<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif"> Portræt af Michael Christensen: ”Værdien er i kompleksiteten”
Portræt af Michael Christensen: ”Værdien er i kompleksiteten”

Portræt af Michael Christensen: ”Værdien er i kompleksiteten”


Michael Christensen fra Christensen & Co Arkitekter a/s omfavner den tekniske side af projekter, da han mener, at arkitektur både er etik, æstetik og teknik, og at arkitekter mister indflydelse ved alene at fokusere på de skulpturelle og konceptuelle kvaliteter i et byggeri.

I Danmark har der blandt arkitekter været den fremherskende holdning, at det er en form for snyd at bruge solceller til at nå sine mål i forhold til en bygnings energiforbrug – man skal være i stand til at løse opgaven ved hjælp af naturlig ventilation, bygningens geometri osv. Den holdning er Michael Christensen grundlæggende enig i, men han mener også, at man som arkitekt ikke må vige tilbage for at bruge den teknik, der giver mest mening på den enkelte bygning:

 

– Hvis det er et nederlag at bruge solceller o. lign., så bliver det alene op til ingeniører at tage beslutninger som eksempelvis hvor meget glas, der må være i facaden. Jeg vil som arkitekt gerne fylde noget i forhold til alle aspekter af et byggeri, og det kræver, at man byder ind med sine faglige kompetencer, som der på den baggrund skabes noget af. I CCO opererer vi altid med en inddragende holdning, hvor vi navigerer i kaos og omfavner det tekniske, så det bliver en integreret del af ”den bærende ide”. Den gode arkitektur skabes først og fremmest ved en dyb faglig viden og benhårdt teamwork.

 

Når Michael Christensen skal vurdere den arkitektoniske kvalitet på et projekt, så er det således summen af alle kvaliteter, hvor alle enkeltdelene, det sociale, æstetik, funktionalitet, dagslys, akustik osv. til sammen giver en større værdi.

 

 

Et spørgsmål om den rigtige tilgang

Michael Christensen grundlagde CCO i 2006 efter at have været hos Henning Larsen Architects i 16 år, og han er bevidst om sin baggrund.

 

– Mine år hos Larsen har selvfølgelig været med til at præge mig som arkitekt. Som nystartet tegnestue tager man alle mulige opgaver, men man kan jo lave hvad som helst ordentligt; det er et spørgsmål om at have den rigtige, seriøse tilgang med et højt ambitionsniveau. Med den holdning vil man kunne få noget ud af selv den usleste carport, siger Michael Christensen og fortsætter:

 

– Henning Larsen var en formidabel leder på den måde, at han aldrig sagde nej, men lagde op til diskussion. Den hårdeste kritik, han kunne komme med, var: ”Øj, det ser svært ud…” Og den metode har jeg bestræbt mig på at tage med, så vi har en debatterende kultur på tegnestuen, hvor alle har taleret. Diskussionen om substansen i et projekt er ofte det primære brændstof i hele designforløbet.

 



Med forskning og undervisning som platform

Hos HLA nåede Michael Christensen at stå for flere universiteter og uddannelsesinstitutioner, og det var således naturligt at bruge forsknings- og undervisningsbyggeri som den primære platform for sin egen tegnestue. Og det lykkedes at vinde den første konkurrence kun få uger efter virksomhedens start, et undervisningsbyggeri på Kungliga Tekniska Högskola i Stockholm.

 

– Vi arbejdede dag og nat på at få konkurrenceforslaget klar, og vi fik svar seks dage senere om, at vi havde vundet projektet, så det var en drømmestart for tegnestuen – det var både den rigtige kategori, som vi vandt i, samtidig med det var et ambitiøst lavenergihus, som gav os vigtige værktøjer i forhold til at tilgå lavenergi-byggeri ud fra en helhedsbetragtning, så man transformerer bygningens geometri i forhold til energi – eksempelvis for at maksimere dagslys. De værktøjer sidder på rygraden i alt, vi foretager os nu, siger Michael Christensen.

 

  

”Universitetsbyggeri skal ses som byplanlægning”

Universiteter skal sende et særligt signal til omverdenen i forhold til læring og viden, samtidig med de skal være en ramme for liv og en lang række aktiviteter. Moderne universitetsbyggerier ligger ofte uden for en by, og derfor har der været fokus på at bringe liv ind på campus, og ifølge Michael Christensen er der tale om en decideret urbaniseringsbølge:

 

- Men på DTU var vi så heldige, at universitetet er et frodigt grønt campus, så med DTU Compute har vi skabt et ”campus in a box”, et indre campus hvor studerende og forskere færdes side om side, hvilket skaber synergi og liv. Bygningens indre domineres af 22 træer, der skaber et symbol på læring og erfaring, samtidig med de eksemplificerer bæredygtighedstanken og hjælper bygningen med at ånde.

 

Neue Sachlichkeit?

– Bæredygtighed har altid været et væsentligt parameter i mit arbejde, og da finanskrisen indtraf, tænkte jeg, at nu kommer der en ny fornuft – nu vælger man ikke bare en løsning, fordi det kunne være sjovt og have en æstetisk effekt. Her havde jeg en naiv tro på, at sunde værdier ville vinde frem – en slags neue Sachlichkeit – hvor der intet quick fix er. Men desværre røg vi alt for hurtigt gennem krisen. Egentlig bæredygtighed kræver ændret livsførelse, og det er svært, siger Michael Christensen.

 

Kulturel værdi er naturligvis et meget væsentligt bæredygtighedsparameter, alligevel mener Michael Chri­stensen, at det er for letkøbt at ar­gumentere ud fra den holdning, at æstetisk byggeri automatisk er bære­dygtigt.

 

– Det er ofte blot en dårlig undskyldning for at gøre, som man altid har gjort. Hvem ved dybest set hvad, der har kulturel værdi om 100 år? Når man tegner et hus, så er det altid med en målsætning at bygge noget, der kan holde, men vi ved jo ikke, om det lykkes.

 

 

DNA tråde fra fortiden

CCO har netop vundet konkurrencen om at skulle stå for genetableringen af KB-Hallen på Frederiksberg, som nåede at blive fredet tre uger inden, den brændte ned. For Michael Christensen er arbejdet derfor en omvendt transformationsproces, hvor man trækker DNA tråde fra den gamle bygning op i nutiden, samtidig med den nye bygning naturligvis skal have en tidsvarende funktionalitet.

 

– Det har været et virkeligt interessant forløb, hvor vi har arbejdet med at få så meget DNA med fra den gamle bygning som muligt, samtidig med at vi nøje må udvælge de temaer, der skal genfortolkes, siger Michael Christensen, som samtidig er bevidst om, at han som arkitekt på den her type bygning befinder sig på øretævernes holdeplads:

 

– Vores problemstilling er jo: Hvordan undgår vi at skabe en dårlig kopi? Og vi kommer sikkert til at få vores hug, men det er en debat, som jeg glæder mig til. Jeg mener, at man skal være forsigtig med meget kategoriske og bombastiske udmeldinger omkring nye bygninger. Arkitektur er nødvendigvis en pragmatisk kunstart, og det er ubetinget lettere at lave små huse, i forhold til store bygninger, hvor man som arkitekt, med Rem Koolhaases ord ”ofte kun kan bidrage med forskellige betoninger af ja”.

  

Løsningsrummet og det hvide papir

Drømmen om det rene hvide papir findes ifølge Michael Christensen ikke. Man har yderst sjældent tiden til at starte med sin helt egen ide. For Michael Christensen skal man som arkitekt kunne navigere i et kaotisk ”løsningsrum”, som omfatter alle interessenters krav og ideer. Her starter man altid midt i processen, hvor kunsten er at finde den løsning, der tilfredsstiller alle sider af bordet men som samtidig har arkitektonisk værdi:

 

– Til konkurrencer har den visuelle kommunikation vundet mere frem, da det giver mulighed for at forenkle tingene, men det giver efter min mening ikke bedre arkitektur. Kvalitet ligger jo mellem materialerne og i de helt konkrete detaljer, og det er svært at kommunikere i konkurrencer. At man skal kunne folde sine bygninger i en serviet er noget romantisk pladder. Her skal vi som arkitekter passe på ikke at markedsføre vores projekter ihjel, hvor alting drukner i smarte one-liners.

 

Plads til det uperfekte

– Hvis man ikke viser respekt for brugernes behov, så behandler brugerne også bygningen respektløst. Stærke huse kan tåle det uperfekte – at folk stiller stole fra Ikea frem. Vi vil gerne skabe rammerne for rigtigt liv til rigtige mennesker, og vores bygningsdesigns skal kunne holde til, at man slæber en gammel sofa ind. Jeg kan huske, at mine forældre reagerede voldsomt over, at Arne Jacobsen fastlagde farverne på sine huses gardiner: ”Tænk at han skal bestemme det, sådan en arkitektsnude!” Måske er det derfor, at jeg blev arkitekt, smiler Michael Christensen og fortsætter:

 

– Når en bygning står færdig, skal den altid kunne rumme det virkelige liv. Brugerne skal tage ejerskab over ens design og se meningen med det. I det hele taget kan det være en stor oplevelse at komme tilbage til noget, man har tegnet og se livet udfolde sig. Jeg besøgte for eksempel én af mine gamle bygninger for Larsen i Stockholm, og det var fantastisk at mærke, at ens arbejde fungerer – at folk som tiltænkt drejer hovedet efter en smuk stribe dagslys i rummet. Jeg fik tårer i øjnene og kuldegysninger, da jeg gik rundt der så mange år senere. Nu er det deres hus.