeg spillede noget intellektuelt avantgarde, og det har et meget snævert publikum, og jeg oplevede at have spillet en helt fantastisk koncert og så sætte mig i baren hos nogle søde piger efterfølgende, for så at blive spurgt: ”Hørte du bandet?”. Hvis man er i zen-balance er sådan en udmelding fin, men det var jeg nok ikke, og mit ego var altså for stort til ikke at blive set.
Fokus på design
Det var ikke nemt for Øivind at stoppe med musikken, heller ikke selvom opslagstavlen i hjemmet langsom blev fyldt op med tegninger og skitser:
- Det var først, da jeg fik en alvorlig hjernerystelse, hvor jeg ikke kunne spille i 1 ½ år, at jeg var i stand til at stoppe med musikken. Da jeg efter den lange pause skulle vælge, blev det designet. At spille musik er ikke hokus-pokus. Øver du, bliver du god. Det samme med design. Det kræver så meget arbejde at bryde igennem, at jeg ikke kunne begge dele. Jeg så for mig, hvordan jeg ville få et lorteliv, hvis jeg skulle give både design og musik det, det kræver at være på toppen. Så du kan sige, at hjernerystelsen gjorde, at jeg kunne løsrive mig fra musikken og arbejde dedikeret med designet.
Musikken spiller stadig en rolle i Øivind Slaattos liv og i hans design. For i musikken ser han det, som mange virksomheder higer efter:
- Jeg ser i dag en stor værdi i musikken, heldigvis. Mange af de virksomheder jeg er i kontakt med prøver at skabe en kultur eller noget, som folk identificerer sig med. Som regel fejler de, men musikken gør det sådan her, siger Øivind Slaatto og knipser med fingrene.
Inspiration fra naturen
Øivind Slaatto henter meget inspiration fra naturen. Selv kalder han sit design semiotisk – altså design, der forklarer sig selv:
- Jeg bliver nogle gange spurgt om, hvad der er særligt ved mit design, og helt ærligt: Der er ikke noget særligt ved det. Det ER bare. Det er mest af alt bare ærligt. Jeg henter en stor inspiration i systemerne i naturen. Hvis du kigger i naturen, vil du se det bedste design. Det derude har overlevet milliarder af år. Det er altid den gode løsning, der vinder over den dårlige. Eksempelvis har vi principperne bag Fibonacci-sekvensen, som også er den måde, et træ forgrener sig på og den måde, en kaninkoloni formerer sig på. Naturen er genial.
Fejl og genialitet hænger sammen
Og når vi er ved det geniale, er det et ord, vi, ifølge Øivind Slaatto, bruger alt for lidt. Han synes, at vi generelt er for mærket af janteloven her i landet, og det kan godt provokere, når han kalder sit eget design for ”design i verdensklasse”, fortæller han:
- Men vi har jo alle potentiale til at udrette noget fantastisk, hvis vi tør. Mange tør bare ikke. Jeg ser i virkeligheden janteloven som en større trussel for den danske kultur end både Al Qaeda og transfedtsyre!
- Som designer ser jeg mig selv som en joker. Jokeren er fredet og må sige det, alle taler om, men ingen tør sige af frygt for konsekvenserne. Jokeren skal turde miste ansigt og blive til grin, samtidig med at jokeren skal turde tage sig selv alvorligt og frem for alt turde at være ærlig uden at skulle tage hensyn til alle mulige spil. Som designer skal jeg turde at bevæge mig derud, hvor jeg er på gyngende grund. Jeg er blevet trænet i det fra jeg var lille via musikken. Du må ikke være bange for at lave fejl, men omvendt skal du heller ikke være bange for at lave noget, der er genialt - begge dele er noget, vi alle sammen kan.
”Vi er ikke konkurrenter”
Troen på det geniale i alle mennesker er også en af grundene til, at Øivind Slaatto gør meget ud af at skabe netværk og samarbejde. En grundlæggende tro på, at andre designere ikke er konkurrenter, men at man sammen kan gøre hinanden bedre, har været startskuddet på projektet, Danish Design Makers, som han er i fuld gang med sammen med to kolleger:
- Vi arbejder på en platform, som hjælper unge designere med at slå igennem. Det har været hårdt for mig at slå igennem, så hvis vi kan hjælpe nogle eller forskåne dem for noget af det, jeg har været igennem, er det rigtig godt. Næste år har vi vores tredje udstilling i Köln. Udstillingen har et kommercielt sigte og er en plads til unge designere, som gerne vil leve af industrielt design. Jeg vil gerne være med til at etablere en designkultur, hvor vi alle hjælper hinanden med at blive endnu bedre. Det bruger jeg meget tid på pt.
Om Øivind Slaatto
Født i Tyskland i 1978, men opvokset på Fyn.
Er uddannet på Musikkonservatoriet og tog i 2007 afgang fra Designskolen.
Han deler tegnestuefællesskabet B33 med Hee Welling, Steffen Juul, Gudmundur Ludvik, Petter Thörne, Josh Morrison, Karen Lund, Rikke Hagen, Mette Egekvist og Rasmus Johansson.
Har vundet flere priser for sine designs, som bl.a. tæller højtaleren A9 for B&O, lampen Pantera for Louis Poulsen samt lampeserien Swirl for Le Klint.
Fem skarpe til Øivind
Hvad er godt design?
Det gode design er selvfølgeligt og semiotisk. Det skal forklarer sig selv. Det skal bare være.
Hvordan ved du, at et design er færdigt?
Jeg ved det bare. Jeg kan mærke det i maven. På et tidspunkt rammer du der, hvor det bliver dårligere, når du arbejder videre på det. Så ved jeg, at jeg er der.
Har du en fast arbejdsmetode?
Jeg prøver at glemme alt om trends og lære fra naturen - og så lærer jeg af mine fejl.
Har du en inspirationskilde?
Poul Henningsen er min helt. Han var en fantastisk designer. At han også engagerede sig i samfundet, lavede sange, skrev tekster og klummer og lavede rav i den, er da enormt betydningsfuldt for den danske kultur den dag i dag. Det er sjovt, som han var en rebel, mens han i dag er det gode borgerskabs foretrukne designer og kulturpersonlighed.
Er der et produkt, du drømmer om at designe?
Jeg er ikke snobbet med produkter. Min største ambition er at have en balance mellem arbejde og fritid. At gå glad i seng. Jeg er godt på vej, men jeg arbejder stadig for meget. Den dag hvor det lykkes at designe et produkt, hvor ikke bare designet, men også selve infrastrukturen omkring produktet (forretningsplan, produktion, distribution, brug, genbrug osv. ) er helt igennem bæredygtig, vil jeg være meget stolt. Jeg er blevet god til lamper og lyd, men orienterer mig hele tiden inden for nye områder - lige nu f.eks. mod biler og transport. Men hey – en tandbørste ville faktisk også være spændende at designe.