<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif"> Portræt af Craig Dykers og Kjetil Trædal Thorsens fra Snøhetta
Portræt af Craig Dykers og Kjetil Trædal Thorsens fra Snøhetta

Portræt af Craig Dykers og Kjetil Trædal Thorsens fra Snøhetta


Med projekter som spænder fra operahuset i Oslo og renoveringen af Times Square i New York til design af de norske pengesedler har den norske tegnestue, Snøhetta, manifesteret sig som en af de mest interessante tegnestuer i verden. Vi mødte stifterne, Craig Dykers og Kjetil Trædal Thorsen, da de i juni besøgte København.

 

Med den succes og anerkendelse den norske tegnestue Snøhetta har opnået de seneste år, er det ikke svært at forestille sig, hvor travlt de to stiftere, Craig Dykers og Kjetil Trædal Thorsen, har. Og vær ikke i tvivl, de har travlt. I skrivende stund har tegnestuen 14 byggerier i gang og omkring 50 projekter på tegnebrættet. Alligevel er der en charmerende ro og langsommelighed over de to stiftere, amerikanske Craig Dykers og norske Kjetil Trædal Thorsens facon og måde at være i rummet på. De er til stede, og de fortæller om deres projekter og tanker med en ydmyghed, som får en til at skulle lede lidt efter pointerne. Men de er der - pointerne. Som naturlige accenter i en velvalgt talestrøm og som en manifestation af den pointe, Kjetil Trædal Thorsen udtaler i interviewet, da jeg spørger, hvad der definerer en ægte Snøhetta:

 

– Vi er en langsom virksomhed, selvom vi har travlt. Vi prioriterer det hele menneske, en ligeværdig meningsudveksling og den fysiske kontakt mellem medarbejdere, og vi arbejder med et princip, som vi kalder ”individet i fællesskabet”. Når folk spørger os, hvad vores vigtigste projekt er, så svarer jeg gerne, at Snøhetta er vores vigtigste projekt. For hvis vi er glade, så bliver I også glade for vores arkitektur.


 

Attituder fremfor design

Det var byggeriet af et kæmpe bibliotek i Alexandria i Ægypten, som for alvor fik Snøhetta placeret på det arkitektoniske verdenskort. Byggeriet stod færdig i 2003 og efter er fulgt store projekter i hele verden, som bl.a. en opera i Busan i Sydkorea, en gentænkning af Times Square, en udbygning af San Fransisco Museum of Modern Art samt Memorial Pavilion på Ground Zero i New York - og som første projekt i Danmark en udbygning af Ordrupgaard Museum.

 

Tilgangen til opgaverne bunder i en ægte nysgerrighed og en lyst til at prøve at forstå, hvilke omgivelser, arkitekturen skal placeres i. På tegnestuen er det normal praksis at starte et byggeforløb med bygherre med en bunke associationskort med forskellige billeder og situationer, som sporer både bygherre og arkitekt ind på, hvilken form for byggeri, der er ønsket, for, som Craig Dykers siger, er det ofte tilfældet, at bygherre har nogle ideer, men at det faktisk er noget helt andet, de har brug for. Kjetil Trædal Thorsen uddyber:

 

– De fleste bygger kun én gang i livet, og derfor ønsker de hele deres liv beskrevet i det ene byggeri. Det bliver hurtigt for proppet, og derfor siger vi, at vores byggerier skal ses som attituder fremfor design. Vil bygherre bruge alle midler, tager vi fra, og på den måde bliver vores kamp ofte at reducere fremfor at lægge til.

 

 

Demokratisk tilgang til byggeri

Da vi kommer til en snak om Operaen i Oslo, fortæller Kjetil Trædal Thorsen, at de store, åbne flader, som nærmest skyder ned i vandet, har til opgave at vise, hvordan grænserne mellem det offentlige og det private ophæves. Bygningen, som siden den stod færdig i 2008, har haft ca. 2 mio. besøgende årligt blot på den offentligt tilgængelige tagflade, er et fint eksempel på en af Snøhettas arkitektoniske pointer: det demokratiske byggeri.

 

Kjetil Trædal Thorsen forklarer, hvordan der på byplanlægningskort, er skraveret hvidt for offentlige steder såsom pladser, kirker og offentlige bygninger og sort for private steder, såsom ejendomme, og det vender operaen fuldstændig op og ned på:

 

– Vi er i gang med at redefinere værktøjerne og typologierne for arkitektur, for når vi har et byggeri som Oslo Opera, hvordan markerer vi det så i kortet? Det er jo både en privat bygning, men den har ligeså meget offentlig plads foran, oven på og rundt om. Skal det så være sort eller hvidt i byplanlægningen? Folk forstår det godt i den daglige brug, men vi mangler typologien til byplanlægningen.

 

Selve metoden med at ophæve skellet mellem det private og det offentlige går igen i mange Snøhetta-projekter, og det er bygherrerne på de store, kommercielle byggerier ved at få øjnene op for, forklarer Craig Dykers:

 

– Det er en misforståelse, at arkitektur kun gør alt pænt og behageligt. Et demokratisk byggeri er et byggeri, som deler ud, og hvor offentligheden går ind og tager ejerskab over bygningen. Det er ikke bare at skabe tilgængelighed, det er mere at få folk ud af deres komfortzone og på den måde oplyse og udfordre folk. Det øger værdien, når offentligheden indtager byggerierne, og det skaber en win-win situation, forklarer Craig Dykers og fortsætter:

 

– The memorial Pavilion på Ground Zero er et godt eksempel, for her mødes de besøgendes blik ved, at dem der er indenfor, kigger lige ud på dem, der er udenfor og omvendt. På den måde tvinger vi folk til at give hinanden et ”socialt håndtryk” ved deres blotte tilstedeværelse.

 

Kjetil Trædal Thorsen fortsætter:

 

– Altså vi har hele diskussionen om, hvorvidt den moderne arkitektur virker fremmedgørende for mennesket, og holdningen har været, at den moderne arkitektur tager afstand fra sine brugere, men som jeg ser det, er der absolut intet modsætningsforhold mellem absolut moderne arkitektur og inddragelse af offentligheden. Det er at undervurdere folk, og jeg synes, det stik modsatte er tilfældet. Vi så billeder fra biblioteket i Alexandria under det Arabiske Forår. Her står indbyggerne i Alexandria hånd i hånd og danner en menneskekæde rundt om biblioteket for at beskytte det. Det er tydeligt, at det er deres bygning, de har taget ejerskab over det, og det er jo det stik modsatte af en fremmedgørelse.

 

 

Snøhetta i Danmark

Tilbygningen af Ordrupgaard Museum er det første projekt i Danmark, og her har Snøhetta tegnet ”Himmelhaven”, hvor himmel og de omkringliggende bygninger og natur reflekteres i tilbygningens tagflade. Kjetil Trædal Thorsen griner og forklarer, hvordan Snøhetta efter 15 års bejlen endelig har formået at banke døren ind til Danmark:

 

– Danmark har en meget længere arkitekturhistorie, end vi har i Norge, så det har taget lang tid at komme ind i Danmark. Lige nu er der lidt ”wild west” i Norge, for det er mindre faste opfattelser af, hvad arkitektur skal og bør være, og det ganske enkelt en dejlig følelse at være fri på den måde. Derfor kan vi sprælle lidt mere i Norge end i Danmark. Men Danmarks lange tradition gør, at man er meget kvalitetsbevidst, så derfor er det en stor glæde endelig at kunne komme til at skabe noget her.

 

 

Fakta om Snøhetta

Snøhetta er et norsk arkitekt og designfirma med kontorer i Oslo, New York, Stockholm, San Fransisco, Innsbruck, Stockholm og Singapore. De har 190 ansatte.

 

Snøhetta er opkaldt efter det højeste fjeld i højlandsplateauet, Dovre.

 

Snøhetta blev for alvor kendt, da de byggede et nyt bibliotek i Alexandria i 2003, og siden har tegnestuen stået bag betydningsfulde byggerier som Oslo Opera, The Memorial Pavilion på Ground Zero i New York, Museum of Modern Art i San Fransisco, Busan Opera i Sydkorea. Som første projekt i Danmark kommer udbygningen af Ordrupgaard Museum.

 

Snøhetta tegnestue Snøhetta, Craig Dykers og Kjetil Trædal Thorsen
Tegnet af den norske tegnestue Snøhetta Byggeri tegnet af Snøhetta